Jeg har i nogle år haft det privilegium at deltage i en international gruppe der forsøger at forholde sig til sociale og politiske spørgsmål i Europa. Det drejer sig om The European Methodist Council - Commission on Church and Society. Det er en lille gruppe på 7 personer fra Rusland, Portugal, Irland, England, Tyskland, Schweiz og Danmark. Den kommende lørdag til onsdag mødes nogle af os på Refugiet Smidstrup Strand, hvilket jeg glæder mig til. Ud over at vi skal diskutere vigtige samfundsmæssige udfordringer i Europa, hvilket jeg er optaget af, så er mødet med disse meget forskellige kristne mennesker, altid en berigende oplevelse. Lad mig fortælle lidt om nogle af dem.
Ulrich Meisel fra Tyskland var oprindelig forsker i metaller i DDR. Han opgav sin karrierer for at blive metodistpræst. Var politisk aktiv mod kommunistregimet, efter murens fald indvalgt i den tyske rigsdag og medlem af europapalamentet. Fuld af viden og visdom fra et langt livs erfaring med at kæmpe og lide for sine overbevisninger.
Fred Munce er metodistpræst fra Belfast. Har som en del af sin tjeneste engageret sig i fredsarbejde i den plagede by. Har modtaget dødstrusler, men fastholdt sit engagement og har pga. Metodistkirkens neutrale stilling i konflikten mellem katolikker og protestanter i det skjulte kunnet være budbringer mellem parter der ellers ikke ville eller kunne tale med hinanden. Ikke noget kedeligt job, men heller ikke ufarligt! Vores lille kommission skal denne gang se på den globale opvarmning, Islam i Europa og bæredygtig udvikling.
Jeg vender tilbage når vi har løst problemerne :)