3 dage inde i min sommerferie og den ændrede virkelighedsopfattelse der hører ferietiden til er begyndt at indfinde sig. Store og små udfordringer fra præstelivet optræde med længere og længere mellemrum i tankestrømmen. I stedet er der hyggelige konkrete opgaver fra kolonihaven der fylder. I dag tog jeg for alvor fat i det projekt der siden i vinters har stået "Det ordner vi i sommerferien" på. Nyt tag på udestuen. De gamle mælkehvide tagplader er blevet rykket af og den fantasirige lægtekonstruktíon er brækket ned. Jeg har været i trælasten og bestilt nye plader og træ og i morgen skal det hele så op igen.
Jeg nyder at lave noget med hænderne!
onsdag den 20. juli 2011
lørdag den 16. juli 2011
En prædiken
Prædiken til Jerusalemskirken
Søndag d. 17. juli 2011
Tekst: Matt: 13: 24-30, 36-43
Problem, perspektiv og praksis
En historie fra det vilde vesten
Den 29. november 1864 beordrede oberst John Chivington sine 800 kavalerister til at angribe en Cheyenne og Arapaho indianerlejr ved Sand Creek i staten Colorado. Disse indianerne havde samme år overgivet sig til De Forenede Staters regering og efter aftale med myndighederne slået lejr ved Sand Creek. Hovedparten af mændene var derefter taget på jagt. Da angrebet var overstået lå minimum150 indianere døde på marken, fortrinsvis kvinder, børn og gamle mænd. Soldaterne nøjedes ikke med at dræbe, de skar kropsdele af de døde indianere og pralede med deres bedrifter ved at fremvise disse trofæer rundt omkring i Colorado i tiden efter.
Da nyheden om massakren blev offentligt kendt gennemførte den amerikanske kongres en undersøgelse som mundede ud i en stærk fordømmelse af John Chivington og hans forbrydelse med Sand Creek. Begivenhederne dannende senere grundlag for filmen Soldier Blue, der i 1970 vakte stor opsigt med sin blodige skildring af denne massakre. John Chivington blev aldrig straffet for sin forbrydelse, men han måtte trække sig tilbage fra alt offentligt liv.
Metodistkirken har i 2011 givet 50.000 dollars til et informationscenter der skal lærer unge mennesker om denne del af Amerikas historie. Ved generalkonferencen 2012 vil en særlig ceremoni af forsoning mellem Metodistkirken og Amerikas indianere blive afholdt. Hvorfor gør Metodistkirken det?
Fordi John Chivington, oberst og leder af Colorados 1. og 3. kavaleri også var præst i Metodistkirken! Selv om hans handlinger ikke var bestemte af Metodistkirken, så repræsentere hans handlinger en foragt for Amerikas oprindelige folk en folkestemning, som også kirken er medskyldig i.
Problemet
Kirken er kaldet til at være Kristi legeme på jord. Kirken er kaldet til at leve Guds rigets værdier, kærlighed, tilbedelse, fred, retfærdighed og sandhed midt i en verden der bygger på helt andre værdier – men kirken er selv inficeret med verdens kamp om penge, magt og status, med verdens intolerance, fordomme og begær. De kristne er kaldet til at være lemmer på Kristi krop. De er kaldet til at efterfølge Kristus, som elskede alle mennesker, som gav sig selv for dem, og derfor de kristne er udvalgte til at leve hellige liv der skal være til velsignelse for hinanden og for verden.
Men vi kristne lever ikke altid som vi burde. Vi er halvhjertede, vi er smålige, vi er uopmærksomme, eller uengagerede, eller selviske eller ligefrem onde.
Der er et stort problem. Der er afstand mellem idealerne og realiteterne, mellem den gode sæd som Gud sår med sit ord og det fællesskab om ordet som fremtræder i verden. Kirken består af alle mulige slags mennesker, som har alle mulige holdninger til hvad der er sandt og godt og som handler for eller imod det Jesus befaler sine efterfølgere.
