Klimademo

Så har jegt prøvet at tale ved en demo (sådan hedder de blandt os revulotionærer). Det startede ved middagstid på Christianshavns Torv, hvor vi efterhånden blev en 500 mennesker. Efter nogle taler gik vi i godt humør mod havnefronten nedenfor Holmens Kirke, hvor miljøbevægelsen "Levende Hav" havde deres kutter liggende. Der sang vi "Kringsat af fjender", hvorefter en pensioneret fiskeskibber med godt humør og en stemme som en Sydhavspirat fortalte om klimaændringer og kystfolkenes problemer i den 3. verden. Så sang vi "We shall overcome". Så gik optoget til Christiansborgs slotsplads, hvor en vred ung mand fra klima X undsagde regeringen, FN, Kyotoaftalen, kapitalismen og det kommende topmøde nogen som helst reel vilje eller mulighed for at redde planeten. Således opløftede gik vi mod Rådhuspladsen med råb og lidt kolde fingre.
På rådhuspladsen var stadig en del folk, men som de næste 1½ times talere og musikalske indslag skred frem, skrumpede skaren ind og da jeg skulle tale ved 15.30-tiden var der måske 100 mennesker tilbage. Min næse var rød og stoppet og jeg frøs, men her er hvad jeg sagde:

Nogle af jer har måske opdaget at kristne kirker er begyndt at blande sig i klimadebatten. Det sker både i Danmark og på internationalt plan. I USA, i England, Tyskland, Skandinavien, i Afrika og i Stillehavet og i Grønland. Kirker formulere deres uro over den menneskeskabte globale opvarmning, de forsøger at være kritiske overfor vores galoperende overforbrug, overfor deres egne CO2 udslip og de forsøger at medvirke til at give vore politikere moralsk støtte til at tage de nødvendige skridt.
Undervejs spørger en eller anden sig sikkert hvad skal kirkerne i denne debat? Men sandheden er at kirkerne har 2 meget gode grunde til at kaste sig ind i kampen for at standse den globale opvarmning. Grunde som sikkert ikke bare er kirkernes, men også almenmenneskelige.

For det første lever kirkerne i den glade tro at universet og den grønne og blå planet der er vores, er skabt af Gud og givet til os alle, som en dyrebar skat. At være gode forvaltere af denne rigdom er derfor en central opgave for alle mennesker. Nu kan forvaltning varetages på mange forskellige måder, det er svært at være ansvarlig for noget man kun ser en lille del af til daglig. Det er meget lettere at være forbruger af alle de goder der tilbydes os hver dag. Vi har derfor brug for at blive oplyste mennesker, der ser helheden og forstår konsekvenserne. Den trussel mod livsbetingelserne vi oplever i dag, er på en måde sværere end den vi oplevede under den kolde krig. Dengang frygtede vi en katastrofale fejltagelse der på et øjeblik kunne udløse det atomare ragnarok. I dag handler der ikke om den ene fejl eller uoverlagte beslutning, nej, frygten går på det vi allerede gør og den livsstil vi alle er en del af. Det er vores helt almindelige samfund, med sin helt almindelige hverdag, der skubber os ud i problemerne. Men det forhold rummer også det store håb, at vi alle kan være en del af løsning - hvis politikerne viser sig som værdige ledere, og vi alle er indstillet på forandring, så er der muligheder for at forhindre de alvorlige konsekvenser.
Derfor er det magtpåliggende for kirkerne at fremholde det forvalteransvar der følger med den store gave vi er blevet givet. Og samtidig pege på vores dybe afhængighed af den jord, vi selv er kommet af.

Den anden grund til det kirkelige engagement i klimaspørgsmål handler om retfærdighed. Det har længe stået klart at den globale opvarmnings konsekvenser rammer verdens fattige hårdest. Når Stillehavets øer forsvinder, når ørknerne breder sig i Afrika, når voldsomme uvejr bliver stadigt hyppigere i Asien og Amerika, så er det de fattige og navnlig børnene der må betale prisen. I kirkerne er dette overordentligt alvorligt, for kirkens egen Herre, Jesus begyndte sit offentlige liv med at bekende sig til de fattiges retfærdige sag. Han sagde om sig selv:

Herrens ånd er over mig,fordi han har salvet mig.Han har sendt migfor at bringe godt budskab til fattige,for at udråbe frigivelse for fangerog syn til blinde,for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.

I troskab mod sin Herre, må kirken stå sammen med de fattige, derfor er kampen mod den globale opvarmning en naturlig konsekvens af kristen tro.
Lad mig slutte med at takke alle jer der er kommet her i dag. Og hilse jer med et citat fra Paulus brev til romerne, der kunne være skrevet om situationen i dag: Skabningen venter med længsel på at Guds børn skal åbenbares!
Vær Guds børn!