Annus horibilis - annus Domini

På dansk kalder man et det "et herrens år" når man synes det har været et år med mange problemer. En lignende vending er "et herrens vejr" eller at være "på herrens mark". Jeg har aldrig rigtigt kunne forlige med disse vendinger. Herrens mark må for mig være et ganske glimrende sted at opholde sig. Vejret er Herrens hvad enten det er godt eller skidt, og alle år er, i følge traditionel sprogbrug, Herrens år.

Når jeg tænker tilbage på 2011 er der et andet udtryk som umiddelbart virker passende på mit liv; Annus horibilis er en latinske vending der betyder "et horribelt (eller forfærdeligt) år. Jeg kan huske at den engelske dronning brugte det i sin nytårstale det år prinsesse Diana døde. Der har været mange svære ting i de forgangne 12-15 måneder. Jeg har haft en blodprop, min far er død, min mor har været meget syg, der har været meget arbejde, jeg er i færd med at blive skilt.

Men nu skal I bare hører! Det har også været et annus Domini, et år med gode oplevelse og dejlige mennesker! Jeg har været på pilgrimsvandring, jeg har mærker menneskers omsorg. Jeg har en fantastisk kirke og familie - 2012 bliver forrygende!
Hvordan er det man siger: Hvis æggene er knækkede, må man lave omelet.
Eller som min ynglingsprofet, Leonard Cohen, synger;

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack
a crack in everything
thats where the light gets in.

Godt nytår, where ever you are

PS. Billedet snyder, jeg er i virkeligheden 2 meter høj, slank og bredskuldret. Det må være noget med atmosfæriske forstyrrelser.

Ikke særlig vigtigt

Midt i mellem eksistentielle overvejelser og teologiske refleksioner kommer her en lille undren over bloguniverset. På min blogside kan jeg som "ejer" se nogle oplysninger om hvorfra i verden læserne logger på. De aller fleste er fra Danmark - Det er vel ikke så mærkeligt. Der er også nogle fra Norge, Finland og Sverige - det undre mig heller ikke, jeg har venner dér. Fra Tyskland er der også nogle stykke - der har jeg familie og venner. Fra Schweiz er der nogle enkelte - måske Facebookvenner, det samme gælder USA. Men nu kommer det underlige. Enkelte gange har der været besøg på min blog fra eksotiske steder som Irak, Frankrig, Qatar, Sydkorea, Rusland og Israel! Er det serverer der besøger blogs for at opsnuse e-mailadresser at spamme, eller sidder der faktisk folk i disse lande og læse en dansk metodistpræsts udgydelser?
Er der et klogt hoved derude med en forklaring? Ellers gør det ikke noget, mysterier gør livet mere interessant.
Glædelig jul til jer alle - were ever you are.

Prædiken til Jerusalemskirken

Juledag d. 25. december 2011

Tekst: Joh. 1: 1-18

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. g lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

 Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.« Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.

Forleden læste jeg følgende underholdende historie fra den travle julehandel på en blog.

En kvinde havde bestemt sig til at hun i forbindelse med købet af en mængde julegave også ville købe en CD til sig selv. Hun havde længe ønsket sig en indspilning af Händels ”Messias”, I véd, den med det store hallelujakor. I musikbutikken står hun længe i kø, men kommer endelig frem til en meget ung ekspedient, der kigger fortravlet på hende og siger ”Ja!”

Kvinden formulere sit ønske: ”Jeg vil gerne have Händels Messias”. Den unge mand kigger forvirret tilbage og svare ”Helten Messias” – er det et computerspil^?

”Nej” svare kvinden, ”Händels Messias, det er musik”.

Ekspedienten taster ind på sin computer og ser igen forvirret på kvinden, ”Vi har ikke nogen CD der hedder Helten Messias”. Kvinden der er bevist om at køen af julefortravlede kunder vokser bag hende forsøger én gang til: ”Händels Messias, det er klassisk musik”.

”Nå”, svare den unge ekspedient, ”klassisk musik er ikke med i databasen”.

Så giver kvinden op og går leende ud af butikken – Helten Messias. Morsomt, men heller ikke helt dårligt.

Helten Messias – et computerspil!?

Hvordan ville det se ud. Jesus som 2 meter høj, muskelsvulmende, sværdsvingende kriger på mission i en mørk underverden fyldt med monstre der skal nedkæmpes, uskyldige der skal reddes, gåder der skal løses og skatte der skal findes.

Jeg kan ikke lige se det, men hvem véd, måske kommer det på markedet en dag.

Alligevel skal vi ikke affærdige den unge ekspedients ”Helten Messias” og de dramatiske billeder om kamp mellem det gode og det onde som det fremkalder. For i dag er det juledag og evangeliet vi hørte læst er fra Johannes Evangeliet og I kan godt hører at der er noget andet på færde her i forhold til juleaftens beretning fra Lukas Evangeliet.

Lukas er optaget af at beskrive Jesu fødsel midt i den konkrete virkelighed. Der er kejsere og fyrster, der er mennesker på rejse og hyrder på marken. Der er folketællinger og graviditet. Det er meget håndgribeligt og almindeligt, bortset selvfølgelig fra englene og deres budskab om dette mærkelige barn. Uden dem havde det været en fortælling der lignede meget andet man kunne have fortalt om verden og små mennesker.