Så snart kirken var blevet, bare nogle årtier gammel, dengang Paulus skrev sine breve, og hele vejen gennem århundrederne indtil i dag, har kirken oplevet dette problem. Mennesker tiltrækkes til kirken af det glade budskab, men omvendelsen betyder ikke at de er fuldkomne mennesker. Kirken er som verden, en mark hvor hvede og ukrudt vokser side om side.
Og hvad skal man gøre ved det?
Skal man udøve en streng kirketugt og rense kirken for ukrudt, så den kan fremstå ren og hellig? Eller skal man sige at hvem som helst kan være en del af kirken? Findes der grænser for vores tolerance? Kan man tro hvad som helst og være en del af kirken? Kan man gøre hvad som helst og stadig kalde sig kristen? I tidens løb har mange mennesker af forskellige grunde været smidt ud af kirken; For at prædike falske lærer, for at sige ubekvemme sandheder, for at overtræde moralske og etiske standarder. I dag hører det til de yderste sjældenheder. Vi lever i tolerancens tidsalder. Hverken dogmer om den sande lære, eller høje moralske standarder interesserer os så meget.
Men der er altså et problem – kirken er ikke ren, kirken er fuld af syndere og folk der snubler i at følge Jesus.
Perspektiv
Jesus fortæller en lignelse om en hvedemark, hvor den onde har sået ukrudt mellem den gode sæd. Om bondens husfolk, der spørger om de skal luge ukrudtet væk og om bonden, der siger nej, de vil bare ødelægge hveden, hvis de begynder at trampe rundt i marken på jagt efter ukrudtet. Ukrudtet får lov til at stå, der skal først sorteres fra når høsten kommer.
Guds rige er på færde i tiden og midt i verden, men det er altid også noget der er på vej – der kommer. Igen og igen taler Jesus om en særlig dag i fremtiden, i Guds tid, som ikke kan tidsfæstes, men som har afgørende betydning for det liv vi er kaldede til at leve i dag. Høsttiden, verdens ende, den yderste dag, dommedag, der er mange navne for denne dag.
Det gennemgående træk ved denne yderste dag er, at Jesus skal komme tilbage og holde dom over alle mennesker, det skal komme frem i lyset hvad der skjult i mørket. Alle ting skal blive afsløret og bedømt. Først derefter skal en verden uden ukrudt, uden synd, vold og død blive til. Den verden Johannes Åbenbaringen taler om som ”en ny himmel og en ny jord”. Johannes hører en røst fra Guds troner der råber
Nu er Guds bolig hos menneskene,
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
Det afgørende perspektiv er at vi lever ikke i den endelige situation, den virkelighed vi erkender er kun foreløbig, kun midlertidig, Vi må sige, med Paulus i brevet til menigheden i Korinth
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Kirken er og forbliver et fællesskab der ikke er renset for ukrudt, men den lever med forventning om en dommedag, en afslutning af det foreløbige og en begyndelse på det evige.
Praksis
Hvordan skal vi så kunne være kirke når verdens dårligdomme trænge sig ind på det der burde være et alternativ til verden, et lysende håb om Guds kærlighed for mennesker.
Det er det helt centrale tema for Mattæus Evangeliet. Og budskabet som Jesus igen og igen sætter ord på gennem bjergprædiken og lignelser m.m. er dette; Lev som om Guds rige allerede var her!
Lad os engang læse hvad Jesus sagde i Bjergprædiken, den del vi kalder saligprisningerne
Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Og det fortsætter sådan her:
I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.
Lev som om der ikke var andet at gøre end at prise Gud med hele dit liv og vær så tålmodig. Vi kan vente, vi kan tage vare på os selv og hinanden og dem der lider, vi kan protestere over uretfærdigheder og overgreb og vi kan vente på Guds store dag. Vente betyder ikke at være ligeglad, vente betyder ikke at vi lukker øjnene. Vente betyder kærlighedens gode kamp, der holder sig for god til at overvinde det onde med onde midler, men i stedet følge Jesus i at overvinde det onde med det gode.
Vi kan omvende os til ham der har tålmodighed med os, med kirken og med verden indtil dommedag.
Den der har ører, skal høre.
