Herren velsigne dig og forbavse dig

Det har været en overvældende oplevelse at mærke reaktionerne efter jeg har fortalt om min skilsmisse. Både i cyberlife og i virkeligheden. Jeg har fået en masse positiv respons. Mennesker der udtrykker sympati, gode ønsker og forbøn, samt konkrete tilbud om et øre at tale i, et måltid mad, nærvær og praktisk hjælp. Jeg tænker at jeg er priviligeret at have så mange søde mennesker i mit liv. Ofte når vi mennesker rammes af svære ting tænker vi; "hvor er Gud hende nu?" Jeg er ikke i tvivl om at jeg møder ham i al den omsorg min næste giver mig i denne tid.
Ensomheden er en af de voldsomme følelser der følger med når man bliver skilt, men der er mange der hjælper mig med at ser forbi fortvivlelsen og få øje på en vej videre frem i livet. Noget at være taknemmelig over!

Deja vu - all over again

Ja, der har været lidt stille på bloggen, men med god grund. Det har ikke været så nemt at leve den seneste tid. Men da nyheden nu officielt er ude, kan jeg godt fortælle det her på "Birchs". Min kone gennem 14 år, Charlotte, og jeg skal skilles. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle om årsager eller lign. her på bloggen, der tilhører privatlivets fred, men jeg vil godt dele lidt om hvordan det er at blive alene i min alder (51 år).
Lad mig først siger, at menighed, venner og familie har været søde og opmærksomme de forgangne uger, jeg har fået en række invitationer fra folk der gerne vil være sammen med mig og skabe lidt nærvær for en person der oplever et stort tomrum i livet. Det er jeg taknemmelig for.  Ligesom jeg værdsætter et opmuntrende ord, blik, håndtryk eller kram.
Efter at det første chok har lagt sig er der en række livsvigtige spørgsmål som jeg tumler med når jeg er alene. Hvem er jeg nu, da jeg ikke mere er en ægtemand? Hvordan lever man alene? Hvad med økonomien? Er jeg umulig at leve sammen med (Det er min 2. skilsmisse).
Der er også en hel række banale eller praktiske spørgsmål der kommer væltende i usorteret orden. Hvordan med jul?! Hvad med ferier - hvad vil jeg egentlig gerne nu jeg ikke skal "forhandle" med nogen? Skal jeg beholde bilen? Hvad med kolonihaven? Hvem skal have hvad med fra det fælles hjem? Møbler, huskeråd, billeder, CD-er m.m.
En særlig kategori af udfordringer hænger sammen med at jeg er præst. En frikirkepræst lever i et glashus hvor privatliv og arbejdsliv flyder sammen. Alle kan se ind og alle kan forme sig en mening om alting. Det vilkåret, men det er svært og der skal en særlig styrke til at stå frem som leder, forkynder og rollemodel, når der er krise i privatlivet.
Overordnet går det nogenlunde godt. Jeg begynder at vende mig til min nye situation. Er stadig trist når jeg er alene, men jeg klare mig igennem det og synes der også er lyspunkter der peger fremad.
Jeg har ingen visdomsord til nogen lige nu og her, jeg skriver nok mest dette blogindlæg for min egen terapeutiske skyld.
Pas på jer selv og hinanden
Ole

Godt vidnesbyrd

Jeg faldt over nedenstående spændende tekst i "Stedet og vejen en antologi om menigheden nu og i fremtiden".


Anne E. Jensen: Fra oven eller fra neden?
Når man taler om at "få flere kunder i butikken" i Folkekirken er det jo gerne nye gudstjenesteformer, mødeaktiviteter og aktiviteter for børn og unge, som foreslås. Der er også de, der siger at kirken skal være synlig, der hvor folk er - i butikscentrene eller på gågaden - at vi skal ud og agitere lige som græsrodsorganisationerne.



