fredag den 16. september 2011

Et billede siger mere end tusind ord

Kære læsere
Hermed indbydes I til at give jeres input til en prædiken jeg skal holde til en gospelgudstjeneste i anledning af den københavnske kulturnat fredag d. 14. okt. kl. 23.00. Der vil være stuvende fuldt i kirken af folk der får svedig, svingende gospelmusik med gospelkoret KEFAS.
Jeg har tænkt mig at bruge dette spændende billede af Katja Bøhling-Pedersen som oplæg og inspiration til denne prædiken. Det vil blive vist, både i original og på skærm.
Nu er så udfordringen til jer alle, hvad kommer du til at tænke på og hvordan kan det være relevant som forkyndelse for 400 københavnere?
Kom glad - kom frisk!

Måske er jeg tilfreds med valget

Nå, så blev valget overstået. Danmark får en ny regering og sin første kvindelige statsminister. Det første betyder ikke noget før vi ser hvad den har tænkt sig at gøre, det andet er historisk og sandelig på tide. Jeg er vel egentlig tilfreds med valget, men ikke på nogen overstadig måde. Godt er det at DF nok ikke kan diktere udlændingepolitikken mere. Det Danmark de så gerne vil redde er ikke det Danmark jeg tror på. Godt er det vel også at de radikale er blevet stærkere og at der er basis for brede forlig om de vigtige spørgsmål. Men nu skal det jo så vise sig hvad der kommer ud af det. Man må væbne sig med tålmodighed.

onsdag den 14. september 2011

En sortseers valg

Der skulle åbenbart et folketingsvalg til for at jeg tog mig sammen til at skrive lidt på bloggen igen. Eller også er det fordi konen er på ferie og aftnerne er lidt ensomme. Men her er nogle tanker i anledning af valget.
Jeg begynder med en måske lidt for åben bekendelse - jeg stemmer på de radikale denne gang. Selv om jeg længe har vist at det var det jeg ville gøre, så gør jeg det uden store armbevægelser eller forsøg på at bilde nogen ind at det er det eneste rigtige. Jeg gør det fordi partiets linje på en række områder (dog ikke alle) passer godt til mine politiske overvejelser. Jeg gør det uden begejstring, for jeg er grundlæggende skeptisk når det gælder politik og magt og jeg har ingen illutioner om demokratiet og dets centrale aktører. Erfaringen fortæller med al ønskelig tydelighed at politikeres primærer interesse er dem selv og deres magt. De flestes holdninger synes at være styret af ønsket om at få magt, ikke af et livssyn eller værdier som vi andre så kan forholde os til. Holdningerne tilpasses de seneste opinionsundersøgelser, for det vigtigste er at blive valgt.
Når jeg denne gang stemmer radikalt (og jeg understreger denne gang, for jeg har stemt mange andre ting og kommer sikkert til det igen) så er det af følgende grunde
* Jeg ønsker er anden flygtninge-  indvandrer- og asylpolitik. Ingen i blå blok vil love mig dette og hverken S eller SF har mod og mandshjerte til at holde fast i deres grundholdninger. Jeg ønsker 24 årsreglen afskaffet og plads til at min konverterede ven fra Afganistan ikke skal sendes tilbage til den visse død.
* Jeg synes efterlønnen er en dårlig idé. Vi kan ikke blive ved med at øge antallet mennesker på overførelsesindkomst. De nedslidte må på pension, men efter lægelig vurdering.
* Jeg ønsker afskaffelse af den Lutherske Statskirke og glæder mig til godt samarbejde med en stor luthersk fri kirke, der må tage mission alvorligt.
* Jeg vil have fredningen af boligejerne ophævet, ikke til fordel for klapjagt, men det er simpelthen ikke rimeligt at ikke beskatte de enorme friværdier de rer opnået gennem 0-erne, mens man beskatter arbejdslønnen.
* Jeg er ikke ude efter skattelettelser, tvært imod, der skal bruges penge til sundhed mm.
* Jeg er ikke voldsomt opsat på stadig økonomisk vækst - sandheden er at vi ikke bliver lykkeligere af den og samtidig suger vi stadig flere ressurcer ud af planeten og de fattige lande.
* Jeg er imod at vi har forskerordninger og at enhver sportsidiot kan hentes til landet så let som ingenting, mens forfulgte og sultene mennesker sendes hjem som "bekvemmelighedsflygtning".
* Jeg er imod abort, men det er der ingen partier der vil hjælpe mig med.
* Jeg er imod at unge mænd skal kæmpe og dø af grunde der blæses op til at være meget mere end de kan bære. Men der er stemmer i patriotisme og nationalfølelse og det udnyttes skammeligt.
* Jeg vil have en radikal omlægning af verdens udledning af drivhusgasser - det kommer ikke til at ske. Døden kommer til at høste mange liv på det konto.
* Jeg kan ikke stemme på blå blok, for venstre og konservative har gjort det til en stemme på mere af pianisternes fremmefjendske nonsens.
Jeg kan ikke stemme på S, for jeg har ikke tillid til den personlige karakter hos Helle (Skattesager) Marianne (Skolehykleri) eller Sass (Hvad skete der lige på det værtshus i Køge), eller SF for jeg kan ikke skeldne deres udlændinge politik fra Pias.
Alt i alt så har jeg kun ringe tro på vores demokrati. Jeg tror ikke på at vi kommer til at opleve virkelig forbedringer i verdens tilstand gennem politiske valg. For mig ser det ud til at den kollektive egoisme og ikke fornuften, eller menneskeligheden der sejre. Jeg stemmer alligevel, for det er min pligt som borger og kristen at søge det gode for alle Guds børn.
Jeg ønsker alle et godt valg i morgen - suk