Amen
Søndag d. 17. juli 2011
Tekst: Matt: 13: 24-30, 36-43
Problem, perspektiv og praksis
En historie fra det vilde vesten
Den 29. november 1864 beordrede oberst John Chivington sine 800 kavalerister til at angribe en Cheyenne og Arapaho indianerlejr ved Sand Creek i staten Colorado. Disse indianerne havde samme år overgivet sig til De Forenede Staters regering og efter aftale med myndighederne slået lejr ved Sand Creek. Hovedparten af mændene var derefter taget på jagt. Da angrebet var overstået lå minimum150 indianere døde på marken, fortrinsvis kvinder, børn og gamle mænd. Soldaterne nøjedes ikke med at dræbe, de skar kropsdele af de døde indianere og pralede med deres bedrifter ved at fremvise disse trofæer rundt omkring i Colorado i tiden efter.
Da nyheden om massakren blev offentligt kendt gennemførte den amerikanske kongres en undersøgelse som mundede ud i en stærk fordømmelse af John Chivington og hans forbrydelse med Sand Creek. Begivenhederne dannende senere grundlag for filmen Soldier Blue, der i 1970 vakte stor opsigt med sin blodige skildring af denne massakre. John Chivington blev aldrig straffet for sin forbrydelse, men han måtte trække sig tilbage fra alt offentligt liv.
Metodistkirken har i 2011 givet 50.000 dollars til et informationscenter der skal lærer unge mennesker om denne del af Amerikas historie. Ved generalkonferencen 2012 vil en særlig ceremoni af forsoning mellem Metodistkirken og Amerikas indianere blive afholdt. Hvorfor gør Metodistkirken det?
Fordi John Chivington, oberst og leder af Colorados 1. og 3. kavaleri også var præst i Metodistkirken! Selv om hans handlinger ikke var bestemte af Metodistkirken, så repræsentere hans handlinger en foragt for Amerikas oprindelige folk en folkestemning, som også kirken er medskyldig i.
Problemet
Kirken er kaldet til at være Kristi legeme på jord. Kirken er kaldet til at leve Guds rigets værdier, kærlighed, tilbedelse, fred, retfærdighed og sandhed midt i en verden der bygger på helt andre værdier – men kirken er selv inficeret med verdens kamp om penge, magt og status, med verdens intolerance, fordomme og begær. De kristne er kaldet til at være lemmer på Kristi krop. De er kaldet til at efterfølge Kristus, som elskede alle mennesker, som gav sig selv for dem, og derfor de kristne er udvalgte til at leve hellige liv der skal være til velsignelse for hinanden og for verden.
Men vi kristne lever ikke altid som vi burde. Vi er halvhjertede, vi er smålige, vi er uopmærksomme, eller uengagerede, eller selviske eller ligefrem onde.
Der er et stort problem. Der er afstand mellem idealerne og realiteterne, mellem den gode sæd som Gud sår med sit ord og det fællesskab om ordet som fremtræder i verden. Kirken består af alle mulige slags mennesker, som har alle mulige holdninger til hvad der er sandt og godt og som handler for eller imod det Jesus befaler sine efterfølgere.
Så snart kirken var blevet, bare nogle årtier gammel, dengang Paulus skrev sine breve, og hele vejen gennem århundrederne indtil i dag, har kirken oplevet dette problem. Mennesker tiltrækkes til kirken af det glade budskab, men omvendelsen betyder ikke at de er fuldkomne mennesker. Kirken er som verden, en mark hvor hvede og ukrudt vokser side om side.
Og hvad skal man gøre ved det?
Skal man udøve en streng kirketugt og rense kirken for ukrudt, så den kan fremstå ren og hellig? Eller skal man sige at hvem som helst kan være en del af kirken? Findes der grænser for vores tolerance? Kan man tro hvad som helst og være en del af kirken? Kan man gøre hvad som helst og stadig kalde sig kristen? I tidens løb har mange mennesker af forskellige grunde været smidt ud af kirken; For at prædike falske lærer, for at sige ubekvemme sandheder, for at overtræde moralske og etiske standarder. I dag hører det til de yderste sjældenheder. Vi lever i tolerancens tidsalder. Hverken dogmer om den sande lære, eller høje moralske standarder interesserer os så meget.
