torsdag den 27. december 2007

Methodist News - read all about it!

Her er en interessant metodistrelateret historie om en ny film med Denzel Washington. Den handler om et debatteam fra en "sort" college i USA, der i 30-erne brød med stereotyperne om de underlegne afro-amerikanere og satte deres metodistrelaterede "sorte" skole på landkortet. Metodistkirken i USA støtter stadig 11 sådanne uddannelsesinstitutioner.

Mission Possible 2.0

Sig nærmer tiden, da vi må afsted! Lederdøgnet for Missionsforbundet, Baptistkirken og Metodistkirken er kun et par måneder ude i fremtiden. Sidst vi mødtes var det rigtig spændende at træffe præster og andre ledere fra frkirker der ligner os i Metodistkirken rigtig meget. Noget af det inspirerende ved disse samlinger er oplevelsen af at vi ikke bare er i samme båd som kirker der ligner hinanden, men meget mere at vi er på det samme hav, dvs. i en missionssituation der indeholder præcis de sammen udfordringer og hindringer. Vi har meget at lære af hinanden og meget at give. Måske kan vi også arbejde sammen om at møde udfordringerne. Har din menighed tilmeldt sig? Skal du med?

Ny bloghenvisning

Kirsten Auken arbejder i Det Mellemkirkelige Råd (et folkekirkeligt samarbejdsorgan) med internationale relationer. Hun skriver en blog om kirkerne og Europa og hun er med i den arbejdsgruppe under Danske Kirkers Råd om klimaspørgsmål som jeg også er med i.

fredag den 21. december 2007

En juleprædiken

Jeg er meget historieinteresseret. Jeg synes det er spændende med bøger, film og TV-programmer der beretter og historiske forhold. Det kan være alt muligt fra arkæologiske udgravning, over 2. Verdenskrig til Matadorseriens fremstilling af mine forældre og bedsteforældres tid.
Historien er spændende af mange grunde. Den appellerer til fantasien, den fortæller dramatiske beretninger og giver forklaringer på hvordan verden er blevet som den er. Og forhåbentlig giver den os også visdom til at undgå fortidens fejltagelser, selv om det nu ikke altid synes at være tilfældet.
Da Lukas skrev juleevangeliet interesserede han sig også for historie, men han havde en stor overraskelse til alle os der synes historie er spændende.

Det begynder meget tilforladeligt på samme måde som vi er vant til at læse historie. Der er en kejser ved navn Augustus som vil have styr på sine undersåtter. Augustus kender vi historienørder godt. Det var ham der først hed Oktavian og som hævnede mordet på Cæsar ved at overvinde Antonius og Kleopatra i et stort søslag. Han var en stor hærfører og en mægtig kejser over det endnu mægtigere romerske imperium - det største rige verden endnu havde kendt. Stolte kunne romerne kigge ud over middelhavet og kalde det ”vores hav”, for de havde erobret alle rigerne rundt om det. Alle landene var nu romerske provinser eller kolonier. Og hvert sted havde romerne indsat deres lydkonger eller guvernører. En af disse hed Kvirinius og i hans rige, fortæller Lukas, finder juleevangeliet sted.
Nogle undseelige små mennesker i udkanten af imperiet drager af sted for at lade sig registrere i kejserens store folketælling. Augustus har nemlig brug for at vide hvor mange undersåtter han har, for på den måde kan han pålægge hver koloni den rigtige skat. Romerne har nemlig tænkt sig at blive rige på deres mange kolonier, ellers var der jo ikke nogen pointe med at have dem. Josef og Maria drager af sted til Betlehem. Det er hårdt, for Maria er højgravid, men det rager hverken Augustus eller Kvirinius. Menneskene er kun brikker i magthaveres spil. Så langt kan vi nemt følge med i handlingen. Det er alt sammen set før og gentaget utallige gange siden. Historien er fuld af magtfulde Augustusser og magtesløse folk som Josef og Maria.

Så føder Maria sit barn i stalden og englene forkynder at barnet er frelseren, Herren, Davids søn, ja, Guds egen søn. Og det er ikke set før eller siden. Det er en helt unik begivenhed, som bringer en frygtelig uorden i historien. Gud træder ind i historien og blander sig med os på en så afgørende måde, at vi i dag, 2007 år senere, stadig regner selve vores tidsregning fra denne dag.
Hvordan er det Johannes Johansen skriver i en julesalme:
Dette ord blev et lyshav i tiden,
det har lyst gennem slægterne siden,
det er Gud, det er menneskets lys.