Johannes, der imod, han er ikke optaget af det almindelige, det konkrete eller lettilgængelige. Han løfter straks vores opmærksomhed til det højst mulige plan. Hvis historien skal fortælles ordentligt skal der begyndes med begyndelsen. Og hos Johannes er begyndelsen ikke fødslen i Betlehem, ikke ærkeenglen Gabriels besøg i Nazareth, ikke kong David, hvis efterkommer barnet er, ikke Moses der grundlagde jødedommen, ikke Abraham der er stamfader til Guds folk, ikke Adam - det oprindelige menneske. Nej, vi skal meget dybere ind og længere tilbage.

I begyndelsen var ordet

Vi kan bruge en sammenligning fra videnskabens beskrivelse af universets oprindelse. The Big Bang, urbraget der satte alting i gang. Vi skal bagom dette brag, til kilden til dette brag. Til den første årsag af alle årsager: ordet – Guds ord. 1. Mosebog fortæller at Gud sagde: Der skal være lys! Og der blev lys. Guds ord er hans vilje, det skaber det som det nævner.

I dette første nanosekund hvor alting begynder, der begynder Johannes sit budskab. Han vil nemlig fortælle os noget svimlende stort om dette Jesusbarn, der for Lukas ”bare” er Jødernes Konge. Johannes har set bagved, set at Guds skabende Ord, som har været fra begyndelsen, som er Gud selv, er et ”ham”, ikke bare et ”det” - er kilden til livet, er lyset der fortrænger intethedens mørke. Johannes begynder med Gud selv, med det der er urørligt og uforståeligt mytisk og mystisk.

Og så går han videre. Ordet er kommet ind i verden, den verden som han selv er årsagen til, men verden genkender ikke sin oprindelse, sit liv og sit lys. Verden er fremmed for Gud. Verden er optaget af sig selv, krumbøjet i sin navlebeskuende selvfiksering.

Men Johannes har set hvad Ordet er kommet for at gøre. Afvisningen ødelægger ikke noget. For dem der tager imod ham, giver han en ny begyndelse, et nyt liv, en ny indsigt om Gud og dem selv.

Ordet blev kød siger Johannes og i denne kødblivning, inkarnation, med et fint teologisk begreb, ser vi mennesker Guds herlighed. Den er nåde og sandhed, dvs. vi ser Gud sådan som han selv viser sig til os. Ikke som mennesker forestiller sig Gud, men modsat. Den usynlige Gud har skabt sig et billede som vi kan forstå og tro på. Billedet er et menneske som du og jeg, men som samtidig er Gud.

Computerspilshelte er for det meste store krigere med overarme som træstammer og en attitude der bruger hestesko som tyggegummi. De redder verden fra undergang ved at dræbe en endeløs strøm af onde skabninger.

Sådan er Händels Messias, eller bibelens Jesus, slet ikke. I Johannes Evangeliet 3. kapitel taler Jesus om hvad det er Gud vil og hvad det er hans mission er.

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.

Jesus kommer ikke med raketgeværer og lasersværd. Han kommer med Guds kærlighed, så stærk at den er villig til at dø for at frelse alle mennesker. De onde skal ikke dø, de skal omvendes.

Johannes er ikke optaget af hvor eller hvordan Jesus blev født, som Lukas er det. Han vil fortælle en kæmpemæssig historie om noget der foregår på en meget større scene. Han vil forkynde at:

Jesus er Ordet der blev kød. Han er ”Helten Messias” som Händel komponerede om.

Amen

Vrede

Da jeg for næste 25 år siden læse til præst på Metodistkirkens Teologiske Seminarium i Gøteborg læste vi Johan Cullbergs bog "Krise og udvikling" på en del af vores forberedelse til at kunne være sjælesørgere. Cullberg beskriver en eksistentiel krises forskellige stadier. Jeg husker ikke alt fra bogen, men den første fase er en choktilstand hvor forvirring og følelsesmæssigt kaos er der præger "klienten". I den anden fase er det sorg eller fortvivlelse og i den tredje kommer vreden over det uretfærdige der har ramt een. (Jeg skriver dette fra hukommelsen, så måske er det ikke helt Cullbergs model.)
Jeg tror jeg nu befinder mig et sted mellem fase 2 og 3 lige nu. Gråden kan  stadig komme op i mig og det giver jeg den lov til. Der er ting jeg har mistet som det er værd at græde over, men jeg er begyndt at tænke over det med vreden. Jeg har ikke givet udtryk for vrede, men er det fordi jeg ikke er vred, eller fordi jeg ikke vil være min vrede bekendt?
Hvordan er det med os kristne, er vi for "pæne" til at være vrede på den rigtige, assertive måde? Hvis vi dækker over vreden, kommer den så ikke bare frem på en anden måde?
Hvordan giver man udtryk for sin vrede uden at det ender i mudderkastning?

Herren velsigne dig og forbavse dig

Det har været en overvældende oplevelse at mærke reaktionerne efter jeg har fortalt om min skilsmisse. Både i cyberlife og i virkeligheden. Jeg har fået en masse positiv respons. Mennesker der udtrykker sympati, gode ønsker og forbøn, samt konkrete tilbud om et øre at tale i, et måltid mad, nærvær og praktisk hjælp. Jeg tænker at jeg er priviligeret at have så mange søde mennesker i mit liv. Ofte når vi mennesker rammes af svære ting tænker vi; "hvor er Gud hende nu?" Jeg er ikke i tvivl om at jeg møder ham i al den omsorg min næste giver mig i denne tid.
Ensomheden er en af de voldsomme følelser der følger med når man bliver skilt, men der er mange der hjælper mig med at ser forbi fortvivlelsen og få øje på en vej videre frem i livet. Noget at være taknemmelig over!