Men der er altså et problem – kirken er ikke ren, kirken er fuld af syndere og folk der snubler i at følge Jesus.
Perspektiv
Jesus fortæller en lignelse om en hvedemark, hvor den onde har sået ukrudt mellem den gode sæd. Om bondens husfolk, der spørger om de skal luge ukrudtet væk og om bonden, der siger nej, de vil bare ødelægge hveden, hvis de begynder at trampe rundt i marken på jagt efter ukrudtet. Ukrudtet får lov til at stå, der skal først sorteres fra når høsten kommer.
Guds rige er på færde i tiden og midt i verden, men det er altid også noget der er på vej – der kommer. Igen og igen taler Jesus om en særlig dag i fremtiden, i Guds tid, som ikke kan tidsfæstes, men som har afgørende betydning for det liv vi er kaldede til at leve i dag. Høsttiden, verdens ende, den yderste dag, dommedag, der er mange navne for denne dag.
Det gennemgående træk ved denne yderste dag er, at Jesus skal komme tilbage og holde dom over alle mennesker, det skal komme frem i lyset hvad der skjult i mørket. Alle ting skal blive afsløret og bedømt. Først derefter skal en verden uden ukrudt, uden synd, vold og død blive til. Den verden Johannes Åbenbaringen taler om som ”en ny himmel og en ny jord”. Johannes hører en røst fra Guds troner der råber
Nu er Guds bolig hos menneskene,
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
Det afgørende perspektiv er at vi lever ikke i den endelige situation, den virkelighed vi erkender er kun foreløbig, kun midlertidig, Vi må sige, med Paulus i brevet til menigheden i Korinth
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Kirken er og forbliver et fællesskab der ikke er renset for ukrudt, men den lever med forventning om en dommedag, en afslutning af det foreløbige og en begyndelse på det evige.
Praksis
Hvordan skal vi så kunne være kirke når verdens dårligdomme trænge sig ind på det der burde være et alternativ til verden, et lysende håb om Guds kærlighed for mennesker.
Det er det helt centrale tema for Mattæus Evangeliet. Og budskabet som Jesus igen og igen sætter ord på gennem bjergprædiken og lignelser m.m. er dette; Lev som om Guds rige allerede var her!
Lad os engang læse hvad Jesus sagde i Bjergprædiken, den del vi kalder saligprisningerne
Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Og det fortsætter sådan her:
I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.
Lev som om der ikke var andet at gøre end at prise Gud med hele dit liv og vær så tålmodig. Vi kan vente, vi kan tage vare på os selv og hinanden og dem der lider, vi kan protestere over uretfærdigheder og overgreb og vi kan vente på Guds store dag. Vente betyder ikke at være ligeglad, vente betyder ikke at vi lukker øjnene. Vente betyder kærlighedens gode kamp, der holder sig for god til at overvinde det onde med onde midler, men i stedet følge Jesus i at overvinde det onde med det gode.
Vi kan omvende os til ham der har tålmodighed med os, med kirken og med verden indtil dommedag.
Den der har ører, skal høre.
Amen
torsdag den 14. juli 2011
Fridag
Torsdag er normalt min fridag. Det har det også været i dag. Dagen er blevet tilbragt med at nusse rundt i lejligheden (det regner) og foran fjernsynet (Tour de France) og på nettet (opdateringer på kirkens hjemmeside). Ikke noget særligt spændende fritidsliv. Efter sådan er en fridag føler jeg mig egenligt ikke særlig tilfredsstillet og overvejer om jeg ikke trænger til at rører mig og opleve noget lidt mere stimulerende. Eller skal jeg bare slå mig til tåls med at somme tider er hjernedød "væren" helt OK?
fredag den 8. juli 2011
Vandskade i Jerusalemskirken
Min kirke her i København fik vand i det meste af krypten i sidste weekend. Filmen viser hvor meget der var. I dag kan man næsten ikke se det, for Andreas, vores kirkebetjent, og en stribe frivillige har ydet en fantastisk indsats. Andreas og Helene rykkede ud samme aften og blev ved til kl. 4 om morgenen. De fortjener en stor medalje.