onsdag den 10. august 2011

Bøn i forbindelse med urolighederne i London

Denne bøn fandt jeg på den Britiske Metodistkirkes hjemmeside www.methodistchurch.uk. Den er skrevet af min gamle ven Mark Wakelin, som næste år bliver præsident for Metodistkirken i England.


Prayers for broken communities in UK cities

Loving God, you call us into community, and we only become truly ourselves as we are for others.
Forgive us for our brokenness and heal the hurts of communities damaged in the recent troubles in our cities in the United Kingdom.
Help us to restore the harm to neighbourhoods, buildings and relationships and to rekindle hope where fires of anger and disappointment raged.
Give to the Church in areas of trouble the courage and creativity to be there for others, and to be part of your gracious work of restoration and recovery.
We ask this in the name of Jesus Christ, who is our peace and who keeps breaking down the barriers that divide us from each other. Amen
Lord God, we pray for an end to the violence, looting and riots that have brought fear, terror and destruction to local neighbourhoods across London and other UK citities.
We pray that the underlying reasons for the riots can be quickly, fairly and properly addressed and that the Government, the police and local communities will work together to rebuild trust and security.
We pray in faith, trusting in our Lord Jesus Christ. Amen

Prayers by Revd Mark Wakelin

torsdag den 21. juli 2011

Regnvejraktiviteter

Når nu regnvejret har afbrudt anstrengelserne for at lægge nyt tag på udestuen (jeg har i øvrigt ikke noget plastik at dække de hule vægge over med, så jeg håber det hele ikke går til) så måtte Sønnen og jeg trække indenfor til et slag yatzy. Vi kunne også have valgt at spille scrabble, et spil der i øvrigt er opfundet i en Metodistkirke i USA, hvilket man kan forvisse sig om i nedenstående artikel.
http://www.nytimes.com/2011/07/16/nyregion/sign-in-queens-marking-birthplace-of-scrabble-is-coming-back.html?_r=2
Dette link fandt jeg i øvrigt gennem en anden regnvejrsaktivitet - Facebook

onsdag den 20. juli 2011

Ferie dag 3

3 dage inde i min sommerferie og den ændrede virkelighedsopfattelse der hører ferietiden til er begyndt at indfinde sig. Store og små udfordringer fra præstelivet optræde med længere og længere mellemrum i tankestrømmen. I stedet er der hyggelige konkrete opgaver fra kolonihaven der fylder. I dag tog jeg for alvor fat i det projekt der siden i vinters har stået "Det ordner vi i sommerferien" på. Nyt tag på udestuen. De gamle mælkehvide tagplader er blevet rykket af og den fantasirige lægtekonstruktíon er brækket ned. Jeg har været i trælasten og bestilt nye plader og træ og i morgen skal det hele så op igen.

