Forløsningens time - hvad kirke skal være!

Min ven (se forrige indlæg) fik sin sag afgjort i flygtningenævnet i dag. Det meste af eftermiddagen sad Kirsten Hastrup og Mark Lewis og ventede sammen med ham. (Jeg stødte til senere) Han skulle have været inde kl. 13.30, men alting trak ud og nævnet hørte ikke hans sag før 14.45. I næsten 2 timer kæmpede hans sagfører for at fremlægge og argumentere hans sag. Så kom han ud til os i venterummet mens der blev voteret. Efter mere end en times votering blev Niyazi (Ja, nu kan jeg skrive hans navn) kaldt ind og 10 minutter efter kom han ud. Ja!!!!! Han kan blive i Danmark. Han er nu konventionsflygtning med permanent opholdstilladelse. Nej, han skal ikke risikere livet som kristen i det krigshærgede Afghanistan. Han kan få lov til at opleve fred og frihed og kristent fællesskab her i København.
Hvilket privilegium vi kan tage for givet - hvad bruger vi det til?

Midt i glæden over Niyazis redning fyldes jeg af stolthed over min kirke, Jerusalemskirken. I denne sag har enkeltpersoner, præster og menighedens fællesskab vist et glimt af kirkens sande natur. Den er kristi krop - et glimt af menneskelighed og håndgribelig næstekærlighed midt i verdens larm og uro. Her er noget at bygge videre på.
Niyazis sag blev, ifølge advokaten, afgjort på om nævnet troede på at han var kristen. I første omgang havde udlændingeservice afvist denne påstand fordi han ikke viste nok om bibelen! Til dette møde havde vi skrevet brev fra præst, biskop og menighed der bevidnede manden aktive kirkegsang i Jerusalemskirken og deltagelse i menighedens fællesskab - det gjorde formentlig udslaget. Nævnet gav ham status af "konventionsflygtning". Jeg længes efter at se mere af den slags konkret engagement i menneskers liv og håndgribelig omsorg. Amen.