Deja vu - all over again

Ja, der har været lidt stille på bloggen, men med god grund. Det har ikke været så nemt at leve den seneste tid. Men da nyheden nu officielt er ude, kan jeg godt fortælle det her på "Birchs". Min kone gennem 14 år, Charlotte, og jeg skal skilles. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle om årsager eller lign. her på bloggen, der tilhører privatlivets fred, men jeg vil godt dele lidt om hvordan det er at blive alene i min alder (51 år).
Lad mig først siger, at menighed, venner og familie har været søde og opmærksomme de forgangne uger, jeg har fået en række invitationer fra folk der gerne vil være sammen med mig og skabe lidt nærvær for en person der oplever et stort tomrum i livet. Det er jeg taknemmelig for.  Ligesom jeg værdsætter et opmuntrende ord, blik, håndtryk eller kram.
Efter at det første chok har lagt sig er der en række livsvigtige spørgsmål som jeg tumler med når jeg er alene. Hvem er jeg nu, da jeg ikke mere er en ægtemand? Hvordan lever man alene? Hvad med økonomien? Er jeg umulig at leve sammen med (Det er min 2. skilsmisse).
Der er også en hel række banale eller praktiske spørgsmål der kommer væltende i usorteret orden. Hvordan med jul?! Hvad med ferier - hvad vil jeg egentlig gerne nu jeg ikke skal "forhandle" med nogen? Skal jeg beholde bilen? Hvad med kolonihaven? Hvem skal have hvad med fra det fælles hjem? Møbler, huskeråd, billeder, CD-er m.m.
En særlig kategori af udfordringer hænger sammen med at jeg er præst. En frikirkepræst lever i et glashus hvor privatliv og arbejdsliv flyder sammen. Alle kan se ind og alle kan forme sig en mening om alting. Det vilkåret, men det er svært og der skal en særlig styrke til at stå frem som leder, forkynder og rollemodel, når der er krise i privatlivet.
Overordnet går det nogenlunde godt. Jeg begynder at vende mig til min nye situation. Er stadig trist når jeg er alene, men jeg klare mig igennem det og synes der også er lyspunkter der peger fremad.
Jeg har ingen visdomsord til nogen lige nu og her, jeg skriver nok mest dette blogindlæg for min egen terapeutiske skyld.
Pas på jer selv og hinanden
Ole

Godt vidnesbyrd

Jeg faldt over nedenstående spændende tekst i "Stedet og vejen en antologi om menigheden nu og i fremtiden".


Anne E. Jensen: Fra oven eller fra neden?
Når man taler om at "få flere kunder i butikken" i Folkekirken er det jo gerne nye gudstjenesteformer, mødeaktiviteter og aktiviteter for børn og unge, som foreslås. Der er også de, der siger at kirken skal være synlig, der hvor folk er - i butikscentrene eller på gågaden - at vi skal ud og agitere lige som græsrodsorganisationerne.



Da jeg skrev det citerede afsnit havde jeg faktisk noget helt andet i tankerne. Jeg tænkte på en af mine kolleger i Europa-Parlamentet, nemlig formanden for Parlamentets budgetudvalg Terry Wynn. Han er ikke bare budgetbisse og en venlig rund mand, men også tidligere prædikant i Metodistkirken. Af politisk observans er han socialist, og metodistkirken i Storbritannien har traditionelt haft en vis relation til Labourpartiet i Storbritannien. Terry missionerer ikke overfor os andre, han taler heller ikke specielt meget om sit forhold til Gud. Han bærer et lille kors i reverset, og har skrevet en lille bog om sit liv "Onwards Christian Socialists!" med slet skjult inspiration fra en kendt salme. Her fortæller han blandt andet om, hvorfor han mener at hans kristne livssyn er foreneligt med det at være socialist. Det der gør indtryk er, at han hviler i sig selv, har nogle klare værdier og principper, aldrig er fordømmende men tværtimod storladen - måske en sjælden egenskab for en politiker. Han er ikke bange for at sige højt, at kirken og kristendommen fylder meget i hans liv. Men alligevel formår han på én gang at være den glade kristne og samtidig et helt normalt rationalt tænkende menneske. Jamen, tænk at det kan lade sig gøre! Sådan at gå imod folks fordomme. Han omvender ikke folk. Men han får folk til at tænke over deres værdier. Det er måske i virkeligheden bare det, der skal til

