Ja, der har været lidt stille på bloggen, men med god grund. Det har ikke været så nemt at leve den seneste tid. Men da nyheden nu officielt er ude, kan jeg godt fortælle det her på "Birchs". Min kone gennem 14 år, Charlotte, og jeg skal skilles. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle om årsager eller lign. her på bloggen, der tilhører privatlivets fred, men jeg vil godt dele lidt om hvordan det er at blive alene i min alder (51 år).
Lad mig først siger, at menighed, venner og familie har været søde og opmærksomme de forgangne uger, jeg har fået en række invitationer fra folk der gerne vil være sammen med mig og skabe lidt nærvær for en person der oplever et stort tomrum i livet. Det er jeg taknemmelig for. Ligesom jeg værdsætter et opmuntrende ord, blik, håndtryk eller kram.
Efter at det første chok har lagt sig er der en række livsvigtige spørgsmål som jeg tumler med når jeg er alene. Hvem er jeg nu, da jeg ikke mere er en ægtemand? Hvordan lever man alene? Hvad med økonomien? Er jeg umulig at leve sammen med (Det er min 2. skilsmisse).
Der er også en hel række banale eller praktiske spørgsmål der kommer væltende i usorteret orden. Hvordan med jul?! Hvad med ferier - hvad vil jeg egentlig gerne nu jeg ikke skal "forhandle" med nogen? Skal jeg beholde bilen? Hvad med kolonihaven? Hvem skal have hvad med fra det fælles hjem? Møbler, huskeråd, billeder, CD-er m.m.
En særlig kategori af udfordringer hænger sammen med at jeg er præst. En frikirkepræst lever i et glashus hvor privatliv og arbejdsliv flyder sammen. Alle kan se ind og alle kan forme sig en mening om alting. Det vilkåret, men det er svært og der skal en særlig styrke til at stå frem som leder, forkynder og rollemodel, når der er krise i privatlivet.
Overordnet går det nogenlunde godt. Jeg begynder at vende mig til min nye situation. Er stadig trist når jeg er alene, men jeg klare mig igennem det og synes der også er lyspunkter der peger fremad.
Jeg har ingen visdomsord til nogen lige nu og her, jeg skriver nok mest dette blogindlæg for min egen terapeutiske skyld.
Pas på jer selv og hinanden
Ole
