tirsdag den 17. januar 2012

Frede Johansen til ære

En gammel bekendt til mig, Frede Johansen, er død og jeg skal bisætte hami Frederikshavn på Torsdag. Jeg var Fredes præst i årene fra 1990 til 96 og han og familien har spurgt om jeg vil stå for bisættelsen.
Frede var en markant skikkelse i Metodistkirken i Danmark. Han bestred mange tillidshverv, bl.a. var han redaktør for vores blad, han var lægprædikant, medlem af vores efterskoles bestyrelse, repræsentant for kirken i Danmark ved Metodistkirkens Generalkonference og meget andet. Han var en dygtig teolog og så var han overlæge ved Frederikshavns Sygehus i mange år.
Da jeg som ung præst fik ansættelse i Frederikshavn havde vi en rigtig god relation. Første gang jeg besøgte ham og kom ind i hans stue, gjorde han opmærksom på sine malerier og studerede nøje min reaktion ved synet af en række flotte billeder af nøgne damer. Han skulle lige se præstens reaktion!
Frede var en overbevist kristen og politisk konservativ, men han var frisindet og havde et åbent sind. Han lærte mig noget om at være kristen humanist.
Da han gik på pension rejste han til mange spændende steder i verden, bl.a. arbejdede han for Mother Teresa i Calcutta.
Frede kom fra meget små kår i et arbejderhjem i København, men han havde skaffet sig en uddannelse til læge mod alle odds. Han havde et hjerte for fattige og udsatte mennesker. Historierne om hvordan Frede fungerede som overlæge er mange og underholdende. Han var fagligt uhyrer kompentent, men noget distret omkring de mennesker han behandlede.Da min ex-kone Dorte blev født var det Frede der tog imod, men først efter fødslen, da Dortes mor sagde "Goddag, Frede", gik det op for ham at det var en nær ven fra menigheden der lå på briksen.
I Frederikshavn gik har altid rundt med sin pibe tændt under stuegang og engang måtte en sygeplejerske, midt under en operation, fjerne en pibe fra hans bukselomme - den var ved at tænde ild i hans tøj!

Teologisk var Frede metodist, men som han engang sagde til mig, jeg er sådan lidt skabskatolik. Det katolske kom til udtryk i kærlighed til ritualer og liturgi og i en glæde over Maria, Jesu moder. Hun prydede hjemmet i mange udgaver - sammen med de nøgne damer!

Jeg er stolt over at være med til at sige farvel til Frede på torsdag og vores kirke har været et rigere sted på grund af Frede.
Ære være hans minde.