En sten der har ligget tusinder af år under en gletsjer i Grønland, der nu er smeltet. Et stykke koral fra et rev der går til grunde i Stillehavet. En indtørret majskolbe fra en mark der bliver til ørken i Afrika. Tre tegn på de ødelæggelser af miljøet som den globale opvarmning allerede forårsager på jorden. Disse tegn bliver til håndgribelige symboler i Kirkernes Klimastafet, der de kommende halvandet år vil besøge gudstjenester rundt om i hele Danmark.Stenen, korallen og majskolben repræsentere Guds skaberværk og minder mig om de forskellige negative konsekvenser som verden oplever på grund af vores udledning af CO2 og andre drivhusgasser. Men disse ting fortæller også om livsvilkår meget forskellige steder i verden, steder hvor den kristne kirke lever i befolkninger med anderledes og oftest fattigere forhold end vi gør i Danmark. Derfor peger stenen, korallen og majskolben også på at klimadebatten må sættes ind i et globalt perspektiv. Det er verdens fattige der kommer til at bære byrderne når klimaet ændre sig fordi den rige verdens umættelige energiforbrug driver jordens temperatur i vejret. Men hvorfor skulle danske kirker engagere sig i denne problematik?
Gud tager parti
Gang på gang bliver vi i den danske debat om kristendom og politik præsenteret for påstanden at de to ting ikke må sammenblandes. At kirkerne skal holde sig til at forkynde og lade politikkerne om at ordne alt det andet. Påstanden er at kirkens opgave er, at forkynde evangeliet, underforstået, at fortælle folk at de er syndere, men at Gud elsker dem alligevel bare de er døbt, og så i øvrigt ikke blande sig i noget som helst andet.
Det er vist ikke blevet sagt så tydeligt før som det bør gøres, så her kommer det: dette ”minimalevangelium” er en klar forvanskning af den forkyndelse som Jesus og Mattæus og Markus og Lukas og Johannes og Paulus og Peter og Jakob fremfører i Det Nye Testamente, for ikke at tale om den måde Det Gamle Testamentes forfattere fortæller om Gud og hans vilje med menneskene.
Det bibelske budskab handler om hele livet og er et kald til, på grundlag af Guds kærlige nåde, at engagere sig i verden og navnlig i overvindelsen af den nød verdens fattige lever i. Gud er verdens håb og yderst vil problemerne først blive løst når Guds Søn vender tilbage, men indtil da er vi forpligtet på forvaltningen af det Gud har betroet os: Skabningen og vore rigdomme, samt på at elske vores næste.
Fra Sydafrika hørte vi for en del år siden de foruroligende men sande ord, at Gud tager parti. Han er ikke neutral og distanceret fra verdens liv. Han blev menneske i en familie af fattige fra en landsby ude hvor kragerne vender. Han voksede op med beskidte knæ og hårdt arbejde. Og da Han trådte frem var det ifølge Lukas Evangeliet kap. 4 med disse ord fra profeten Esajas:
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
og udråbe et nådeår fra Herren.
Gud tager parti for de fattige og de undertrykte og kalder sine efterfølgere til at gøre det samme – derfor skal kirkerne forkynde og handle med mange flere facetter end blot tilsigelse af syndernes forladelse. Derfor er fred, retfærdighed og skaberværkets forsvar ikke marginale spørgsmål for kirken, men naturlige konsekvenser af at kirken søger at følger sin herre. Derfor arbejder jeg gennem Danske Kirkers Råds Klimagruppe for at sætte klimaet på kirkens dagsorden.
Stenen, korallen og majskolben, samt gudstjenestemateriale kan bestilles via hjemmesiden gronkirke.dk.