Jeg nyder at lave noget med hænderne!

lørdag den 16. juli 2011

En prædiken

Prædiken til Jerusalemskirken
Søndag d. 17. juli 2011
Tekst: Matt: 13: 24-30, 36-43

Problem, perspektiv og praksis

En historie fra det vilde vesten
Den 29. november 1864 beordrede oberst John Chivington sine 800 kavalerister til at angribe en Cheyenne og Arapaho indianerlejr ved Sand Creek i staten Colorado. Disse indianerne havde samme år overgivet sig til De Forenede Staters regering og efter aftale med myndighederne slået lejr ved Sand Creek. Hovedparten af mændene var derefter taget på jagt. Da angrebet var overstået lå minimum150 indianere døde på marken, fortrinsvis kvinder, børn og gamle mænd. Soldaterne nøjedes ikke med at dræbe, de skar kropsdele af de døde indianere og pralede med deres bedrifter ved at fremvise disse trofæer rundt omkring i Colorado i tiden efter.
Da nyheden om massakren blev offentligt kendt gennemførte den amerikanske kongres en undersøgelse som mundede ud i en stærk fordømmelse af John Chivington og hans forbrydelse med Sand Creek. Begivenhederne dannende senere grundlag for filmen Soldier Blue, der i 1970 vakte stor opsigt med sin blodige skildring af denne massakre. John Chivington blev aldrig straffet for sin forbrydelse, men han måtte trække sig tilbage fra alt offentligt liv.
Metodistkirken har i 2011 givet 50.000 dollars til et informationscenter der skal lærer unge mennesker om denne del af Amerikas historie. Ved generalkonferencen 2012 vil en særlig ceremoni af forsoning mellem Metodistkirken og Amerikas indianere blive afholdt. Hvorfor gør Metodistkirken det?
Fordi John Chivington, oberst og leder af Colorados 1. og 3. kavaleri også var præst i Metodistkirken! Selv om hans handlinger ikke var bestemte af Metodistkirken, så repræsentere hans handlinger en foragt for Amerikas oprindelige folk en folkestemning, som også kirken er medskyldig i.

Problemet
Kirken er kaldet til at være Kristi legeme på jord. Kirken er kaldet til at leve Guds rigets værdier, kærlighed, tilbedelse, fred, retfærdighed og sandhed midt i en verden der bygger på helt andre værdier – men kirken er selv inficeret med verdens kamp om penge, magt og status, med verdens intolerance, fordomme og begær. De kristne er kaldet til at være lemmer på Kristi krop. De er kaldet til at efterfølge Kristus, som elskede alle mennesker, som gav sig selv for dem, og derfor de kristne er udvalgte til at leve hellige liv der skal være til velsignelse for hinanden og for verden.
Men vi kristne lever ikke altid som vi burde. Vi er halvhjertede, vi er smålige, vi er uopmærksomme, eller uengagerede, eller selviske eller ligefrem onde.
Der er et stort problem. Der er afstand mellem idealerne og realiteterne, mellem den gode sæd som Gud sår med sit ord og det fællesskab om ordet som fremtræder i verden. Kirken består af alle mulige slags mennesker, som har alle mulige holdninger til hvad der er sandt og godt og som handler for eller imod det Jesus befaler sine efterfølgere.

Så snart kirken var blevet, bare nogle årtier gammel, dengang Paulus skrev sine breve, og hele vejen gennem århundrederne indtil i dag, har kirken oplevet dette problem. Mennesker tiltrækkes til kirken af det glade budskab, men omvendelsen betyder ikke at de er fuldkomne mennesker. Kirken er som verden, en mark hvor hvede og ukrudt vokser side om side.
Og hvad skal man gøre ved det?