Da jeg skrev det citerede afsnit havde jeg faktisk noget helt andet i tankerne. Jeg tænkte på en af mine kolleger i Europa-Parlamentet, nemlig formanden for Parlamentets budgetudvalg Terry Wynn. Han er ikke bare budgetbisse og en venlig rund mand, men også tidligere prædikant i Metodistkirken. Af politisk observans er han socialist, og metodistkirken i Storbritannien har traditionelt haft en vis relation til Labourpartiet i Storbritannien. Terry missionerer ikke overfor os andre, han taler heller ikke specielt meget om sit forhold til Gud. Han bærer et lille kors i reverset, og har skrevet en lille bog om sit liv "Onwards Christian Socialists!" med slet skjult inspiration fra en kendt salme. Her fortæller han blandt andet om, hvorfor han mener at hans kristne livssyn er foreneligt med det at være socialist. Det der gør indtryk er, at han hviler i sig selv, har nogle klare værdier og principper, aldrig er fordømmende men tværtimod storladen - måske en sjælden egenskab for en politiker. Han er ikke bange for at sige højt, at kirken og kristendommen fylder meget i hans liv. Men alligevel formår han på én gang at være den glade kristne og samtidig et helt normalt rationalt tænkende menneske. Jamen, tænk at det kan lade sig gøre! Sådan at gå imod folks fordomme. Han omvender ikke folk. Men han får folk til at tænke over deres værdier. Det er måske i virkeligheden bare det, der skal til

Hvad deltager i CGF ikke fik at vide

Deltagere og tilskuere til afslutningskoncerten for Copenhagen Gospel Festival observerede at koncerten først kom i gang 10 minutter efter det annoncerede tidspunkt og de har måske irriteret sig over det, eller de har tænkt at sådan kan det være når mange forskellige ting og personer skal være klar samtidig. Her bringes historien om hvad der skete i minutterne før koncerten skulle begynde. Solomon Facey, een af instruktørerne og et af koncertens bærende elementer, opdagede ca. 15 minutter før start at han manglede noget vigtigt, som befandt sig i Helene Boms lejlighed, hvor han var indkvarteret (vi fandt aldrig ud af hvad det var). Han lånte nøglerne og strøg ned ad gaden til Sølvgade, hvor Helene bor i en stor egendom med flere opgange. Solomon fik låst gadedøren op og løb op af trapperne til 5 sal, hvor han stak nøglen i låsen. Låsen ville ikke dreje rundt! Frustreret og nevøs for tiden forsøgte han at dreje både til højre og venstre. Låsen var urokkelig. Han rykker i døren, prøver nøglen igen. Prøver gadedørsnøglen, men intet virker. Pludselig begynder døren at bevæge sig. Solomon springer forskrækket tilbage. Han ved at Helene er over i kirken, hvordan kan der så være nogen i lejligheden? Døren går op og i lille gammel dame kommer til syne. I nogle sekunder stirre de 2 på hinanden. Begge helt uforstående overfor den andens realitet. Solomon lamslået af skræk over at møde nogen i en lejlighed han venter er tom - den gamle dame rædselsslagen ved mødet med en flamboriant klædt sort mand der forsøger at åbne hendes hoveddør. Et fantastisk øjeblik, mens 400 mennesker venter på gospelmusik i Jerusalemskirken. Sagen er at Solomon er løbet op i den forkerte opgang og nu skal han prøve at komme derfra uden at blive arresteret som indbrudstyv, eller hjemmerøver, eller det der er værre. Damens engelsk er kun dårligt, men hun afviser at kende noget til Helene. Langsomt går sagens rette sammenhæng op for Solomon og han gennemfører en succesfuld tilbagetrækning og styrter op i den rigtige opgang og tilbage til kirken.

Efterårsmøde, hjem til Copenhagen Gospel Festival

Jeg nærmer afslutningen på 4 dages efterårsmøde med præstekolleger i Metodistkirken. Det har været givende dage. Mandag fortalte Tonny Jacobsen om hans undersøgelser af vejen mennesker i 2011 går fra søgende til efterfølger af Jesus. Tirsdag var vi på 14 km. pilgrimsvandring ved Sejrøbugten i det flotteste septembervejr. I dag har biskoppen undervist og inspireret om at prædike på en måde der udfordrer til respons og Lars U. Jensen har udfordret os til at være præster der kan møde børn og unge på en relevant måde. Her til aften har vi drøftet processen omkring Jørgen Thaarups studiedokument om homofili.

Det har været indholdrige dage, men jeg glæder mig til at skulle hjem i morgen. Og på lørdag er det tid til Copenhagen Gospel Festival - det er noget der rykker! Jeg anbefaler gudstjenesten i Jerusalemskirken på søndag kl. 11 og koncerten samme aften. læs mere på cgf.dk.

Forløsningens time - hvad kirke skal være!