8 dages møder med spændende mennesker
Jeg har været 8 dage i Southport, England, i anledning af den Britiske Metodistkirkes årskonference. Som en del af konferencen var en række repræsentanter for andre landes Metodistkirker indbudt til 3 dages samtaler om fremtiden for samarbejde og mission på tværs af grænser. Det blev nogle rigtig interessante samtale med nogle meget spændende mennesker.
Der var biskop Sharon Rader fra USA, som er biskopsrådets "ecumenical officer".
Biskop Rader mødte jeg første gang i Moskva i 2005 hvor hun ledte dele af Centralkonferencen der valgte Hans Wäxby til biskop i Eurasien.
Vi havde mange spændende samtaler om vore kære Metodistkirke og dens udfordringer. En åben og gavmild person, med et godt øje for hvad kirken har brug for i fremtiden.
Og pastor Yamada fra Japan, der kunne fortælle om jordskælvet, tsunaminen og atomkatastrofen i sit hjemland. Han taler ikke engelsk og måtte have alting oversat. Jeg tror det blev nogle lange dage for ham. Men han var smilende og venlig og udtrykte stor taknemmelighed over den støtte der er kommet fra verdens kirker til ofrene i Japan.
Der var pastor Manoccio fra Italien. En kvindelig præst i det katolske Italien - noget af en udfordring, men humøret fejlede ikke noget. Kommer du til Udinese så opsøg metodistkirken og få en snak med hende. I Italien er Metodistkirken i union med Valdenserkirken.
og biskop Makinde fra Nigeria. En rigtig kirkefyrste, fra en tradition hvor en biskop er en højt respekteret personm som hver dag klæder sig i nye farvestrålende dragter
Måske kommer der mere om indholdet i vores samtaler.
Der var biskop Sharon Rader fra USA, som er biskopsrådets "ecumenical officer".
Biskop Rader mødte jeg første gang i Moskva i 2005 hvor hun ledte dele af Centralkonferencen der valgte Hans Wäxby til biskop i Eurasien.
Vi havde mange spændende samtaler om vore kære Metodistkirke og dens udfordringer. En åben og gavmild person, med et godt øje for hvad kirken har brug for i fremtiden.
Og pastor Yamada fra Japan, der kunne fortælle om jordskælvet, tsunaminen og atomkatastrofen i sit hjemland. Han taler ikke engelsk og måtte have alting oversat. Jeg tror det blev nogle lange dage for ham. Men han var smilende og venlig og udtrykte stor taknemmelighed over den støtte der er kommet fra verdens kirker til ofrene i Japan.
Der var pastor Manoccio fra Italien. En kvindelig præst i det katolske Italien - noget af en udfordring, men humøret fejlede ikke noget. Kommer du til Udinese så opsøg metodistkirken og få en snak med hende. I Italien er Metodistkirken i union med Valdenserkirken.
og biskop Makinde fra Nigeria. En rigtig kirkefyrste, fra en tradition hvor en biskop er en højt respekteret personm som hver dag klæder sig i nye farvestrålende dragter
Måske kommer der mere om indholdet i vores samtaler.
3 års tavshed
At være distriktsforstander i Metodistkirken er hårdt arbejde, måske er det derfor at der er gået ca. 3 år, hvor jeg ikke har haft energi til at skrive på min blog. Men i aften kom trangen til at dele "et eller andet" tilbage til mig. Jeg forestiller mig ikke at der er nogen der læser dette, men det kan jo komme.
Vi får se. Mit første nye indlæg er blot dette, men straks kommer der mere.
