Forløsningens time - hvad kirke skal være!

Min ven (se forrige indlæg) fik sin sag afgjort i flygtningenævnet i dag. Det meste af eftermiddagen sad Kirsten Hastrup og Mark Lewis og ventede sammen med ham. (Jeg stødte til senere) Han skulle have været inde kl. 13.30, men alting trak ud og nævnet hørte ikke hans sag før 14.45. I næsten 2 timer kæmpede hans sagfører for at fremlægge og argumentere hans sag. Så kom han ud til os i venterummet mens der blev voteret. Efter mere end en times votering blev Niyazi (Ja, nu kan jeg skrive hans navn) kaldt ind og 10 minutter efter kom han ud. Ja!!!!! Han kan blive i Danmark. Han er nu konventionsflygtning med permanent opholdstilladelse. Nej, han skal ikke risikere livet som kristen i det krigshærgede Afghanistan. Han kan få lov til at opleve fred og frihed og kristent fællesskab her i København.
Hvilket privilegium vi kan tage for givet - hvad bruger vi det til?

Midt i glæden over Niyazis redning fyldes jeg af stolthed over min kirke, Jerusalemskirken. I denne sag har enkeltpersoner, præster og menighedens fællesskab vist et glimt af kirkens sande natur. Den er kristi krop - et glimt af menneskelighed og håndgribelig næstekærlighed midt i verdens larm og uro. Her er noget at bygge videre på.
Niyazis sag blev, ifølge advokaten, afgjort på om nævnet troede på at han var kristen. I første omgang havde udlændingeservice afvist denne påstand fordi han ikke viste nok om bibelen! Til dette møde havde vi skrevet brev fra præst, biskop og menighed der bevidnede manden aktive kirkegsang i Jerusalemskirken og deltagelse i menighedens fællesskab - det gjorde formentlig udslaget. Nævnet gav ham status af "konventionsflygtning". Jeg længes efter at se mere af den slags konkret engagement i menneskers liv og håndgribelig omsorg. Amen.

Et menneske

Der er en mand der har deltaget i min kirkes gudstjeneste de seneste 2 år. Han er en smilende mand der ikke gør noget stort væsen af sig. Hans hud er gyldenbrun, hans hår er sort, hans mørke øjne i et drenget ansigt virker fulde af sorg, selv når han smiler bredt. Han er hverken ung eller gammel. Kroppen er spinkel og hænderne er bløde. For 5 år siden flygtede han fra Afganistan. En lokal krigsherre slog hans slægtning i hjel, og hele familien flygtede. Sammen med en ven kom han hele vejen til England, hvor han sad i en  flygtningelejr i flere år.
En dag dukkede nogle ældre mennesker op i lejren. De gav sig tid til at tale med flygtningene og indbød dem til en teateraften i byen. De undrede sig over deres venlighed overfor fremmede. De besluttede at tage imod indbydelsen. Teaterstykket handlede om Jesus, om hans liv, hans ord, hans død og hans opstanddelse. Sådan havde de aldrig hørt tale om Guds kærlighed. De besluttede at følge med de venlige mennesker til deres kirke, en lille metodistkirke i Midtengland. Der kom de regelmæssigt i et år og bestemte sig for at blive døbt. De var blevet kristne. De blev rådet til ikke at fortælle det til myndighederne - et dårlig råd! Deres asylsag blev afvist og snart var manden i Kabul. Han kendte ingen mennesker her, boede i et lille værelse over en tebutik. Men ejeren og andre i gaden var mistroiske over for ham. Han havde været i vesten og han gik ikke i moskeen. Sladderen voksede omkring ham. jorden brædte under ham. Han viste ikke hvor hans familie var. Efter kort tid flygtede han igen.
Nu er han i Danmark og han er med til gudstjenester og fællesskab. En af hans venner fra england har besøgt ham og været med i kirke - en elskelig gammel dame. Han har fået nye venner her. Men på trods af dåbsattest fra england har udlændingeservice bestemt at han skal sendes tilbage til Afganistan - hvor muslimer der lader sig døbe slås ihjel. De tror han lyver om sin tro. Vi bad for manden i dag i gudstjenesten. Vi samledes en gruppe omkring ham midt i gudstjenesten, foran alteret. Vi lagde hænderne på ham og bad for ham og for de myndigheder der hærsker over liv og død. Vi har skrevet til dem og fortalt om mandens tro og liv i vores menighed. I dag skrev hele menigheden under på at de kender ham, at han er en aktiv kristen i vores menighed. Han er et menneske, han er vores bror.
Vil du hjælpe med at bede for ham?

På torsdag afgøres manden skæbne og når han og advokaten går ind til afgørelsen, vil der være folk der venter udenfor. Han skal ikke møde dommen alene!