Hvad deltager i CGF ikke fik at vide

Deltagere og tilskuere til afslutningskoncerten for Copenhagen Gospel Festival observerede at koncerten først kom i gang 10 minutter efter det annoncerede tidspunkt og de har måske irriteret sig over det, eller de har tænkt at sådan kan det være når mange forskellige ting og personer skal være klar samtidig. Her bringes historien om hvad der skete i minutterne før koncerten skulle begynde. Solomon Facey, een af instruktørerne og et af koncertens bærende elementer, opdagede ca. 15 minutter før start at han manglede noget vigtigt, som befandt sig i Helene Boms lejlighed, hvor han var indkvarteret (vi fandt aldrig ud af hvad det var). Han lånte nøglerne og strøg ned ad gaden til Sølvgade, hvor Helene bor i en stor egendom med flere opgange. Solomon fik låst gadedøren op og løb op af trapperne til 5 sal, hvor han stak nøglen i låsen. Låsen ville ikke dreje rundt! Frustreret og nevøs for tiden forsøgte han at dreje både til højre og venstre. Låsen var urokkelig. Han rykker i døren, prøver nøglen igen. Prøver gadedørsnøglen, men intet virker. Pludselig begynder døren at bevæge sig. Solomon springer forskrækket tilbage. Han ved at Helene er over i kirken, hvordan kan der så være nogen i lejligheden? Døren går op og i lille gammel dame kommer til syne. I nogle sekunder stirre de 2 på hinanden. Begge helt uforstående overfor den andens realitet. Solomon lamslået af skræk over at møde nogen i en lejlighed han venter er tom - den gamle dame rædselsslagen ved mødet med en flamboriant klædt sort mand der forsøger at åbne hendes hoveddør. Et fantastisk øjeblik, mens 400 mennesker venter på gospelmusik i Jerusalemskirken. Sagen er at Solomon er løbet op i den forkerte opgang og nu skal han prøve at komme derfra uden at blive arresteret som indbrudstyv, eller hjemmerøver, eller det der er værre. Damens engelsk er kun dårligt, men hun afviser at kende noget til Helene. Langsomt går sagens rette sammenhæng op for Solomon og han gennemfører en succesfuld tilbagetrækning og styrter op i den rigtige opgang og tilbage til kirken.

Efterårsmøde, hjem til Copenhagen Gospel Festival

Jeg nærmer afslutningen på 4 dages efterårsmøde med præstekolleger i Metodistkirken. Det har været givende dage. Mandag fortalte Tonny Jacobsen om hans undersøgelser af vejen mennesker i 2011 går fra søgende til efterfølger af Jesus. Tirsdag var vi på 14 km. pilgrimsvandring ved Sejrøbugten i det flotteste septembervejr. I dag har biskoppen undervist og inspireret om at prædike på en måde der udfordrer til respons og Lars U. Jensen har udfordret os til at være præster der kan møde børn og unge på en relevant måde. Her til aften har vi drøftet processen omkring Jørgen Thaarups studiedokument om homofili.

Det har været indholdrige dage, men jeg glæder mig til at skulle hjem i morgen. Og på lørdag er det tid til Copenhagen Gospel Festival - det er noget der rykker! Jeg anbefaler gudstjenesten i Jerusalemskirken på søndag kl. 11 og koncerten samme aften. læs mere på cgf.dk.

Forløsningens time - hvad kirke skal være!

Min ven (se forrige indlæg) fik sin sag afgjort i flygtningenævnet i dag. Det meste af eftermiddagen sad Kirsten Hastrup og Mark Lewis og ventede sammen med ham. (Jeg stødte til senere) Han skulle have været inde kl. 13.30, men alting trak ud og nævnet hørte ikke hans sag før 14.45. I næsten 2 timer kæmpede hans sagfører for at fremlægge og argumentere hans sag. Så kom han ud til os i venterummet mens der blev voteret. Efter mere end en times votering blev Niyazi (Ja, nu kan jeg skrive hans navn) kaldt ind og 10 minutter efter kom han ud. Ja!!!!! Han kan blive i Danmark. Han er nu konventionsflygtning med permanent opholdstilladelse. Nej, han skal ikke risikere livet som kristen i det krigshærgede Afghanistan. Han kan få lov til at opleve fred og frihed og kristent fællesskab her i København.
Hvilket privilegium vi kan tage for givet - hvad bruger vi det til?

Midt i glæden over Niyazis redning fyldes jeg af stolthed over min kirke, Jerusalemskirken. I denne sag har enkeltpersoner, præster og menighedens fællesskab vist et glimt af kirkens sande natur. Den er kristi krop - et glimt af menneskelighed og håndgribelig næstekærlighed midt i verdens larm og uro. Her er noget at bygge videre på.
Niyazis sag blev, ifølge advokaten, afgjort på om nævnet troede på at han var kristen. I første omgang havde udlændingeservice afvist denne påstand fordi han ikke viste nok om bibelen! Til dette møde havde vi skrevet brev fra præst, biskop og menighed der bevidnede manden aktive kirkegsang i Jerusalemskirken og deltagelse i menighedens fællesskab - det gjorde formentlig udslaget. Nævnet gav ham status af "konventionsflygtning". Jeg længes efter at se mere af den slags konkret engagement i menneskers liv og håndgribelig omsorg. Amen.

