Ikke særlig vigtigt

Midt i mellem eksistentielle overvejelser og teologiske refleksioner kommer her en lille undren over bloguniverset. På min blogside kan jeg som "ejer" se nogle oplysninger om hvorfra i verden læserne logger på. De aller fleste er fra Danmark - Det er vel ikke så mærkeligt. Der er også nogle fra Norge, Finland og Sverige - det undre mig heller ikke, jeg har venner dér. Fra Tyskland er der også nogle stykke - der har jeg familie og venner. Fra Schweiz er der nogle enkelte - måske Facebookvenner, det samme gælder USA. Men nu kommer det underlige. Enkelte gange har der været besøg på min blog fra eksotiske steder som Irak, Frankrig, Qatar, Sydkorea, Rusland og Israel! Er det serverer der besøger blogs for at opsnuse e-mailadresser at spamme, eller sidder der faktisk folk i disse lande og læse en dansk metodistpræsts udgydelser?
Er der et klogt hoved derude med en forklaring? Ellers gør det ikke noget, mysterier gør livet mere interessant.
Glædelig jul til jer alle - were ever you are.

Prædiken til Jerusalemskirken

Juledag d. 25. december 2011

Tekst: Joh. 1: 1-18

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. g lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

 Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.« Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.

Forleden læste jeg følgende underholdende historie fra den travle julehandel på en blog.

En kvinde havde bestemt sig til at hun i forbindelse med købet af en mængde julegave også ville købe en CD til sig selv. Hun havde længe ønsket sig en indspilning af Händels ”Messias”, I véd, den med det store hallelujakor. I musikbutikken står hun længe i kø, men kommer endelig frem til en meget ung ekspedient, der kigger fortravlet på hende og siger ”Ja!”

Kvinden formulere sit ønske: ”Jeg vil gerne have Händels Messias”. Den unge mand kigger forvirret tilbage og svare ”Helten Messias” – er det et computerspil^?

”Nej” svare kvinden, ”Händels Messias, det er musik”.

Ekspedienten taster ind på sin computer og ser igen forvirret på kvinden, ”Vi har ikke nogen CD der hedder Helten Messias”. Kvinden der er bevist om at køen af julefortravlede kunder vokser bag hende forsøger én gang til: ”Händels Messias, det er klassisk musik”.

”Nå”, svare den unge ekspedient, ”klassisk musik er ikke med i databasen”.

Så giver kvinden op og går leende ud af butikken – Helten Messias. Morsomt, men heller ikke helt dårligt.

Helten Messias – et computerspil!?

Hvordan ville det se ud. Jesus som 2 meter høj, muskelsvulmende, sværdsvingende kriger på mission i en mørk underverden fyldt med monstre der skal nedkæmpes, uskyldige der skal reddes, gåder der skal løses og skatte der skal findes.

Jeg kan ikke lige se det, men hvem véd, måske kommer det på markedet en dag.

Alligevel skal vi ikke affærdige den unge ekspedients ”Helten Messias” og de dramatiske billeder om kamp mellem det gode og det onde som det fremkalder. For i dag er det juledag og evangeliet vi hørte læst er fra Johannes Evangeliet og I kan godt hører at der er noget andet på færde her i forhold til juleaftens beretning fra Lukas Evangeliet.

Lukas er optaget af at beskrive Jesu fødsel midt i den konkrete virkelighed. Der er kejsere og fyrster, der er mennesker på rejse og hyrder på marken. Der er folketællinger og graviditet. Det er meget håndgribeligt og almindeligt, bortset selvfølgelig fra englene og deres budskab om dette mærkelige barn. Uden dem havde det været en fortælling der lignede meget andet man kunne have fortalt om verden og små mennesker.

Johannes, der imod, han er ikke optaget af det almindelige, det konkrete eller lettilgængelige. Han løfter straks vores opmærksomhed til det højst mulige plan. Hvis historien skal fortælles ordentligt skal der begyndes med begyndelsen. Og hos Johannes er begyndelsen ikke fødslen i Betlehem, ikke ærkeenglen Gabriels besøg i Nazareth, ikke kong David, hvis efterkommer barnet er, ikke Moses der grundlagde jødedommen, ikke Abraham der er stamfader til Guds folk, ikke Adam - det oprindelige menneske. Nej, vi skal meget dybere ind og længere tilbage.

