Jeg er meget historieinteresseret. Jeg synes det er spændende med bøger, film og TV-programmer der beretter og historiske forhold. Det kan være alt muligt fra arkæologiske udgravning, over 2. Verdenskrig til Matadorseriens fremstilling af mine forældre og bedsteforældres tid.Historien er spændende af mange grunde. Den appellerer til fantasien, den fortæller dramatiske beretninger og giver forklaringer på hvordan verden er blevet som den er. Og forhåbentlig giver den os også visdom til at undgå fortidens fejltagelser, selv om det nu ikke altid synes at være tilfældet.
Da Lukas skrev juleevangeliet interesserede han sig også for historie, men han havde en stor overraskelse til alle os der synes historie er spændende.
Det begynder meget tilforladeligt på samme måde som vi er vant til at læse historie. Der er en kejser ved navn Augustus som vil have styr på sine undersåtter. Augustus kender vi historienørder godt. Det var ham der først hed Oktavian og som hævnede mordet på Cæsar ved at overvinde Antonius og Kleopatra i et stort søslag. Han var en stor hærfører og en mægtig kejser over det endnu mægtigere romerske imperium - det største rige verden endnu havde kendt. Stolte kunne romerne kigge ud over middelhavet og kalde det ”vores hav”, for de havde erobret alle rigerne rundt om det. Alle landene var nu romerske provinser eller kolonier. Og hvert sted havde romerne indsat deres lydkonger eller guvernører. En af disse hed Kvirinius og i hans rige, fortæller Lukas, finder juleevangeliet sted.
Nogle undseelige små mennesker i udkanten af imperiet drager af sted for at lade sig registrere i kejserens store folketælling. Augustus har nemlig brug for at vide hvor mange undersåtter han har, for på den måde kan han pålægge hver koloni den rigtige skat. Romerne har nemlig tænkt sig at blive rige på deres mange kolonier, ellers var der jo ikke nogen pointe med at have dem. Josef og Maria drager af sted til Betlehem. Det er hårdt, for Maria er højgravid, men det rager hverken Augustus eller Kvirinius. Menneskene er kun brikker i magthaveres spil. Så langt kan vi nemt følge med i handlingen. Det er alt sammen set før og gentaget utallige gange siden. Historien er fuld af magtfulde Augustusser og magtesløse folk som Josef og Maria.
Så føder Maria sit barn i stalden og englene forkynder at barnet er frelseren, Herren, Davids søn, ja, Guds egen søn. Og det er ikke set før eller siden. Det er en helt unik begivenhed, som bringer en frygtelig uorden i historien. Gud træder ind i historien og blander sig med os på en så afgørende måde, at vi i dag, 2007 år senere, stadig regner selve vores tidsregning fra denne dag.
Hvordan er det Johannes Johansen skriver i en julesalme:
Dette ord blev et lyshav i tiden,
det har lyst gennem slægterne siden,
det er Gud, det er menneskets lys.
Hele vores opfattelse af hvad historie er for noget får en ordentlig én på hatten. Augustus og Kvirinius er pludselig meget underordnede figurer. Da Lukas skriver sit evangelium har de allerede ligget længe i deres grave. De er blevet til støv. Men barnets disciple er godt i gang med at afmontere hele det romerske imperium indefra. Som kristne burde vi opponere mod den måde der undervises i historie, som om det kun var noget mennesker skabte. Gud skaber sin historie midt i det vi troede vi kendte. Det må nødvendigvis ryste vores tilværelse i sin grundvold. Ingenting er hvad det ser ud til at være. Et barn i en krybbe, blandt husdyr og folk der ikke fandt plads i herberget, er nu historiens vigtigste omdrejningspunkt, universets centrum og en magt der forvandler kejsere til ubetydeligheder.
Tænk hvis det også er sandt i dag?
Tænk hvis Gud er her og alt andet er ubetydeligt?
Tænkt hvis hver enkelt af os også er en historie som Gud vil lade sig føde i.
Ja, det er vel faktisk det der er evangeliet som kirken skal forkynde. Du og jeg er et mikrokosmos af menneskehedens historie med Gud. I Jesus baner Gud sig vej ind i verden og ind i livet. Han rækker sig selv til os i et forsvarsløst barn, som man ikke kan tage imod på andre måder end med kærlighed og forundring. Med mindre man er en magtgal Herodes, der må prøve at komme barnet til livs, for barnet er farligt for alle magthavere, for Jesus udvirker den hjertets loyalitet i os som stater, konger og kejsere ellers mener de har krav på.
Så bringer julen da det budskab at Gud er kommet nær og ingenting er som det synes. Hvad vil du gøre ved det? Slut dig til skaren der tilbeder ham og lever ud fra Guds realitet som modsætning til alt andet. Fordi alt det andet, det vi er oplært til at kalde virkeligheden, i lyset af Guds menneskebliven, i virkeligheden er rent midlertidige fænomener, der snart bliver til støv, som Augustus, Herodes og Kvirinius.
Glædelig jul
Ole Birch