Et menneske

Der er en mand der har deltaget i min kirkes gudstjeneste de seneste 2 år. Han er en smilende mand der ikke gør noget stort væsen af sig. Hans hud er gyldenbrun, hans hår er sort, hans mørke øjne i et drenget ansigt virker fulde af sorg, selv når han smiler bredt. Han er hverken ung eller gammel. Kroppen er spinkel og hænderne er bløde. For 5 år siden flygtede han fra Afganistan. En lokal krigsherre slog hans slægtning i hjel, og hele familien flygtede. Sammen med en ven kom han hele vejen til England, hvor han sad i en  flygtningelejr i flere år.
En dag dukkede nogle ældre mennesker op i lejren. De gav sig tid til at tale med flygtningene og indbød dem til en teateraften i byen. De undrede sig over deres venlighed overfor fremmede. De besluttede at tage imod indbydelsen. Teaterstykket handlede om Jesus, om hans liv, hans ord, hans død og hans opstanddelse. Sådan havde de aldrig hørt tale om Guds kærlighed. De besluttede at følge med de venlige mennesker til deres kirke, en lille metodistkirke i Midtengland. Der kom de regelmæssigt i et år og bestemte sig for at blive døbt. De var blevet kristne. De blev rådet til ikke at fortælle det til myndighederne - et dårlig råd! Deres asylsag blev afvist og snart var manden i Kabul. Han kendte ingen mennesker her, boede i et lille værelse over en tebutik. Men ejeren og andre i gaden var mistroiske over for ham. Han havde været i vesten og han gik ikke i moskeen. Sladderen voksede omkring ham. jorden brædte under ham. Han viste ikke hvor hans familie var. Efter kort tid flygtede han igen.
Nu er han i Danmark og han er med til gudstjenester og fællesskab. En af hans venner fra england har besøgt ham og været med i kirke - en elskelig gammel dame. Han har fået nye venner her. Men på trods af dåbsattest fra england har udlændingeservice bestemt at han skal sendes tilbage til Afganistan - hvor muslimer der lader sig døbe slås ihjel. De tror han lyver om sin tro. Vi bad for manden i dag i gudstjenesten. Vi samledes en gruppe omkring ham midt i gudstjenesten, foran alteret. Vi lagde hænderne på ham og bad for ham og for de myndigheder der hærsker over liv og død. Vi har skrevet til dem og fortalt om mandens tro og liv i vores menighed. I dag skrev hele menigheden under på at de kender ham, at han er en aktiv kristen i vores menighed. Han er et menneske, han er vores bror.
Vil du hjælpe med at bede for ham?

På torsdag afgøres manden skæbne og når han og advokaten går ind til afgørelsen, vil der være folk der venter udenfor. Han skal ikke møde dommen alene!

Et billede siger mere end tusind ord

Kære læsere
Hermed indbydes I til at give jeres input til en prædiken jeg skal holde til en gospelgudstjeneste i anledning af den københavnske kulturnat fredag d. 14. okt. kl. 23.00. Der vil være stuvende fuldt i kirken af folk der får svedig, svingende gospelmusik med gospelkoret KEFAS.
Jeg har tænkt mig at bruge dette spændende billede af Katja Bøhling-Pedersen som oplæg og inspiration til denne prædiken. Det vil blive vist, både i original og på skærm.
Nu er så udfordringen til jer alle, hvad kommer du til at tænke på og hvordan kan det være relevant som forkyndelse for 400 københavnere?

Kom glad - kom frisk!

Måske er jeg tilfreds med valget

Nå, så blev valget overstået. Danmark får en ny regering og sin første kvindelige statsminister. Det første betyder ikke noget før vi ser hvad den har tænkt sig at gøre, det andet er historisk og sandelig på tide. Jeg er vel egentlig tilfreds med valget, men ikke på nogen overstadig måde. Godt er det at DF nok ikke kan diktere udlændingepolitikken mere. Det Danmark de så gerne vil redde er ikke det Danmark jeg tror på. Godt er det vel også at de radikale er blevet stærkere og at der er basis for brede forlig om de vigtige spørgsmål. Men nu skal det jo så vise sig hvad der kommer ud af det. Man må væbne sig med tålmodighed.

