mandag den 3. oktober 2011

Hvad deltager i CGF ikke fik at vide

Deltagere og tilskuere til afslutningskoncerten for Copenhagen Gospel Festival observerede at koncerten først kom i gang 10 minutter efter det annoncerede tidspunkt og de har måske irriteret sig over det, eller de har tænkt at sådan kan det være når mange forskellige ting og personer skal være klar samtidig. Her bringes historien om hvad der skete i minutterne før koncerten skulle begynde. Solomon Facey, een af instruktørerne og et af koncertens bærende elementer, opdagede ca. 15 minutter før start at han manglede noget vigtigt, som befandt sig i Helene Boms lejlighed, hvor han var indkvarteret (vi fandt aldrig ud af hvad det var). Han lånte nøglerne og strøg ned ad gaden til Sølvgade, hvor Helene bor i en stor egendom med flere opgange. Solomon fik låst gadedøren op og løb op af trapperne til 5 sal, hvor han stak nøglen i låsen. Låsen ville ikke dreje rundt! Frustreret og nevøs for tiden forsøgte han at dreje både til højre og venstre. Låsen var urokkelig. Han rykker i døren, prøver nøglen igen. Prøver gadedørsnøglen, men intet virker. Pludselig begynder døren at bevæge sig. Solomon springer forskrækket tilbage. Han ved at Helene er over i kirken, hvordan kan der så være nogen i lejligheden? Døren går op og i lille gammel dame kommer til syne. I nogle sekunder stirre de 2 på hinanden. Begge helt uforstående overfor den andens realitet. Solomon lamslået af skræk over at møde nogen i en lejlighed han venter er tom - den gamle dame rædselsslagen ved mødet med en flamboriant klædt sort mand der forsøger at åbne hendes hoveddør. Et fantastisk øjeblik, mens 400 mennesker venter på gospelmusik i Jerusalemskirken. Sagen er at Solomon er løbet op i den forkerte opgang og nu skal han prøve at komme derfra uden at blive arresteret som indbrudstyv, eller hjemmerøver, eller det der er værre. Damens engelsk er kun dårligt, men hun afviser at kende noget til Helene. Langsomt går sagens rette sammenhæng op for Solomon og han gennemfører en succesfuld tilbagetrækning og styrter op i den rigtige opgang og tilbage til kirken.