Hele vores opfattelse af hvad historie er for noget får en ordentlig én på hatten. Augustus og Kvirinius er pludselig meget underordnede figurer. Da Lukas skriver sit evangelium har de allerede ligget længe i deres grave. De er blevet til støv. Men barnets disciple er godt i gang med at afmontere hele det romerske imperium indefra. Som kristne burde vi opponere mod den måde der undervises i historie, som om det kun var noget mennesker skabte. Gud skaber sin historie midt i det vi troede vi kendte. Det må nødvendigvis ryste vores tilværelse i sin grundvold. Ingenting er hvad det ser ud til at være. Et barn i en krybbe, blandt husdyr og folk der ikke fandt plads i herberget, er nu historiens vigtigste omdrejningspunkt, universets centrum og en magt der forvandler kejsere til ubetydeligheder.

Tænk hvis det også er sandt i dag?
Tænk hvis Gud er her og alt andet er ubetydeligt?
Tænkt hvis hver enkelt af os også er en historie som Gud vil lade sig føde i.

Ja, det er vel faktisk det der er evangeliet som kirken skal forkynde. Du og jeg er et mikrokosmos af menneskehedens historie med Gud. I Jesus baner Gud sig vej ind i verden og ind i livet. Han rækker sig selv til os i et forsvarsløst barn, som man ikke kan tage imod på andre måder end med kærlighed og forundring. Med mindre man er en magtgal Herodes, der må prøve at komme barnet til livs, for barnet er farligt for alle magthavere, for Jesus udvirker den hjertets loyalitet i os som stater, konger og kejsere ellers mener de har krav på.

Så bringer julen da det budskab at Gud er kommet nær og ingenting er som det synes. Hvad vil du gøre ved det? Slut dig til skaren der tilbeder ham og lever ud fra Guds realitet som modsætning til alt andet. Fordi alt det andet, det vi er oplært til at kalde virkeligheden, i lyset af Guds menneskebliven, i virkeligheden er rent midlertidige fænomener, der snart bliver til støv, som Augustus, Herodes og Kvirinius.

Glædelig jul

Ole Birch

onsdag den 21. november 2007

Kirkerne og den globale opvarmning

Jeg er blevet en af Metodistkirkens repræsentanter i Danske Kirkers Råd. Det er ret spændende at sidde med til disse møder hvor kirkerne i Danmark mødes på højt plan og søger veje til samarbejde og fælles holdninger omkring vigtige spørgsmål. Der er mange ting at fortælle bl.a. om en ny rapport om statens historiske og nuværende forskelsbehandling af kirkerne. Det vender jeg tilbage til.

Lige nu vil jeg fortælle at jeg har engageret mig i en arbejdsgruppe om kirkernes reaktioner på den globale opvarmning og særligt hvordan vi kan sætte dette spørgsmål på kirkernes dagsorden op til FNs klimatopmøde i november 2009. Mødet skal foregå i København og vi vil både udfordre kirkerne til at handle miljøansvarligt og udfordre verden omkring os med vores tro på skabningen som Guds håndværk og vores ansvar. Jeg glæder mig til at komme igang med arbejdet.
(Billedet skal nok bruges til at styrke en skepsis mod tanken om global opvarmning, men jeg synes nu det var ret morsomt).

torsdag den 15. november 2007

Lidt inspiration til trætte prædikanter

Følgende er et uddrag af John Wesleys dagbog, jeg har ikke kunnet opspore hvilket år, men mon ikke det er fra et sted i 1740-erne eller 1750-erne.

Sunday morning, May 5, preached in St. Ann's, was asked not to come back anymore. Sunday p.m., May 5, preached at St. John's, deacons said, "Get out and stay out."

Sunday a.m., May 12, preached at St. Jude's, can't go back there either. Sunday p.m., May 12, preached at St. George's, kicked out again.

Sunday a.m., May 19, preached at St. somebody else's, deacons called special meeting and said I couldn't return. Sunday p.m., May 19, preached on the street, kicked off the street.
Sunday a.m., May 26, preached in meadow, chased out of meadow as a bull was turned loose during the services.

Sunday a.m., June 2, preached out at the edge of town, kicked off the highway. Sunday p.m., June 2, afternoon service, preached in a pasture, 10,000 people came to hear me.
Hold ud - bliv ved - kom igen - og igen!

tirsdag den 6. november 2007

Bertel Haarder og mig


Jeg modsiger Bertel Haarder på hans blog om kristendom og politik i øjeblikket. Du kan følge med ved at læse her. Jeg vil gerne have skrevet at vi diskutere, men endnu er det bare mig der modsiger - Bertel skriver videre uden at reagere på mine indlæg, men måske har han for travlt midt i en valgkamp.

søndag den 4. november 2007

Hjælp - Jeg er imod!


Kun 9 dage til valget og jeg er stadig ikke sikker på hvem jeg skal stemme på. Mit problem er at jeg er imod for mange ting. Uanset hvem jeg stemmer på kommer jeg til at støtte noget jeg ikke går ind for.