En sortseers valg

Der skulle åbenbart et folketingsvalg til for at jeg tog mig sammen til at skrive lidt på bloggen igen. Eller også er det fordi konen er på ferie og aftnerne er lidt ensomme. Men her er nogle tanker i anledning af valget.
Jeg begynder med en måske lidt for åben bekendelse - jeg stemmer på de radikale denne gang. Selv om jeg længe har vist at det var det jeg ville gøre, så gør jeg det uden store armbevægelser eller forsøg på at bilde nogen ind at det er det eneste rigtige. Jeg gør det fordi partiets linje på en række områder (dog ikke alle) passer godt til mine politiske overvejelser. Jeg gør det uden begejstring, for jeg er grundlæggende skeptisk når det gælder politik og magt og jeg har ingen illutioner om demokratiet og dets centrale aktører. Erfaringen fortæller med al ønskelig tydelighed at politikeres primærer interesse er dem selv og deres magt. De flestes holdninger synes at være styret af ønsket om at få magt, ikke af et livssyn eller værdier som vi andre så kan forholde os til. Holdningerne tilpasses de seneste opinionsundersøgelser, for det vigtigste er at blive valgt.
Når jeg denne gang stemmer radikalt (og jeg understreger denne gang, for jeg har stemt mange andre ting og kommer sikkert til det igen) så er det af følgende grunde
* Jeg ønsker er anden flygtninge-  indvandrer- og asylpolitik. Ingen i blå blok vil love mig dette og hverken S eller SF har mod og mandshjerte til at holde fast i deres grundholdninger. Jeg ønsker 24 årsreglen afskaffet og plads til at min konverterede ven fra Afganistan ikke skal sendes tilbage til den visse død.
* Jeg synes efterlønnen er en dårlig idé. Vi kan ikke blive ved med at øge antallet mennesker på overførelsesindkomst. De nedslidte må på pension, men efter lægelig vurdering.
* Jeg ønsker afskaffelse af den Lutherske Statskirke og glæder mig til godt samarbejde med en stor luthersk fri kirke, der må tage mission alvorligt.
* Jeg vil have fredningen af boligejerne ophævet, ikke til fordel for klapjagt, men det er simpelthen ikke rimeligt at ikke beskatte de enorme friværdier de rer opnået gennem 0-erne, mens man beskatter arbejdslønnen.
* Jeg er ikke ude efter skattelettelser, tvært imod, der skal bruges penge til sundhed mm.
* Jeg er ikke voldsomt opsat på stadig økonomisk vækst - sandheden er at vi ikke bliver lykkeligere af den og samtidig suger vi stadig flere ressurcer ud af planeten og de fattige lande.
* Jeg er imod at vi har forskerordninger og at enhver sportsidiot kan hentes til landet så let som ingenting, mens forfulgte og sultene mennesker sendes hjem som "bekvemmelighedsflygtning".
* Jeg er imod abort, men det er der ingen partier der vil hjælpe mig med.
* Jeg er imod at unge mænd skal kæmpe og dø af grunde der blæses op til at være meget mere end de kan bære. Men der er stemmer i patriotisme og nationalfølelse og det udnyttes skammeligt.
* Jeg vil have en radikal omlægning af verdens udledning af drivhusgasser - det kommer ikke til at ske. Døden kommer til at høste mange liv på det konto.
* Jeg kan ikke stemme på blå blok, for venstre og konservative har gjort det til en stemme på mere af pianisternes fremmefjendske nonsens.
Jeg kan ikke stemme på S, for jeg har ikke tillid til den personlige karakter hos Helle (Skattesager) Marianne (Skolehykleri) eller Sass (Hvad skete der lige på det værtshus i Køge), eller SF for jeg kan ikke skeldne deres udlændinge politik fra Pias.
Alt i alt så har jeg kun ringe tro på vores demokrati. Jeg tror ikke på at vi kommer til at opleve virkelig forbedringer i verdens tilstand gennem politiske valg. For mig ser det ud til at den kollektive egoisme og ikke fornuften, eller menneskeligheden der sejre. Jeg stemmer alligevel, for det er min pligt som borger og kristen at søge det gode for alle Guds børn.
Jeg ønsker alle et godt valg i morgen - suk

Bøn i forbindelse med urolighederne i London

Denne bøn fandt jeg på den Britiske Metodistkirkes hjemmeside www.methodistchurch.uk. Den er skrevet af min gamle ven Mark Wakelin, som næste år bliver præsident for Metodistkirken i England.

Prayers for broken communities in UK cities

Loving God, you call us into community, and we only become truly ourselves as we are for others.
Forgive us for our brokenness and heal the hurts of communities damaged in the recent troubles in our cities in the United Kingdom.
Help us to restore the harm to neighbourhoods, buildings and relationships and to rekindle hope where fires of anger and disappointment raged.
Give to the Church in areas of trouble the courage and creativity to be there for others, and to be part of your gracious work of restoration and recovery.
We ask this in the name of Jesus Christ, who is our peace and who keeps breaking down the barriers that divide us from each other. Amen
Lord God, we pray for an end to the violence, looting and riots that have brought fear, terror and destruction to local neighbourhoods across London and other UK citities.
We pray that the underlying reasons for the riots can be quickly, fairly and properly addressed and that the Government, the police and local communities will work together to rebuild trust and security.
We pray in faith, trusting in our Lord Jesus Christ. Amen

Prayers by Revd Mark Wakelin

Regnvejraktiviteter

Når nu regnvejret har afbrudt anstrengelserne for at lægge nyt tag på udestuen (jeg har i øvrigt ikke noget plastik at dække de hule vægge over med, så jeg håber det hele ikke går til) så måtte Sønnen og jeg trække indenfor til et slag yatzy. Vi kunne også have valgt at spille scrabble, et spil der i øvrigt er opfundet i en Metodistkirke i USA, hvilket man kan forvisse sig om i nedenstående artikel.
http://www.nytimes.com/2011/07/16/nyregion/sign-in-queens-marking-birthplace-of-scrabble-is-coming-back.html?_r=2
Dette link fandt jeg i øvrigt gennem en anden regnvejrsaktivitet - Facebook

Ferie dag 3

3 dage inde i min sommerferie og den ændrede virkelighedsopfattelse der hører ferietiden til er begyndt at indfinde sig. Store og små udfordringer fra præstelivet optræde med længere og længere mellemrum i tankestrømmen. I stedet er der hyggelige konkrete opgaver fra kolonihaven der fylder. I dag tog jeg for alvor fat i det projekt der siden i vinters har stået "Det ordner vi i sommerferien" på. Nyt tag på udestuen. De gamle mælkehvide tagplader er blevet rykket af og den fantasirige lægtekonstruktíon er brækket ned. Jeg har været i trælasten og bestilt nye plader og træ og i morgen skal det hele så op igen.

Jeg nyder at lave noget med hænderne!