I begyndelsen var ordet

Vi kan bruge en sammenligning fra videnskabens beskrivelse af universets oprindelse. The Big Bang, urbraget der satte alting i gang. Vi skal bagom dette brag, til kilden til dette brag. Til den første årsag af alle årsager: ordet – Guds ord. 1. Mosebog fortæller at Gud sagde: Der skal være lys! Og der blev lys. Guds ord er hans vilje, det skaber det som det nævner.

I dette første nanosekund hvor alting begynder, der begynder Johannes sit budskab. Han vil nemlig fortælle os noget svimlende stort om dette Jesusbarn, der for Lukas ”bare” er Jødernes Konge. Johannes har set bagved, set at Guds skabende Ord, som har været fra begyndelsen, som er Gud selv, er et ”ham”, ikke bare et ”det” - er kilden til livet, er lyset der fortrænger intethedens mørke. Johannes begynder med Gud selv, med det der er urørligt og uforståeligt mytisk og mystisk.

Og så går han videre. Ordet er kommet ind i verden, den verden som han selv er årsagen til, men verden genkender ikke sin oprindelse, sit liv og sit lys. Verden er fremmed for Gud. Verden er optaget af sig selv, krumbøjet i sin navlebeskuende selvfiksering.

Men Johannes har set hvad Ordet er kommet for at gøre. Afvisningen ødelægger ikke noget. For dem der tager imod ham, giver han en ny begyndelse, et nyt liv, en ny indsigt om Gud og dem selv.

Ordet blev kød siger Johannes og i denne kødblivning, inkarnation, med et fint teologisk begreb, ser vi mennesker Guds herlighed. Den er nåde og sandhed, dvs. vi ser Gud sådan som han selv viser sig til os. Ikke som mennesker forestiller sig Gud, men modsat. Den usynlige Gud har skabt sig et billede som vi kan forstå og tro på. Billedet er et menneske som du og jeg, men som samtidig er Gud.

Computerspilshelte er for det meste store krigere med overarme som træstammer og en attitude der bruger hestesko som tyggegummi. De redder verden fra undergang ved at dræbe en endeløs strøm af onde skabninger.

Sådan er Händels Messias, eller bibelens Jesus, slet ikke. I Johannes Evangeliet 3. kapitel taler Jesus om hvad det er Gud vil og hvad det er hans mission er.

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.

Jesus kommer ikke med raketgeværer og lasersværd. Han kommer med Guds kærlighed, så stærk at den er villig til at dø for at frelse alle mennesker. De onde skal ikke dø, de skal omvendes.

Johannes er ikke optaget af hvor eller hvordan Jesus blev født, som Lukas er det. Han vil fortælle en kæmpemæssig historie om noget der foregår på en meget større scene. Han vil forkynde at:

Jesus er Ordet der blev kød. Han er ”Helten Messias” som Händel komponerede om.

Amen

Vrede

Da jeg for næste 25 år siden læse til præst på Metodistkirkens Teologiske Seminarium i Gøteborg læste vi Johan Cullbergs bog "Krise og udvikling" på en del af vores forberedelse til at kunne være sjælesørgere. Cullberg beskriver en eksistentiel krises forskellige stadier. Jeg husker ikke alt fra bogen, men den første fase er en choktilstand hvor forvirring og følelsesmæssigt kaos er der præger "klienten". I den anden fase er det sorg eller fortvivlelse og i den tredje kommer vreden over det uretfærdige der har ramt een. (Jeg skriver dette fra hukommelsen, så måske er det ikke helt Cullbergs model.)
Jeg tror jeg nu befinder mig et sted mellem fase 2 og 3 lige nu. Gråden kan  stadig komme op i mig og det giver jeg den lov til. Der er ting jeg har mistet som det er værd at græde over, men jeg er begyndt at tænke over det med vreden. Jeg har ikke givet udtryk for vrede, men er det fordi jeg ikke er vred, eller fordi jeg ikke vil være min vrede bekendt?
Hvordan er det med os kristne, er vi for "pæne" til at være vrede på den rigtige, assertive måde? Hvis vi dækker over vreden, kommer den så ikke bare frem på en anden måde?
Hvordan giver man udtryk for sin vrede uden at det ender i mudderkastning?

