lørdag den 10. december 2011

Godt vidnesbyrd

Jeg faldt over nedenstående spændende tekst i "Stedet og vejen en antologi om menigheden nu og i fremtiden".


Anne E. Jensen: Fra oven eller fra neden?
Når man taler om at "få flere kunder i butikken" i Folkekirken er det jo gerne nye gudstjenesteformer, mødeaktiviteter og aktiviteter for børn og unge, som foreslås. Der er også de, der siger at kirken skal være synlig, der hvor folk er - i butikscentrene eller på gågaden - at vi skal ud og agitere lige som græsrodsorganisationerne.



Da jeg skrev det citerede afsnit havde jeg faktisk noget helt andet i tankerne. Jeg tænkte på en af mine kolleger i Europa-Parlamentet, nemlig formanden for Parlamentets budgetudvalg Terry Wynn. Han er ikke bare budgetbisse og en venlig rund mand, men også tidligere prædikant i Metodistkirken. Af politisk observans er han socialist, og metodistkirken i Storbritannien har traditionelt haft en vis relation til Labourpartiet i Storbritannien. Terry missionerer ikke overfor os andre, han taler heller ikke specielt meget om sit forhold til Gud. Han bærer et lille kors i reverset, og har skrevet en lille bog om sit liv "Onwards Christian Socialists!" med slet skjult inspiration fra en kendt salme. Her fortæller han blandt andet om, hvorfor han mener at hans kristne livssyn er foreneligt med det at være socialist. Det der gør indtryk er, at han hviler i sig selv, har nogle klare værdier og principper, aldrig er fordømmende men tværtimod storladen - måske en sjælden egenskab for en politiker. Han er ikke bange for at sige højt, at kirken og kristendommen fylder meget i hans liv. Men alligevel formår han på én gang at være den glade kristne og samtidig et helt normalt rationalt tænkende menneske. Jamen, tænk at det kan lade sig gøre! Sådan at gå imod folks fordomme. Han omvender ikke folk. Men han får folk til at tænke over deres værdier. Det er måske i virkeligheden bare det, der skal til

mandag den 3. oktober 2011

Hvad deltager i CGF ikke fik at vide

Deltagere og tilskuere til afslutningskoncerten for Copenhagen Gospel Festival observerede at koncerten først kom i gang 10 minutter efter det annoncerede tidspunkt og de har måske irriteret sig over det, eller de har tænkt at sådan kan det være når mange forskellige ting og personer skal være klar samtidig. Her bringes historien om hvad der skete i minutterne før koncerten skulle begynde. Solomon Facey, een af instruktørerne og et af koncertens bærende elementer, opdagede ca. 15 minutter før start at han manglede noget vigtigt, som befandt sig i Helene Boms lejlighed, hvor han var indkvarteret (vi fandt aldrig ud af hvad det var). Han lånte nøglerne og strøg ned ad gaden til Sølvgade, hvor Helene bor i en stor egendom med flere opgange. Solomon fik låst gadedøren op og løb op af trapperne til 5 sal, hvor han stak nøglen i låsen. Låsen ville ikke dreje rundt! Frustreret og nevøs for tiden forsøgte han at dreje både til højre og venstre. Låsen var urokkelig. Han rykker i døren, prøver nøglen igen. Prøver gadedørsnøglen, men intet virker. Pludselig begynder døren at bevæge sig. Solomon springer forskrækket tilbage. Han ved at Helene er over i kirken, hvordan kan der så være nogen i lejligheden? Døren går op og i lille gammel dame kommer til syne. I nogle sekunder stirre de 2 på hinanden. Begge helt uforstående overfor den andens realitet. Solomon lamslået af skræk over at møde nogen i en lejlighed han venter er tom - den gamle dame rædselsslagen ved mødet med en flamboriant klædt sort mand der forsøger at åbne hendes hoveddør. Et fantastisk øjeblik, mens 400 mennesker venter på gospelmusik i Jerusalemskirken. Sagen er at Solomon er løbet op i den forkerte opgang og nu skal han prøve at komme derfra uden at blive arresteret som indbrudstyv, eller hjemmerøver, eller det der er værre. Damens engelsk er kun dårligt, men hun afviser at kende noget til Helene. Langsomt går sagens rette sammenhæng op for Solomon og han gennemfører en succesfuld tilbagetrækning og styrter op i den rigtige opgang og tilbage til kirken.