Jeg er imod Danmarks deltagelse i krige der ikke er FN-sanktionerede.
Jeg er imod nedskæringer i U-landsbistanden.
Jeg er imod opretholdelsen af Statskirken.
Jeg er imod de alt for stramme asyl- og indvandringsregler.
Jeg er imod at vi skruer indvandringsregler sådan sammen at fattige ikke kan komme ind, men højtuddannede, hvis arbejdskraft vi kan bruge, indbydes til at arbejde her. Det betyder nemlig at de fattige lande kommer til at mangle de mennesker der skal bygge deres fremtid. Tidligere stjal vi deres råstoffer, nu stjæler vi også deres få uddannede ingenører og læger. Vi sku' skamme os!
Jeg er imod partier der bakker forvirrede unge op i at begå hærværk og vold på Københavns gader i forkælet og selvforherligende harme over at de ikke altid får hvad de peger på.
Jeg er imod den tankeløse omgang med det ufødte liv som vores abortlovgivning står for.
Jeg er måske imod regeringens uddannelsespolitik, men mener at hovedproblemet består i forældres ansvarløse opdragelse af deres børn.
Jeg er imod en skattepolitik der vil give mere til dem der allerede har meget.
Og endelig er jeg imod folk som mig der bare er imod :)
Hvad skal jeg stemme på næste tirsdag?

Hjælp!

fredag den 26. oktober 2007

Og nu til noget helt andet...

Det burde handle om valg, men det gør det ikke. Jeg husker en Storm P tegning med en bums der spørger en anden "Hvad mener du om verdenssituationen?", hvortil den anden svare "Ikke noget - jeg har en flue i øjet".
Min flue er at min 19 årige søn er blevet så stor at han er flyttet hjemmefra. Nu bor han på kirkens kollegie ved Jerusalemskirken i København, Det er en god ting, men der er også en lille sorg blandet i. Når børn bliver store og flytter hjemmefra er det et sidste farvel til barndommen og for forældrene en afsked med en relation de har satset tid, kræfter og følelser på i mange år. Det er glædeligt og rigtigt, og så er det også en slags afsked.
Heldigvis flytter vi snart ind i nabohuset (når præsteboligen ved Jerusalemskirken bliver klar) og så kan han jo bare stikke hovedet ind og få gratis aftensmad.
Ole

torsdag den 11. oktober 2007

Det er kristendom - del det med andre


Jerusalemskirken er midt i et efterår med fokus på at blive flere til gudstjeneste. Vi har udarbejdet et smågruppemateriale med 4 lektioner og tilrettelagt efterårets gudstjenester så vores medlemmer lettest muligt kan indbyde deres venner, naboer og kolleger. Vores grundtanke har været den, at opfordre menigheden til at indbyde deres bekendte til 4 særligt udadrettede søndage og så bruge søndagene før til at undervise i forskellige aspekter evangelisation. Vi har undervist i at være en gæstfri kirke, i at tage det første skridt henimod et andet menneske og vi vil senere undervise i at finde sin egen stil og i at kende sin egen troshistorie, så man kan fortælle andre om den.

De første 2 udadrettede gudstjenester har det været en stor glæde at se hvordan medlemmer faktisk har haft bekendte med i kirke og nogle er endda kommet igen søndagen efter!

onsdag den 19. september 2007

Hvad med noget humor?

Kan I nogle gode vitigheder eller historier?
Jeg får tit skyld for at have klæbehjerne når det gælder vitser og humoristiske historier og jeg kan også en hel del, men man kan aldrig have for meget af den slags. Lad os se hvad der gemmer sig i læsernes arkiver. Jeg lægger ud med et par stykker fra det kirkelige overdrev selv og så kan vi se om I kan nogle der er bedre - må den værste brander vinde!

En mand døde og kom i himlen. Under introduktionen blev han af Skt. Peter vist rundt i forskellige sale, hvor forskellige grupper af frelste tilbad Gud. I een sal var der fuldt af katolikker der svingede røgelseskar og fremsage litugiske bønner, i en anden var der vildt gang i karismatiske pinsevenner der talte i tunger så det fløjtede om ørerne og ingen blev trætte af at svinge med armene. Den var mange rum med mange forskellige gudstjenester. På vejen kom de også forbi en lukket dør. Da Skt. Peter ville gå forbi spurgte manden hvorfor de ikke skulle kigge bag denne dør? Skt. Peter hviskede med en finger for munden "Schhhh - det Indre Mission, de tror de er alene her!"

Og så en kort en på engelsk om metodister.
- How many methodists doe's it take to change a lightball?
- Change!!!

onsdag den 5. september 2007

School of Congregational Development


Så er School of Congregational Development vel overstået. Jeg tror vi gav deltagerne en god konference - evalueringsskemaerne tyder på det. Der var fuldt udtræk på gudstjeneste- og musikfronten. Jerusalemskirkens forskellige gospelkor og vores lovsangsband var rigtig gode og undervisningen, både på den inspirationsindrettede og den praktiske side, var relevant og spændende. En særlig oplevelse var Rudy Rasmus fra Houston, Texas. Hans 8000 medlemmers menighed i byens "hårde" kvartér, består bl.a. af 3000 mennesker uden tag over hovedet. Hans fremtoning var spændende og hans forkyndelse underholdende, enkel og livsnær. Check linket - der er bunker af materiale - også om Rudys og hans verdenskendte sangerindemedlem Beyonces arbejde for at skaffe mad til de hjemløse.