Herren velsigne dig og forbavse dig

Det har været en overvældende oplevelse at mærke reaktionerne efter jeg har fortalt om min skilsmisse. Både i cyberlife og i virkeligheden. Jeg har fået en masse positiv respons. Mennesker der udtrykker sympati, gode ønsker og forbøn, samt konkrete tilbud om et øre at tale i, et måltid mad, nærvær og praktisk hjælp. Jeg tænker at jeg er priviligeret at have så mange søde mennesker i mit liv. Ofte når vi mennesker rammes af svære ting tænker vi; "hvor er Gud hende nu?" Jeg er ikke i tvivl om at jeg møder ham i al den omsorg min næste giver mig i denne tid.
Ensomheden er en af de voldsomme følelser der følger med når man bliver skilt, men der er mange der hjælper mig med at ser forbi fortvivlelsen og få øje på en vej videre frem i livet. Noget at være taknemmelig over!

Deja vu - all over again

Ja, der har været lidt stille på bloggen, men med god grund. Det har ikke været så nemt at leve den seneste tid. Men da nyheden nu officielt er ude, kan jeg godt fortælle det her på "Birchs". Min kone gennem 14 år, Charlotte, og jeg skal skilles. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle om årsager eller lign. her på bloggen, der tilhører privatlivets fred, men jeg vil godt dele lidt om hvordan det er at blive alene i min alder (51 år).
Lad mig først siger, at menighed, venner og familie har været søde og opmærksomme de forgangne uger, jeg har fået en række invitationer fra folk der gerne vil være sammen med mig og skabe lidt nærvær for en person der oplever et stort tomrum i livet. Det er jeg taknemmelig for.  Ligesom jeg værdsætter et opmuntrende ord, blik, håndtryk eller kram.
Efter at det første chok har lagt sig er der en række livsvigtige spørgsmål som jeg tumler med når jeg er alene. Hvem er jeg nu, da jeg ikke mere er en ægtemand? Hvordan lever man alene? Hvad med økonomien? Er jeg umulig at leve sammen med (Det er min 2. skilsmisse).
Der er også en hel række banale eller praktiske spørgsmål der kommer væltende i usorteret orden. Hvordan med jul?! Hvad med ferier - hvad vil jeg egentlig gerne nu jeg ikke skal "forhandle" med nogen? Skal jeg beholde bilen? Hvad med kolonihaven? Hvem skal have hvad med fra det fælles hjem? Møbler, huskeråd, billeder, CD-er m.m.
En særlig kategori af udfordringer hænger sammen med at jeg er præst. En frikirkepræst lever i et glashus hvor privatliv og arbejdsliv flyder sammen. Alle kan se ind og alle kan forme sig en mening om alting. Det vilkåret, men det er svært og der skal en særlig styrke til at stå frem som leder, forkynder og rollemodel, når der er krise i privatlivet.
Overordnet går det nogenlunde godt. Jeg begynder at vende mig til min nye situation. Er stadig trist når jeg er alene, men jeg klare mig igennem det og synes der også er lyspunkter der peger fremad.
Jeg har ingen visdomsord til nogen lige nu og her, jeg skriver nok mest dette blogindlæg for min egen terapeutiske skyld.
Pas på jer selv og hinanden
Ole

Godt vidnesbyrd

Jeg faldt over nedenstående spændende tekst i "Stedet og vejen en antologi om menigheden nu og i fremtiden".