Skal man udøve en streng kirketugt og rense kirken for ukrudt, så den kan fremstå ren og hellig? Eller skal man sige at hvem som helst kan være en del af kirken? Findes der grænser for vores tolerance? Kan man tro hvad som helst og være en del af kirken? Kan man gøre hvad som helst og stadig kalde sig kristen? I tidens løb har mange mennesker af forskellige grunde været smidt ud af kirken; For at prædike falske lærer, for at sige ubekvemme sandheder, for at overtræde moralske og etiske standarder. I dag hører det til de yderste sjældenheder. Vi lever i tolerancens tidsalder. Hverken dogmer om den sande lære, eller høje moralske standarder interesserer os så meget.

Men der er altså et problem – kirken er ikke ren, kirken er fuld af syndere og folk der snubler i at følge Jesus.

Perspektiv
Jesus fortæller en lignelse om en hvedemark, hvor den onde har sået ukrudt mellem den gode sæd. Om bondens husfolk, der spørger om de skal luge ukrudtet væk og om bonden, der siger nej, de vil bare ødelægge hveden, hvis de begynder at trampe rundt i marken på jagt efter ukrudtet. Ukrudtet får lov til at stå, der skal først sorteres fra når høsten kommer.
Guds rige er på færde i tiden og midt i verden, men det er altid også noget der er på vej – der kommer. Igen og igen taler Jesus om en særlig dag i fremtiden, i Guds tid, som ikke kan tidsfæstes, men som har afgørende betydning for det liv vi er kaldede til at leve i dag. Høsttiden, verdens ende, den yderste dag, dommedag, der er mange navne for denne dag.
Det gennemgående træk ved denne yderste dag er, at Jesus skal komme tilbage og holde dom over alle mennesker, det skal komme frem i lyset hvad der skjult i mørket. Alle ting skal blive afsløret og bedømt. Først derefter skal en verden uden ukrudt, uden synd, vold og død blive til. Den verden Johannes Åbenbaringen taler om som ”en ny himmel og en ny jord”. Johannes hører en røst fra Guds troner der råber
 Nu er Guds bolig hos menneskene,
      Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
      og døden skal ikke være mere,
      ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
      Thi det, der var før, er forsvundet.
Det afgørende perspektiv er at vi lever ikke i den endelige situation, den virkelighed vi erkender er kun foreløbig, kun midlertidig, Vi må sige, med Paulus i brevet til menigheden i Korinth
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Kirken er og forbliver et fællesskab der ikke er renset for ukrudt, men den lever med forventning om en dommedag, en afslutning af det foreløbige og en begyndelse på det evige.

Praksis
Hvordan skal vi så kunne være kirke når verdens dårligdomme trænge sig ind på det der burde være et alternativ til verden, et lysende håb om Guds kærlighed for mennesker.
Det er det helt centrale tema for Mattæus Evangeliet. Og budskabet som Jesus igen og igen sætter ord på gennem bjergprædiken og lignelser m.m. er dette; Lev som om Guds rige allerede var her!
Lad os engang læse hvad Jesus sagde i Bjergprædiken, den del vi kalder saligprisningerne

     Salige er de fattige i ånden,
      for Himmeriget er deres.
      Salige er de, som sørger,
      for de skal trøstes.
      Salige er de sagtmodige,
      for de skal arve jorden.
      Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
      for de skal mættes.
      Salige er de barmhjertige,
      for de skal møde barmhjertighed.
      Salige er de rene af hjertet,
      for de skal se Gud.
      Salige er de, som stifter fred,
      for de skal kaldes Guds børn.
      Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
      for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.


Og det fortsætter sådan her:
I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.

Lev som om der ikke var andet at gøre end at prise Gud med hele dit liv og vær så tålmodig. Vi kan vente, vi kan tage vare på os selv og hinanden og dem der lider, vi kan protestere over uretfærdigheder og overgreb og vi kan vente på Guds store dag. Vente betyder ikke at være ligeglad, vente betyder ikke at vi lukker øjnene. Vente betyder kærlighedens gode kamp, der holder sig for god til at overvinde det onde med onde midler, men i stedet følge Jesus i at overvinde det onde med det gode.
Vi kan omvende os til ham der har tålmodighed med os, med kirken og med verden indtil dommedag.

Den der har ører, skal høre.
Amen