Hans åbnings replik: "At komme til gudstjeneste uden sin bibel er som at tage på arbejde unden underbukser - man kan godt overleve det, men ved dagens slutning kan man godt mærke at der mangler noget!"

Fokus for dagene i Jerusalemskirken var menighedsudvikling og der var både noget for dem der har tænkt sig at starte helt nye menigheder og for dem der kæmper med at vende udviklingen i gamle menigheder. Emner som lederudvikling, kreativ forkyndelse, Evangelisation á la Wesley og formålsdrevet kirke kontra smagsdrevet kirke var på dagsordenen.

Det nordiske distriktsforstandermøde efter afslutningen bestemte sig hurtigt til at afholde en ny School of Congregational Development i september 2009 og spørge Jerusalemskirken om vi ville være værter igen.

tirsdag den 21. august 2007

Udvalgt for at være en velsignelsen


Ovenstående er temaet for en prædiken jeg skal holde søndag d. 2. september i forbindelsen med School of Congregational Development. Jeg tænkte at nogen måske havde lyst til at tænke med omkring hvad en sådan prædiken bør sige.

Rammen er Jerusalemskirkens menighed og ca. 75 af de 160 nordiske deltagere i konferencen, som sætter fokus på menighedsudvikling i norden. Følg linket til information om programmet.

Teksterne er 1. Mosebog 12: 1-3 der handler om Abrahams udvælgelse og 1. Peters brev 2. 1-10 om Jesus som den udvalgte og kostelige hovedhjørnesten og om de kristne, der før ikke var et folk, men nu er Guds folk for "at forkynde hans guddomsmagt"


Hvad er det bibelske indhold i udvælgelse dengang og nu?

Hvordan bliver metodistkirker i norden til velsignelse?

Hvordan håndtere vi fristelserne ved at opfatte os selv som udvalgte?


Lad høre!

onsdag den 15. august 2007

Der er ingen retfærdighed til

Her gik man og troede at nu var det værste snart overstået - og så bliver det bare værre! På Politikkens hjemmeside kan man i dag læse at "Ifølge ny hjerneforskning har de unge voksne mindre kontrol over neurologiske områder, der regulerer følelser og impulser". Forskerne siger at teenageårene slet ikke er de værste, det er meget værre med unge voksne mellem 20 og 30 år. Min søn er 19, så vi skal åbenbart ikke glæde os for tidligt over at han snart er ude af teenageårene!
Jeg har nu godt nok tænkt over at han var noget fornuftig af sig, men det er altså bare et spørgsmål om tid :)

fredag den 10. august 2007

Religion forbudt!


Må man argumentere ud fra sin religion når man skal være socialdemokratisk folketingskandidat? En artikel på politikken.dk tyder på at det må man ikke. Partikredsen i Helsingør fik en socialdemokratisk sognepræst til at udspørge en kvinde med muslimsk baggrund med følgende interesante begrundelse:


»Jeg var bedt om at komme for at stille alle de der dumme spørgsmål. Vi skulle høre, om hun var demokratisk anlagt, eller om hun var fundamentalistisk. Om hun virkelig var en ægte demokrat, eller om hun argumenterede ud fra sin religion« (Min fremhævelse), fortæller Mette Høyer Dansøn til B.T. om spørgsmålene til Rushy Rashid.


Sognepræsten og partiforeningen siger altså at man ikke kan være en ægte demokrat hvis man argumentere ud fra sin religion! Og jeg som troede demokrati handlede om at mennesker med forskellige holdninger konfronterede deres holdninger med hinanden i ærlig debat og evt. uenigheder afgjordes med flertalsafgørelser.

Personligt kan jeg aldrig sætte demokratiet højere end Gud, for dermed ville jeg jo gøre styreformen og de underlæggende værdier guddommelige - det er det man kalder afgudsdyrkelse.

torsdag den 9. august 2007

Hamburgers, vikingespil og åndelighed

Var på Solborgen i går aftes. Sommerhøjskolen, ca. 70 pensionister fra hele landet, havde indbud mig til at give et oplæg om Metodistkirkens fremtid. Ankom kl. 18. til aftensmad (hamburgers efterfulgt af brownies med kagecreme - de havde amerikansk dag). Inden mit oplæg skulle der lige afvikles en semifinalerunde i vikingespilturneringen. Der blev demonstreret et veludviklet konkurrencegen hos visse deltagere!
Mit indlæg gav anledning til en god samtale og der var vigtige ting at tænke over. Vi talte en del om gospelbølgen og den åndelighed der vokser frem med baggrund i gospelmusikken. Spørgsmål: Når den personlig oplevelse og henførelse i gospelmusikken er så vigtig, bliver det så ikke nemt til en selvoptaget åndelighed og ikke een hvor Guds kald til tjeneste og måske selvopofrelse får sin rette plads?
På den anden side: Kaldes "gamle" kristne til at give afkald på "deres" gudstjenestetraditioner, for at kunne vinde nye mennesker med fornyede gudstjenesteformer?
Vigtige sager.