Anne E. Jensen: Fra oven eller fra neden?
Når man taler om at "få flere kunder i butikken" i Folkekirken er det jo gerne nye gudstjenesteformer, mødeaktiviteter og aktiviteter for børn og unge, som foreslås. Der er også de, der siger at kirken skal være synlig, der hvor folk er - i butikscentrene eller på gågaden - at vi skal ud og agitere lige som græsrodsorganisationerne.



Da jeg skrev det citerede afsnit havde jeg faktisk noget helt andet i tankerne. Jeg tænkte på en af mine kolleger i Europa-Parlamentet, nemlig formanden for Parlamentets budgetudvalg Terry Wynn. Han er ikke bare budgetbisse og en venlig rund mand, men også tidligere prædikant i Metodistkirken. Af politisk observans er han socialist, og metodistkirken i Storbritannien har traditionelt haft en vis relation til Labourpartiet i Storbritannien. Terry missionerer ikke overfor os andre, han taler heller ikke specielt meget om sit forhold til Gud. Han bærer et lille kors i reverset, og har skrevet en lille bog om sit liv "Onwards Christian Socialists!" med slet skjult inspiration fra en kendt salme. Her fortæller han blandt andet om, hvorfor han mener at hans kristne livssyn er foreneligt med det at være socialist. Det der gør indtryk er, at han hviler i sig selv, har nogle klare værdier og principper, aldrig er fordømmende men tværtimod storladen - måske en sjælden egenskab for en politiker. Han er ikke bange for at sige højt, at kirken og kristendommen fylder meget i hans liv. Men alligevel formår han på én gang at være den glade kristne og samtidig et helt normalt rationalt tænkende menneske. Jamen, tænk at det kan lade sig gøre! Sådan at gå imod folks fordomme. Han omvender ikke folk. Men han får folk til at tænke over deres værdier. Det er måske i virkeligheden bare det, der skal til

Hvad deltager i CGF ikke fik at vide

Deltagere og tilskuere til afslutningskoncerten for Copenhagen Gospel Festival observerede at koncerten først kom i gang 10 minutter efter det annoncerede tidspunkt og de har måske irriteret sig over det, eller de har tænkt at sådan kan det være når mange forskellige ting og personer skal være klar samtidig. Her bringes historien om hvad der skete i minutterne før koncerten skulle begynde. Solomon Facey, een af instruktørerne og et af koncertens bærende elementer, opdagede ca. 15 minutter før start at han manglede noget vigtigt, som befandt sig i Helene Boms lejlighed, hvor han var indkvarteret (vi fandt aldrig ud af hvad det var). Han lånte nøglerne og strøg ned ad gaden til Sølvgade, hvor Helene bor i en stor egendom med flere opgange. Solomon fik låst gadedøren op og løb op af trapperne til 5 sal, hvor han stak nøglen i låsen. Låsen ville ikke dreje rundt! Frustreret og nevøs for tiden forsøgte han at dreje både til højre og venstre. Låsen var urokkelig. Han rykker i døren, prøver nøglen igen. Prøver gadedørsnøglen, men intet virker. Pludselig begynder døren at bevæge sig. Solomon springer forskrækket tilbage. Han ved at Helene er over i kirken, hvordan kan der så være nogen i lejligheden? Døren går op og i lille gammel dame kommer til syne. I nogle sekunder stirre de 2 på hinanden. Begge helt uforstående overfor den andens realitet. Solomon lamslået af skræk over at møde nogen i en lejlighed han venter er tom - den gamle dame rædselsslagen ved mødet med en flamboriant klædt sort mand der forsøger at åbne hendes hoveddør. Et fantastisk øjeblik, mens 400 mennesker venter på gospelmusik i Jerusalemskirken. Sagen er at Solomon er løbet op i den forkerte opgang og nu skal han prøve at komme derfra uden at blive arresteret som indbrudstyv, eller hjemmerøver, eller det der er værre. Damens engelsk er kun dårligt, men hun afviser at kende noget til Helene. Langsomt går sagens rette sammenhæng op for Solomon og han gennemfører en succesfuld tilbagetrækning og styrter op i den rigtige opgang og tilbage til kirken.