Min ven (se forrige indlæg) fik sin sag afgjort i flygtningenævnet i dag. Det meste af eftermiddagen sad Kirsten Hastrup og Mark Lewis og ventede sammen med ham. (Jeg stødte til senere) Han skulle have været inde kl. 13.30, men alting trak ud og nævnet hørte ikke hans sag før 14.45. I næsten 2 timer kæmpede hans sagfører for at fremlægge og argumentere hans sag. Så kom han ud til os i venterummet mens der blev voteret. Efter mere end en times votering blev Niyazi (Ja, nu kan jeg skrive hans navn) kaldt ind og 10 minutter efter kom han ud. Ja!!!!! Han kan blive i Danmark. Han er nu konventionsflygtning med permanent opholdstilladelse. Nej, han skal ikke risikere livet som kristen i det krigshærgede Afghanistan. Han kan få lov til at opleve fred og frihed og kristent fællesskab her i København.
Hvilket privilegium vi kan tage for givet - hvad bruger vi det til?

Midt i glæden over Niyazis redning fyldes jeg af stolthed over min kirke, Jerusalemskirken. I denne sag har enkeltpersoner, præster og menighedens fællesskab vist et glimt af kirkens sande natur. Den er kristi krop - et glimt af menneskelighed og håndgribelig næstekærlighed midt i verdens larm og uro. Her er noget at bygge videre på.
Niyazis sag blev, ifølge advokaten, afgjort på om nævnet troede på at han var kristen. I første omgang havde udlændingeservice afvist denne påstand fordi han ikke viste nok om bibelen! Til dette møde havde vi skrevet brev fra præst, biskop og menighed der bevidnede manden aktive kirkegsang i Jerusalemskirken og deltagelse i menighedens fællesskab - det gjorde formentlig udslaget. Nævnet gav ham status af "konventionsflygtning". Jeg længes efter at se mere af den slags konkret engagement i menneskers liv og håndgribelig omsorg. Amen.

Et menneske

Der er en mand der har deltaget i min kirkes gudstjeneste de seneste 2 år. Han er en smilende mand der ikke gør noget stort væsen af sig. Hans hud er gyldenbrun, hans hår er sort, hans mørke øjne i et drenget ansigt virker fulde af sorg, selv når han smiler bredt. Han er hverken ung eller gammel. Kroppen er spinkel og hænderne er bløde. For 5 år siden flygtede han fra Afganistan. En lokal krigsherre slog hans slægtning i hjel, og hele familien flygtede. Sammen med en ven kom han hele vejen til England, hvor han sad i en  flygtningelejr i flere år.
En dag dukkede nogle ældre mennesker op i lejren. De gav sig tid til at tale med flygtningene og indbød dem til en teateraften i byen. De undrede sig over deres venlighed overfor fremmede. De besluttede at tage imod indbydelsen. Teaterstykket handlede om Jesus, om hans liv, hans ord, hans død og hans opstanddelse. Sådan havde de aldrig hørt tale om Guds kærlighed. De besluttede at følge med de venlige mennesker til deres kirke, en lille metodistkirke i Midtengland. Der kom de regelmæssigt i et år og bestemte sig for at blive døbt. De var blevet kristne. De blev rådet til ikke at fortælle det til myndighederne - et dårlig råd! Deres asylsag blev afvist og snart var manden i Kabul. Han kendte ingen mennesker her, boede i et lille værelse over en tebutik. Men ejeren og andre i gaden var mistroiske over for ham. Han havde været i vesten og han gik ikke i moskeen. Sladderen voksede omkring ham. jorden brædte under ham. Han viste ikke hvor hans familie var. Efter kort tid flygtede han igen.
Nu er han i Danmark og han er med til gudstjenester og fællesskab. En af hans venner fra england har besøgt ham og været med i kirke - en elskelig gammel dame. Han har fået nye venner her. Men på trods af dåbsattest fra england har udlændingeservice bestemt at han skal sendes tilbage til Afganistan - hvor muslimer der lader sig døbe slås ihjel. De tror han lyver om sin tro. Vi bad for manden i dag i gudstjenesten. Vi samledes en gruppe omkring ham midt i gudstjenesten, foran alteret. Vi lagde hænderne på ham og bad for ham og for de myndigheder der hærsker over liv og død. Vi har skrevet til dem og fortalt om mandens tro og liv i vores menighed. I dag skrev hele menigheden under på at de kender ham, at han er en aktiv kristen i vores menighed. Han er et menneske, han er vores bror.
Vil du hjælpe med at bede for ham?

På torsdag afgøres manden skæbne og når han og advokaten går ind til afgørelsen, vil der være folk der venter udenfor. Han skal ikke møde dommen alene!