onsdag den 28. september 2011

Efterårsmøde, hjem til Copenhagen Gospel Festival

Jeg nærmer afslutningen på 4 dages efterårsmøde med præstekolleger i Metodistkirken. Det har været givende dage. Mandag fortalte Tonny Jacobsen om hans undersøgelser af vejen mennesker i 2011 går fra søgende til efterfølger af Jesus. Tirsdag var vi på 14 km. pilgrimsvandring ved Sejrøbugten i det flotteste septembervejr. I dag har biskoppen undervist og inspireret om at prædike på en måde der udfordrer til respons og Lars U. Jensen har udfordret os til at være præster der kan møde børn og unge på en relevant måde. Her til aften har vi drøftet processen omkring Jørgen Thaarups studiedokument om homofili.

Det har været indholdrige dage, men jeg glæder mig til at skulle hjem i morgen. Og på lørdag er det tid til Copenhagen Gospel Festival - det er noget der rykker! Jeg anbefaler gudstjenesten i Jerusalemskirken på søndag kl. 11 og koncerten samme aften. læs mere på cgf.dk.

torsdag den 22. september 2011

Forløsningens time - hvad kirke skal være!

Min ven (se forrige indlæg) fik sin sag afgjort i flygtningenævnet i dag. Det meste af eftermiddagen sad Kirsten Hastrup og Mark Lewis og ventede sammen med ham. (Jeg stødte til senere) Han skulle have været inde kl. 13.30, men alting trak ud og nævnet hørte ikke hans sag før 14.45. I næsten 2 timer kæmpede hans sagfører for at fremlægge og argumentere hans sag. Så kom han ud til os i venterummet mens der blev voteret. Efter mere end en times votering blev Niyazi (Ja, nu kan jeg skrive hans navn) kaldt ind og 10 minutter efter kom han ud. Ja!!!!! Han kan blive i Danmark. Han er nu konventionsflygtning med permanent opholdstilladelse. Nej, han skal ikke risikere livet som kristen i det krigshærgede Afghanistan. Han kan få lov til at opleve fred og frihed og kristent fællesskab her i København.
Hvilket privilegium vi kan tage for givet - hvad bruger vi det til?

Midt i glæden over Niyazis redning fyldes jeg af stolthed over min kirke, Jerusalemskirken. I denne sag har enkeltpersoner, præster og menighedens fællesskab vist et glimt af kirkens sande natur. Den er kristi krop - et glimt af menneskelighed og håndgribelig næstekærlighed midt i verdens larm og uro. Her er noget at bygge videre på.
Niyazis sag blev, ifølge advokaten, afgjort på om nævnet troede på at han var kristen. I første omgang havde udlændingeservice afvist denne påstand fordi han ikke viste nok om bibelen! Til dette møde havde vi skrevet brev fra præst, biskop og menighed der bevidnede manden aktive kirkegsang i Jerusalemskirken og deltagelse i menighedens fællesskab - det gjorde formentlig udslaget. Nævnet gav ham status af "konventionsflygtning". Jeg længes efter at se mere af den slags konkret engagement i menneskers liv og håndgribelig omsorg. Amen.