Ole

mandag den 23. juli 2007

Nye blogvenner

Der er tilføjet et par nye links til venner udi bloggeriets ædle kunst. Louise Hjort er mulig kommende kirkeplanter i Aalborg og en af mine gamle elever fra min tid som præst og lærer på Idrætsefterskolen Lægården i Holstebro.
Geografen er engageret medlem af Jerusalemskirken, geografistuderende, spejder og ny i bloguniverset.

torsdag den 19. juli 2007

Flere billeder fra Færøerne


Fra Vestmannahavn kan man sejle med en turbåd til nordsiden af øen, hvor havet har gnavet i den stejle klippeside og skabt kanaler med 400 meter høje sider og grotter i flere hundrede meters dybde.





Vandløb har gnavet kløfter i den 50 millioner år gamle lavaklippe.







Vestmannahavn med kirken i forgrunden. Min Morfar ligger begravet på kirkegården. Han var bager og degn ved kirken. Han døde af kræft da min mor var 2 år gammel.




mandag den 16. juli 2007

Færøerne - stærke indtryk







Nu er det en uge siden vi kom hjem fra en uforglemmelig tur til min mors fødeøer i det høje nord. Det er svært at beskrive den fantastiske natur på disse træløse øer midt i det store hav. Lyset skifter hvert øjeblik. Havet er møkt og tungt som olie det ene øjeblik og frådende skumklædt det næste. Landets farver veksler mellem grå, gult og utroværdigt grønt. Her er et par billeder til illustration.
Jeg vender tilbage med flere billeder senere.
Ole

mandag den 25. juni 2007

Årsmøde, Tomas Boström og Charles Wesley


Så er der 2 dage til metodisterne mødes i Strandby, nord for Frederikshavn, til årskonference. Det bliver rart at møde nye og kendte ansigter til gudstjeneste, forhandlinger og fællesskab. Personligt glæder jeg mig til et genhør med den svenske metodistpræst og trupadur, Tomas Boström. Konen og jeg besøgte Tomas på Gotland sidste sommer og havde en dejlig tid der. I Sverige er Tomas en kendt visesanger og medieperson som bl.a. laver musik sammen med den, i DK bedre kendte, Michael Wie.


Tomas skal fremfører nogle af sine nye sange, som er nyfortolkninger af salmer af Charles Wesley. Tomas har lige forsvaret en masteropgave om Charles Wesleys salmer, så han er godt inde i stoffet.

tirsdag den 19. juni 2007

Kroppen kan hjælpe sjælen


En af Charlottes og min gode venner, Ele Bonde, har en spændende artikel om kroppen og sjælesorg på religion.dk. Ele skriver bl.a.
De dage, hvor vores krop kun føles som et tomt hylster, kan der være god mening i at synge Gud en sang med læberne, selvom sjælen ikke kan synge.
Jeg kom til at tænke på John Wesley som protesterede mod dem der sagde, at hvis man savnede tro skulle blot vente, til det behagede Gud at give den. Han anbefalede i stedet at man praktiserede brugen af nådemidlerne; Bibellæsning, Bøn, Faste, Nadver m.m. Gud har givet anvisninger, kroppen kan hjælpe sjælen med at finde vej.
Ole

mandag den 4. juni 2007

Fætre-kusinefest

Jeg har fri den kommende søndag - for jeg skal til fætre-kusinefest. Vi bliver over 50 slægtninge på min mors side der skal mødes over en weekend. Min mors 2 søstre har henholdsvis 6 og 11 børn, så det er blevet til en hel del svigerbørn, børnebørn og oldebørn i årenes løb. Det er over 30 år siden vi startede denne tradition og det er altid rart at mødes med disse nære og fjerne slægtninge. Jeg må nok tilstå at jeg pga. mit kirkeengagement og søndagsarbejde ikke har været den mest stabile deltager i årenes løb, men det skyldes ikke manglende lyst. Det er altid hyggeligt og jeg føler mig stærkt forbunden med familien. I år er det kusine Margit, hendes mand Bjarke, Charlotte og jeg der står for arrangementet på lejrcentret Solborgen. Margit og Bjarke er i øvrigt forældre til Marie Stærke, den nye borgmester i Køge. Hende er vi svært stolte af i Familien.

torsdag den 31. maj 2007

Så er den gal igen!


