Da jeg for næste 25 år siden læse til præst på Metodistkirkens Teologiske Seminarium i Gøteborg læste vi Johan Cullbergs bog "Krise og udvikling" på en del af vores forberedelse til at kunne være sjælesørgere. Cullberg beskriver en eksistentiel krises forskellige stadier. Jeg husker ikke alt fra bogen, men den første fase er en choktilstand hvor forvirring og følelsesmæssigt kaos er der præger "klienten". I den anden fase er det sorg eller fortvivlelse og i den tredje kommer vreden over det uretfærdige der har ramt een. (Jeg skriver dette fra hukommelsen, så måske er det ikke helt Cullbergs model.)
Jeg tror jeg nu befinder mig et sted mellem fase 2 og 3 lige nu. Gråden kan stadig komme op i mig og det giver jeg den lov til. Der er ting jeg har mistet som det er værd at græde over, men jeg er begyndt at tænke over det med vreden. Jeg har ikke givet udtryk for vrede, men er det fordi jeg ikke er vred, eller fordi jeg ikke vil være min vrede bekendt?
Hvordan er det med os kristne, er vi for "pæne" til at være vrede på den rigtige, assertive måde? Hvis vi dækker over vreden, kommer den så ikke bare frem på en anden måde?
Hvordan giver man udtryk for sin vrede uden at det ender i mudderkastning?
Hej Ole
SvarSletDet er gode spørgsmål, du sender der - eller gode signaler. Jeg kender det i min egne situation jeg er kommet i, selv om den er lang fra din er der faktisk dele af den der er det samme. At blive kasseret efter 30 år er svær at sluge, især når grundlaget og begrundelsen er tyndere en is.
Jeg tror desuden at du har en pointe her, fordi vi kristne er bange for at vise vrede på den hævdende måde. Vi er bange for at sættes i bås og blevet peget på - for vi er vant til at have denne her rolle "Vi skal være de pæne - dem der har styr på tingene" - Men har du tænkt på Jesus, da han kom ind i sin fars hus, som var lavet om til bazar - Han blev gal, rigtig vred. Når Jesus kan vise vrede, kan vi vel også.
GOD JUL. Steen Byrdal
Jeg har af og til anbefalet en boksebold i samtaler!
SvarSletMan må gerne være vred, hvis man spørger mig. Men jeg er kun pædagog og ikke præst. Det man skal forsøge at undgå, er hævn, men at sige: Nu gør du mig rigtig vred så jeg næsten kunne få lyst til at gøre noget dumt, så derfor går jeg ud og tæsker et træ med en sammenrullet avis for at komme AF med alt den vrede jeg føler lige nu .... det kan kun være SUNDT, hvis man spørger mig. Man bliver skør hvis man ikke vedkender sig sin vrede.
SvarSletKan anbefale at kaste tunge sten i havet, hvis vreden ikke har et "nogen" at rettes mod, eller hvis du ikke stoler på dig selv til at bevare roen i en samtale. Har selv hævet vandstanden i Vejle Fjord med den metode ;-)
SvarSletMener i øvrigt, at vrede er en følelse på fode med alle andre. At føle kan vi ikke bestemme over, men hvad vi gør ved følelserne og hvad de får lov at bestemme, kan vi bestemme over. Sagde Paulus ikke noget i retningen af "Bliv blot vrede, men synd ikke"?