søndag den 18. september 2011

Et menneske

Der er en mand der har deltaget i min kirkes gudstjeneste de seneste 2 år. Han er en smilende mand der ikke gør noget stort væsen af sig. Hans hud er gyldenbrun, hans hår er sort, hans mørke øjne i et drenget ansigt virker fulde af sorg, selv når han smiler bredt. Han er hverken ung eller gammel. Kroppen er spinkel og hænderne er bløde. For 5 år siden flygtede han fra Afganistan. En lokal krigsherre slog hans slægtning i hjel, og hele familien flygtede. Sammen med en ven kom han hele vejen til England, hvor han sad i en  flygtningelejr i flere år.
En dag dukkede nogle ældre mennesker op i lejren. De gav sig tid til at tale med flygtningene og indbød dem til en teateraften i byen. De undrede sig over deres venlighed overfor fremmede. De besluttede at tage imod indbydelsen. Teaterstykket handlede om Jesus, om hans liv, hans ord, hans død og hans opstanddelse. Sådan havde de aldrig hørt tale om Guds kærlighed. De besluttede at følge med de venlige mennesker til deres kirke, en lille metodistkirke i Midtengland. Der kom de regelmæssigt i et år og bestemte sig for at blive døbt. De var blevet kristne. De blev rådet til ikke at fortælle det til myndighederne - et dårlig råd! Deres asylsag blev afvist og snart var manden i Kabul. Han kendte ingen mennesker her, boede i et lille værelse over en tebutik. Men ejeren og andre i gaden var mistroiske over for ham. Han havde været i vesten og han gik ikke i moskeen. Sladderen voksede omkring ham. jorden brædte under ham. Han viste ikke hvor hans familie var. Efter kort tid flygtede han igen.
Nu er han i Danmark og han er med til gudstjenester og fællesskab. En af hans venner fra england har besøgt ham og været med i kirke - en elskelig gammel dame. Han har fået nye venner her. Men på trods af dåbsattest fra england har udlændingeservice bestemt at han skal sendes tilbage til Afganistan - hvor muslimer der lader sig døbe slås ihjel. De tror han lyver om sin tro. Vi bad for manden i dag i gudstjenesten. Vi samledes en gruppe omkring ham midt i gudstjenesten, foran alteret. Vi lagde hænderne på ham og bad for ham og for de myndigheder der hærsker over liv og død. Vi har skrevet til dem og fortalt om mandens tro og liv i vores menighed. I dag skrev hele menigheden under på at de kender ham, at han er en aktiv kristen i vores menighed. Han er et menneske, han er vores bror.
Vil du hjælpe med at bede for ham?

På torsdag afgøres manden skæbne og når han og advokaten går ind til afgørelsen, vil der være folk der venter udenfor. Han skal ikke møde dommen alene!

fredag den 16. september 2011

Et billede siger mere end tusind ord

Kære læsere
Hermed indbydes I til at give jeres input til en prædiken jeg skal holde til en gospelgudstjeneste i anledning af den københavnske kulturnat fredag d. 14. okt. kl. 23.00. Der vil være stuvende fuldt i kirken af folk der får svedig, svingende gospelmusik med gospelkoret KEFAS.
Jeg har tænkt mig at bruge dette spændende billede af Katja Bøhling-Pedersen som oplæg og inspiration til denne prædiken. Det vil blive vist, både i original og på skærm.
Nu er så udfordringen til jer alle, hvad kommer du til at tænke på og hvordan kan det være relevant som forkyndelse for 400 københavnere?
Kom glad - kom frisk!

Måske er jeg tilfreds med valget

Nå, så blev valget overstået. Danmark får en ny regering og sin første kvindelige statsminister. Det første betyder ikke noget før vi ser hvad den har tænkt sig at gøre, det andet er historisk og sandelig på tide. Jeg er vel egentlig tilfreds med valget, men ikke på nogen overstadig måde. Godt er det at DF nok ikke kan diktere udlændingepolitikken mere. Det Danmark de så gerne vil redde er ikke det Danmark jeg tror på. Godt er det vel også at de radikale er blevet stærkere og at der er basis for brede forlig om de vigtige spørgsmål. Men nu skal det jo så vise sig hvad der kommer ud af det. Man må væbne sig med tålmodighed.