(U)Kristelig Dagblad har gang i en serie om frikirkerne i Danmark og som sædvanlig når KD skal skrive om frikirker præges indhold af fejl, fordrejninger og bedrevidende arrogance. I sidste uge havde de en stort opsat artikel om forklaringen på hvorfor de frikirkerne aldrig er slået igennem i Danmark. Forklaringen var at Indre Mission og grundvigianismen havde opsamlet vækkelsen og ledt den ind i Folkekirken. Dette er en legitimt synspunkt, omend langt fra hele sandheden, problemet med artiklen var i sær det besynderlige billedmateriale og de misvisende kort omtaler af frikirkerne. Over en tekst om Metodistkirkens nadverpraksis havde man anbragt et gammelt billede med tre Folkekirkepræster der uddelte nadver iført pibekrage (møllesten) m.m. Talentløst!

I går onsdag viste lederskribenten så avises sande syn på frikirkerne. I en leder så arrogant og selvfed så den lægger op til KDs navneforandring til Statskirkelig Tidende, opfordres de umodne frikirker til at droppe modstanden mod Statskirken og stedet gøre front mod sekulariseringen og ateismens stormløb på kirkeministerium, kristendomsundervisning og sammenblandingen af stat og kirke.

Der er nogle vigtige emner i denne sag som jeg vil skrive noget mere om senere.

1. Hvordan kan det mon være at resten af verdens 2 milliarder kristne ser helt anderledes på stat og kirke end Folkekirken?

2. Hvad er det i virkeligheden der får de politiske partier til at ville fortsætte med at kontrollere den lutherske kirke?

3. Er det ikke i virkeligheden en hindring for tro og kirke at staten og kirken er sammenblandet i denne sækulariserede tid?
4. Hvorfor er Folkekirken ude af stand til at diskutere kirken med teologiske argumenter?

Christian Alsted og jeg har skrevet et indlæg til KD, men jeg tvivler på at de ta'r det.
Fnysende hilsen
Ole
PS. Billedet viser to Folkekirkepræster i færd med at bilde folk ind at gudstjenester skal være kedelige for at være sandt lutherske.

onsdag den 30. maj 2007

Tak til Lilli-Anne


Gospelgudstjenesten i mandags gik vist meget godt, det var i hvert rigtig fedt at være med. Der var ca. 250 mennesker i kirke, koret svingede for svedigt og stemningen var god. Jeg tror de fleste gik derfra med en god oplevelse. Vi kom for sent med afslutningen, men for dem der hørte det i radioen kan jeg oplyse at der blev lyst velsignelse og Kefas sang 2-3 numre mere. Gudstjenesten kan høres på P1 her.


En stor tak til Lilli-Anne!

Jeg havde det meste af prædiken klar, men dit citat fra Stinissen gav mig et godt ord at binde delene sammen med.


Ole

mandag den 21. maj 2007

Gospelgudstjeneste på P1

Radiogudstjenesten på P1 på mandag d. 28. kl. 16 transmitteres fra Jerusalemskirken, Københavns Gospelkirke. Jeg tror det måske er første gang DR transmittere en egentlig gospelgudstjeneste. Gudstjenesten ledes af Christian Alsted. Danmarks bedste og ældste gospelkor, KEFAS synger under ledelse af dirigenten Claes Wegemer og korleder "Mr. Gospel" Peter Steinvig og undertegnede har den udsøgte fornøjelse at skulle forkynde evangeliet for alt folket. (I det mindste dem der måtte have forvildet sig hen på P1).
Gode ideer til prædiken om pinse modtages gerne. Skriv nu - måske kommer dine ideer i radioen!
Ole

onsdag den 16. maj 2007

Øv - men så alligevel


Mit spændende møde i Kommissionen for kirke og samfund, som skulle have været afholdt fra lørdag til onsdag, måtte i sidste øjeblik aflyses på grund af afbud fra en del af deltagerne. Så jeg kan desværre ikke oplyse mine ærede læsere om løsningerne på nogle af denne verdens brændende problemer.
Vores formand, Martin Roth, fra Metodistkirken i Schweitz, forsøger at samle kommissionen i forbindelse med Metodistfestivallen i Bratislava i august, men jeg tror ikke jeg kan deltage der.

Aflysningen betød at vi pludselig stod med overnatning og forplejning på Refugiet Smidstrup Strand, som ikke kunne aflyses og nogle dage der ikke var bestemt til andet brug. Så hen over weekenden kunne konen og jeg, samt et par venner, nyde luksuslivet i naturskønne omgivelse og mandag - tirsdag kunne min kollega, Christian Alsted og jeg, fordybe os i noget langtidsplanlægning af gudstjenesterne i arbejdsåret 2007-2008. Det kom der nogle rigtig spændende ideer ud af, ideer som jeg vil vende tilbage til i et andet indlæg.
Ole