En prædiken

Prædiken til Jerusalemskirken
Søndag d. 17. juli 2011
Tekst: Matt: 13: 24-30, 36-43

Problem, perspektiv og praksis

En historie fra det vilde vesten
Den 29. november 1864 beordrede oberst John Chivington sine 800 kavalerister til at angribe en Cheyenne og Arapaho indianerlejr ved Sand Creek i staten Colorado. Disse indianerne havde samme år overgivet sig til De Forenede Staters regering og efter aftale med myndighederne slået lejr ved Sand Creek. Hovedparten af mændene var derefter taget på jagt. Da angrebet var overstået lå minimum150 indianere døde på marken, fortrinsvis kvinder, børn og gamle mænd. Soldaterne nøjedes ikke med at dræbe, de skar kropsdele af de døde indianere og pralede med deres bedrifter ved at fremvise disse trofæer rundt omkring i Colorado i tiden efter.
Da nyheden om massakren blev offentligt kendt gennemførte den amerikanske kongres en undersøgelse som mundede ud i en stærk fordømmelse af John Chivington og hans forbrydelse med Sand Creek. Begivenhederne dannende senere grundlag for filmen Soldier Blue, der i 1970 vakte stor opsigt med sin blodige skildring af denne massakre. John Chivington blev aldrig straffet for sin forbrydelse, men han måtte trække sig tilbage fra alt offentligt liv.
Metodistkirken har i 2011 givet 50.000 dollars til et informationscenter der skal lærer unge mennesker om denne del af Amerikas historie. Ved generalkonferencen 2012 vil en særlig ceremoni af forsoning mellem Metodistkirken og Amerikas indianere blive afholdt. Hvorfor gør Metodistkirken det?
Fordi John Chivington, oberst og leder af Colorados 1. og 3. kavaleri også var præst i Metodistkirken! Selv om hans handlinger ikke var bestemte af Metodistkirken, så repræsentere hans handlinger en foragt for Amerikas oprindelige folk en folkestemning, som også kirken er medskyldig i.

Problemet
Kirken er kaldet til at være Kristi legeme på jord. Kirken er kaldet til at leve Guds rigets værdier, kærlighed, tilbedelse, fred, retfærdighed og sandhed midt i en verden der bygger på helt andre værdier – men kirken er selv inficeret med verdens kamp om penge, magt og status, med verdens intolerance, fordomme og begær. De kristne er kaldet til at være lemmer på Kristi krop. De er kaldet til at efterfølge Kristus, som elskede alle mennesker, som gav sig selv for dem, og derfor de kristne er udvalgte til at leve hellige liv der skal være til velsignelse for hinanden og for verden.
Men vi kristne lever ikke altid som vi burde. Vi er halvhjertede, vi er smålige, vi er uopmærksomme, eller uengagerede, eller selviske eller ligefrem onde.
Der er et stort problem. Der er afstand mellem idealerne og realiteterne, mellem den gode sæd som Gud sår med sit ord og det fællesskab om ordet som fremtræder i verden. Kirken består af alle mulige slags mennesker, som har alle mulige holdninger til hvad der er sandt og godt og som handler for eller imod det Jesus befaler sine efterfølgere.

Så snart kirken var blevet, bare nogle årtier gammel, dengang Paulus skrev sine breve, og hele vejen gennem århundrederne indtil i dag, har kirken oplevet dette problem. Mennesker tiltrækkes til kirken af det glade budskab, men omvendelsen betyder ikke at de er fuldkomne mennesker. Kirken er som verden, en mark hvor hvede og ukrudt vokser side om side.
Og hvad skal man gøre ved det?

Skal man udøve en streng kirketugt og rense kirken for ukrudt, så den kan fremstå ren og hellig? Eller skal man sige at hvem som helst kan være en del af kirken? Findes der grænser for vores tolerance? Kan man tro hvad som helst og være en del af kirken? Kan man gøre hvad som helst og stadig kalde sig kristen? I tidens løb har mange mennesker af forskellige grunde været smidt ud af kirken; For at prædike falske lærer, for at sige ubekvemme sandheder, for at overtræde moralske og etiske standarder. I dag hører det til de yderste sjældenheder. Vi lever i tolerancens tidsalder. Hverken dogmer om den sande lære, eller høje moralske standarder interesserer os så meget.

Men der er altså et problem – kirken er ikke ren, kirken er fuld af syndere og folk der snubler i at følge Jesus.

Perspektiv
Jesus fortæller en lignelse om en hvedemark, hvor den onde har sået ukrudt mellem den gode sæd. Om bondens husfolk, der spørger om de skal luge ukrudtet væk og om bonden, der siger nej, de vil bare ødelægge hveden, hvis de begynder at trampe rundt i marken på jagt efter ukrudtet. Ukrudtet får lov til at stå, der skal først sorteres fra når høsten kommer.
Guds rige er på færde i tiden og midt i verden, men det er altid også noget der er på vej – der kommer. Igen og igen taler Jesus om en særlig dag i fremtiden, i Guds tid, som ikke kan tidsfæstes, men som har afgørende betydning for det liv vi er kaldede til at leve i dag. Høsttiden, verdens ende, den yderste dag, dommedag, der er mange navne for denne dag.
Det gennemgående træk ved denne yderste dag er, at Jesus skal komme tilbage og holde dom over alle mennesker, det skal komme frem i lyset hvad der skjult i mørket. Alle ting skal blive afsløret og bedømt. Først derefter skal en verden uden ukrudt, uden synd, vold og død blive til. Den verden Johannes Åbenbaringen taler om som ”en ny himmel og en ny jord”. Johannes hører en røst fra Guds troner der råber
 Nu er Guds bolig hos menneskene,
      Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
      og døden skal ikke være mere,
      ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
      Thi det, der var før, er forsvundet.
Det afgørende perspektiv er at vi lever ikke i den endelige situation, den virkelighed vi erkender er kun foreløbig, kun midlertidig, Vi må sige, med Paulus i brevet til menigheden i Korinth
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Kirken er og forbliver et fællesskab der ikke er renset for ukrudt, men den lever med forventning om en dommedag, en afslutning af det foreløbige og en begyndelse på det evige.

