Et menneske

Der er en mand der har deltaget i min kirkes gudstjeneste de seneste 2 år. Han er en smilende mand der ikke gør noget stort væsen af sig. Hans hud er gyldenbrun, hans hår er sort, hans mørke øjne i et drenget ansigt virker fulde af sorg, selv når han smiler bredt. Han er hverken ung eller gammel. Kroppen er spinkel og hænderne er bløde. For 5 år siden flygtede han fra Afganistan. En lokal krigsherre slog hans slægtning i hjel, og hele familien flygtede. Sammen med en ven kom han hele vejen til England, hvor han sad i en  flygtningelejr i flere år.
En dag dukkede nogle ældre mennesker op i lejren. De gav sig tid til at tale med flygtningene og indbød dem til en teateraften i byen. De undrede sig over deres venlighed overfor fremmede. De besluttede at tage imod indbydelsen. Teaterstykket handlede om Jesus, om hans liv, hans ord, hans død og hans opstanddelse. Sådan havde de aldrig hørt tale om Guds kærlighed. De besluttede at følge med de venlige mennesker til deres kirke, en lille metodistkirke i Midtengland. Der kom de regelmæssigt i et år og bestemte sig for at blive døbt. De var blevet kristne. De blev rådet til ikke at fortælle det til myndighederne - et dårlig råd! Deres asylsag blev afvist og snart var manden i Kabul. Han kendte ingen mennesker her, boede i et lille værelse over en tebutik. Men ejeren og andre i gaden var mistroiske over for ham. Han havde været i vesten og han gik ikke i moskeen. Sladderen voksede omkring ham. jorden brædte under ham. Han viste ikke hvor hans familie var. Efter kort tid flygtede han igen.
Nu er han i Danmark og han er med til gudstjenester og fællesskab. En af hans venner fra england har besøgt ham og været med i kirke - en elskelig gammel dame. Han har fået nye venner her. Men på trods af dåbsattest fra england har udlændingeservice bestemt at han skal sendes tilbage til Afganistan - hvor muslimer der lader sig døbe slås ihjel. De tror han lyver om sin tro. Vi bad for manden i dag i gudstjenesten. Vi samledes en gruppe omkring ham midt i gudstjenesten, foran alteret. Vi lagde hænderne på ham og bad for ham og for de myndigheder der hærsker over liv og død. Vi har skrevet til dem og fortalt om mandens tro og liv i vores menighed. I dag skrev hele menigheden under på at de kender ham, at han er en aktiv kristen i vores menighed. Han er et menneske, han er vores bror.
Vil du hjælpe med at bede for ham?

På torsdag afgøres manden skæbne og når han og advokaten går ind til afgørelsen, vil der være folk der venter udenfor. Han skal ikke møde dommen alene!