onsdag den 9. maj 2007

Kirke og samfund

Jeg har i nogle år haft det privilegium at deltage i en international gruppe der forsøger at forholde sig til sociale og politiske spørgsmål i Europa. Det drejer sig om The European Methodist Council - Commission on Church and Society. Det er en lille gruppe på 7 personer fra Rusland, Portugal, Irland, England, Tyskland, Schweiz og Danmark. Den kommende lørdag til onsdag mødes nogle af os på Refugiet Smidstrup Strand, hvilket jeg glæder mig til. Ud over at vi skal diskutere vigtige samfundsmæssige udfordringer i Europa, hvilket jeg er optaget af, så er mødet med disse meget forskellige kristne mennesker, altid en berigende oplevelse. Lad mig fortælle lidt om nogle af dem.
Ulrich Meisel fra Tyskland var oprindelig forsker i metaller i DDR. Han opgav sin karrierer for at blive metodistpræst. Var politisk aktiv mod kommunistregimet, efter murens fald indvalgt i den tyske rigsdag og medlem af europapalamentet. Fuld af viden og visdom fra et langt livs erfaring med at kæmpe og lide for sine overbevisninger.
Fred Munce er metodistpræst fra Belfast. Har som en del af sin tjeneste engageret sig i fredsarbejde i den plagede by. Har modtaget dødstrusler, men fastholdt sit engagement og har pga. Metodistkirkens neutrale stilling i konflikten mellem katolikker og protestanter i det skjulte kunnet være budbringer mellem parter der ellers ikke ville eller kunne tale med hinanden. Ikke noget kedeligt job, men heller ikke ufarligt! Vores lille kommission skal denne gang se på den globale opvarmning, Islam i Europa og bæredygtig udvikling.
Jeg vender tilbage når vi har løst problemerne :)

tirsdag den 1. maj 2007

Hæld cola i orglerne

Dette indlæg kommer jeg måske til at fortryde, men jeg skriver det alligevel. Jeg har holdt mig tilbage længe, men her kommer det: Den danske folkekirke er en stor hindring for at danskerne kan antage den kristne tro!
Jeg var til konfirmation på Bornholm i søndags og oplevede igen den kulturelt irrellevante og dødkedelige gudstjeneste som det dominerende kirkesamfund i Danmark disker op med. Ved konfirmandfesten bagefter talte jeg med flere personer der bekræftede hvad jeg har hørt utallige ikke-kirkelige danskere sige igen og igen. Salmerne er kedelige, forkyndelsen er indforstået og uden kontakt med virkeligheden, hele formen er stiv og fremmedgørende.

Som årene er gået er det blevet mere og mere klart for mig at Folkekirken har givet danskerne et billede af hvad det vil sige at være kristen og holde gudstjeneste, der effektivt har forhindret den tanke i at opstå at der kan være noget meningsfuldt at finde her.

På sin vis kunne jeg vel være ligeglad. Det er ikke min kirke og de må jo selv bestemme hvordan det skal være hos dem. Det er bare sådan at når een kirke, pga. sin størrelse, præger danskernes kirkeforståelse så gennemgribende som Folkekirken gør det, så har det konsekvenser for os andre. Vi må arbejde i den stride modvind fra en masse fordomme om gudstjeneste og kristentro som sidder dybt i gennemsnitsdanskeren.

Jeg kender til Folkekirker hvor den ovenstående kritik er dybt uretfærdig, men de er undtagelser i den statslige institution til afholdelse af overgangsritualer og politisk styret passivisering af menneskers længsel efter Gud.


Sure Ole har talt.

torsdag den 26. april 2007

School of Congregational Development


Så kan de nordiske metodister godt begynde at spare sammen til en rejse til København. I slutningen af august sker der noget nyt og spændende i Jerusalemskirken. Vi skal være værter for en stor samling af præster og ledende lægfolk fra hele norden.
School of Congregational Development vil udruste ledere til at vende udviklingen i hensynende kirker og til at starte nye kirker. Det bliver højt kvalifiserede undervisere fra USA og fra Norden der står for undervisningen. Følg linket til en hjemmeside der fortæller mere om sagen.

mandag den 23. april 2007

Noget relevant at tale om

Som nogle af jer måske véd havde vi en serie særlige gudstjenester og andre aktiviteter i marts. Over 4 uger satte vi fokus på "Dit liv", med undertitlerne "Dit livs kærlighed", "Dit livs smerte", "Dit livs eventyr" og "Dit livs vej".
I ugerne efter har vi bedt vore medlemmer om at udfylde et evalueringsskema og resultaterne fra disse skemaer er nu klart. Der er en masse positive reaktioner og det er rigtig dejligt, men eet resultat glæder mig ekstra meget. 50% af besvarelserne bekræfter at de har talt med deres venner/naboer/arbejdskammerater om "4 uger med fokus".
Det er lidt en overraskelse for os, da vi egentlig ikke så vores initiativ som en udadrettet aktivitet. Konklusionen er vel den enkle, at når der sker noget spændende og relevant i folks kirke, så får de lyst til at tale om det.

Ole

Prædikenhjælp

Tak for bidragene fra Charlotte og Rosawinkel. Min prædiken kan høres på www.jerusalemskirken.dk, sansynligvis fra i morgen tirsdag.

søndag den 15. april 2007

Vi prøver igen!