Praksis
Hvordan skal vi så kunne være kirke når verdens dårligdomme trænge sig ind på det der burde være et alternativ til verden, et lysende håb om Guds kærlighed for mennesker.
Det er det helt centrale tema for Mattæus Evangeliet. Og budskabet som Jesus igen og igen sætter ord på gennem bjergprædiken og lignelser m.m. er dette; Lev som om Guds rige allerede var her!
Lad os engang læse hvad Jesus sagde i Bjergprædiken, den del vi kalder saligprisningerne

     Salige er de fattige i ånden,
      for Himmeriget er deres.
      Salige er de, som sørger,
      for de skal trøstes.
      Salige er de sagtmodige,
      for de skal arve jorden.
      Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
      for de skal mættes.
      Salige er de barmhjertige,
      for de skal møde barmhjertighed.
      Salige er de rene af hjertet,
      for de skal se Gud.
      Salige er de, som stifter fred,
      for de skal kaldes Guds børn.
      Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
      for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

Og det fortsætter sådan her:
I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.

Lev som om der ikke var andet at gøre end at prise Gud med hele dit liv og vær så tålmodig. Vi kan vente, vi kan tage vare på os selv og hinanden og dem der lider, vi kan protestere over uretfærdigheder og overgreb og vi kan vente på Guds store dag. Vente betyder ikke at være ligeglad, vente betyder ikke at vi lukker øjnene. Vente betyder kærlighedens gode kamp, der holder sig for god til at overvinde det onde med onde midler, men i stedet følge Jesus i at overvinde det onde med det gode.
Vi kan omvende os til ham der har tålmodighed med os, med kirken og med verden indtil dommedag.

Den der har ører, skal høre.
Amen

Fridag

Torsdag er normalt min fridag. Det har det også været i dag. Dagen er blevet tilbragt med at nusse rundt i lejligheden (det regner) og foran fjernsynet (Tour de France) og på nettet (opdateringer på kirkens hjemmeside). Ikke noget særligt spændende fritidsliv. Efter sådan er en fridag føler jeg mig egenligt ikke særlig tilfredsstillet og overvejer om jeg ikke trænger til at rører mig og opleve noget lidt mere stimulerende. Eller skal jeg bare slå mig til tåls med at somme tider er hjernedød "væren" helt OK?

Vandskade i Jerusalemskirken

Min kirke her i København fik vand i det meste af krypten i sidste weekend. Filmen viser hvor meget der var. I dag kan man næsten ikke se det, for Andreas, vores kirkebetjent, og en stribe frivillige har ydet en fantastisk indsats. Andreas og Helene rykkede ud samme aften og blev ved til kl. 4 om morgenen. De fortjener en stor medalje.

8 dages møder med spændende mennesker

Jeg har været 8 dage i Southport, England, i anledning af den Britiske Metodistkirkes årskonference. Som en del af konferencen var en række repræsentanter for andre landes Metodistkirker indbudt til 3 dages samtaler om fremtiden for samarbejde og mission på tværs af grænser. Det blev nogle rigtig interessante samtale med nogle meget spændende mennesker.

Der var biskop Sharon Rader fra USA, som er biskopsrådets "ecumenical officer".
Biskop Rader mødte jeg første gang i Moskva i 2005 hvor hun ledte dele af Centralkonferencen der valgte Hans Wäxby til biskop i Eurasien.
Vi havde mange spændende samtaler om vore kære Metodistkirke og dens udfordringer. En åben og gavmild person, med et godt øje for hvad kirken har brug for i fremtiden.





Og pastor Yamada fra Japan, der kunne fortælle om jordskælvet, tsunaminen og atomkatastrofen i sit hjemland. Han taler ikke engelsk og måtte have alting oversat. Jeg tror det blev nogle lange dage for ham. Men han var smilende og venlig og udtrykte stor taknemmelighed over den støtte der er kommet fra verdens kirker til ofrene i Japan.

Der var pastor Manoccio fra Italien. En kvindelig præst i det katolske Italien - noget af en udfordring, men humøret fejlede ikke noget. Kommer du til Udinese så opsøg metodistkirken og få en snak med hende. I Italien er Metodistkirken i union med Valdenserkirken.






og biskop Makinde fra Nigeria. En rigtig kirkefyrste, fra en tradition hvor en biskop er en højt respekteret personm som hver dag klæder sig i nye farvestrålende dragter


Måske kommer der mere om indholdet i vores samtaler.

3 års tavshed

At være distriktsforstander i Metodistkirken er hårdt arbejde, måske er det derfor at der er gået ca. 3 år, hvor jeg ikke har haft energi til at skrive på min blog. Men i aften kom trangen til at dele "et eller andet" tilbage til mig. Jeg forestiller mig ikke at der er nogen der læser dette, men det kan jo komme.

Vi får se. Mit første nye indlæg er blot dette, men straks kommer der mere.