Der var ikke stormende interesse for at tænke med om en prædiken i sidste måned, men nu er chancen der igen. På søndag har vi overhøring (en slags konfirmation) i Jerusalemskirken. Jeg skal prædike ud fra teksten fra Johannes Evangeliet 21, 1-19 om den opstandne Jesus der viser sig for disciplene ved Genesareth søen. Han får dem til at kaste nettet ud en gang til. De fanger mange fisk og spiser sammen med ham på søbredden. Så følger den stærke dialog mellem Jesus og Peter om Peters kærlighed til Jesus og hans formaning om at vogte hans får.

Hvad er det vigtigste i denne tekst?

Hvad betyder den for os og navnlig for nogle teenagere der skal overhøres?

Ny bloggerven

Jeg har udvidet lidt på listen over blogs jeg læser. Lasse er baptist og skriver på http://lugterlidt.dk/.

søndag den 1. april 2007

Helliggørelse

Her kommer en artikel jeg skrev til bladet IKON for nogle år siden.

Et forsømt aspekt af forkyndelsen i Danmark
Helliggørelse er ikke et begreb der er i forgrunden af kirkernes forkyndelse i Danmark. Vi lever i en kultur, hvor teologien har været præget af den særlige danske variant af Luthers reformation. Forkyndelsen har været fokuseret på at forklare Guds frelse, sådan som reformationen opfatter den. Det vil sige som en tilsigelse af syndernes forladelse på grundlag af Kristi forsoningsdød, modtaget i tro. Opmærksomheden har været rettet mod Guds handlen for mennesker, mindre mod hvad Gud gjorde i mennesker. Livet i Kristus, det liv den kristne skal leve i lyset af Guds handlen gennem Kristus, har været forsømt, eller direkte ignoreret.
Læs mere her.

Frikirker af mange slags

Her følger en artikel om frikirker i Danmark som jeg skrev til kritisk.dk i februar. Artiklen kommer muligvis også i det næste nummer af Den Nye Dialog.


Indledning
Denne artikel er et forsøg på at give noget almen information om frikirkerne i Danmark, deres historie, traditioner, opbygning, lære og praksis. Baggrunden er at de fleste danskere der kommer i kontakt med en frikirke véd meget lidt om frikirker og derfor risikerer at falde i en af to grøfter. Enten ved at være overdrevent mistænksomme og skeptiske overfor alt andet end den kirke man kender bedst, Folkekirken, eller ved at, pga. manglende kendskab til baggrunden, naivt følge enkeltpersoner, der måske slet ikke er repræsentative for frikirkerne selv.
Læs mere her.

onsdag den 28. marts 2007

Tænk med om en prædiken


På søndag er det Palmesøndag og jeg skal prædike. Måske er der nogen der har lyst til at tænke med på mine forberedelser. Teksten er fra Lukas Evangeliet kap. 19 vers 28 og kapitlet ud. Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, farisæerne brokker sig over disciplenes højstemte lovprisning, men Jesus siger at hvis de tier, vil stenene tale. Vel inde i byer smider han vekselererne ud af templet og magthaverne lægger planer for at rydde ham af vejen.


Jeg har tænkt mig at prædike ud fra temaet "Fokus på Hans liv". De sidste 4 gudstjenester har handlet om aspekter af "Dit liv", så nu vil vi have fokus på Jesus. Hans liv er Guds liv som menneske, så det skal handle om det mysterium at Gud blev menneske i Jesus, Guds Søn, som også fandtes før Maria fødte ham.

Desuden lægger teksten op til at tale om de meget forskellige modtagelser Jesus fik iblandt mennesker. Hans liv provokere til tro eller had, foragelse eller hengivelse.


Hvad tænker du?

tirsdag den 27. marts 2007

4 uger med fokus


I Jerusalemskirken (der hvor jeg er præst) er vi ved enden af en spændende nyt tiltag. Vi kalder det "4 uger med fokus på dit liv" med undertemaerne
Dit livs kærlighed
Dit livs smerte
Dit livs eventyr
Dit livs vej
Min kollega Christian Alsted og jeg har udarbejdet et hæfte med andagtsmateriale til hver dag i de 4 uger og forsøgt at lave nogle særligt spændende gudstjenester de 4 søndage. Det har været en rigtig god oplevelse at mærke vores menigheds opbakning til projektet og hvordan det har løftet at vi alle arbejdede med de samme bibeltekster og bønner. Man kan downloade hæftet og lytte til de 4 prædikener på http://www.jerusalemskirken.dk.

Adresseændring

Hej Venner
Jeg forsøger at genstarte mit blogliv med et skift fra den kedelige sfære på kristendom.dk til et sted med flere kreative muligheder. Indholdet vil nok igen komme til at snurre om kirke, kristendom, samfundsforhold og lidt nyt fra det personlige.