Vi får se. Mit første nye indlæg er blot dette, men straks kommer der mere.
søndag den 7. december 2008
Klimademo
Så har jegt prøvet at tale ved en demo (sådan hedder de blandt os revulotionærer). Det startede ved middagstid på Christianshavns Torv, hvor vi efterhånden blev en 500 mennesker. Efter nogle taler gik vi i godt humør mod havnefronten nedenfor Holmens Kirke, hvor miljøbevægelsen "Levende Hav" havde deres kutter liggende. Der sang vi "Kringsat af fjender", hvorefter en pensioneret fiskeskibber med godt humør og en stemme som en Sydhavspirat fortalte om klimaændringer og kystfolkenes problemer i den 3. verden. Så sang vi "We shall overcome". Så gik optoget til Christiansborgs slotsplads, hvor en vred ung mand fra klima X undsagde regeringen, FN, Kyotoaftalen, kapitalismen og det kommende topmøde nogen som helst reel vilje eller mulighed for at redde planeten. Således opløftede gik vi mod Rådhuspladsen med råb og lidt kolde fingre.
På rådhuspladsen var stadig en del folk, men som de næste 1½ times talere og musikalske indslag skred frem, skrumpede skaren ind og da jeg skulle tale ved 15.30-tiden var der måske 100 mennesker tilbage. Min næse var rød og stoppet og jeg frøs, men her er hvad jeg sagde:
Nogle af jer har måske opdaget at kristne kirker er begyndt at blande sig i klimadebatten. Det sker både i Danmark og på internationalt plan. I USA, i England, Tyskland, Skandinavien, i Afrika og i Stillehavet og i Grønland. Kirker formulere deres uro over den menneskeskabte globale opvarmning, de forsøger at være kritiske overfor vores galoperende overforbrug, overfor deres egne CO2 udslip og de forsøger at medvirke til at give vore politikere moralsk støtte til at tage de nødvendige skridt.
Undervejs spørger en eller anden sig sikkert hvad skal kirkerne i denne debat? Men sandheden er at kirkerne har 2 meget gode grunde til at kaste sig ind i kampen for at standse den globale opvarmning. Grunde som sikkert ikke bare er kirkernes, men også almenmenneskelige.
For det første lever kirkerne i den glade tro at universet og den grønne og blå planet der er vores, er skabt af Gud og givet til os alle, som en dyrebar skat. At være gode forvaltere af denne rigdom er derfor en central opgave for alle mennesker. Nu kan forvaltning varetages på mange forskellige måder, det er svært at være ansvarlig for noget man kun ser en lille del af til daglig. Det er meget lettere at være forbruger af alle de goder der tilbydes os hver dag. Vi har derfor brug for at blive oplyste mennesker, der ser helheden og forstår konsekvenserne. Den trussel mod livsbetingelserne vi oplever i dag, er på en måde sværere end den vi oplevede under den kolde krig. Dengang frygtede vi en katastrofale fejltagelse der på et øjeblik kunne udløse det atomare ragnarok. I dag handler der ikke om den ene fejl eller uoverlagte beslutning, nej, frygten går på det vi allerede gør og den livsstil vi alle er en del af. Det er vores helt almindelige samfund, med sin helt almindelige hverdag, der skubber os ud i problemerne. Men det forhold rummer også det store håb, at vi alle kan være en del af løsning - hvis politikerne viser sig som værdige ledere, og vi alle er indstillet på forandring, så er der muligheder for at forhindre de alvorlige konsekvenser.
Derfor er det magtpåliggende for kirkerne at fremholde det forvalteransvar der følger med den store gave vi er blevet givet. Og samtidig pege på vores dybe afhængighed af den jord, vi selv er kommet af.
Den anden grund til det kirkelige engagement i klimaspørgsmål handler om retfærdighed. Det har længe stået klart at den globale opvarmnings konsekvenser rammer verdens fattige hårdest. Når Stillehavets øer forsvinder, når ørknerne breder sig i Afrika, når voldsomme uvejr bliver stadigt hyppigere i Asien og Amerika, så er det de fattige og navnlig børnene der må betale prisen. I kirkerne er dette overordentligt alvorligt, for kirkens egen Herre, Jesus begyndte sit offentlige liv med at bekende sig til de fattiges retfærdige sag. Han sagde om sig selv:
Herrens ånd er over mig,fordi han har salvet mig.Han har sendt migfor at bringe godt budskab til fattige,for at udråbe frigivelse for fangerog syn til blinde,for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.
I troskab mod sin Herre, må kirken stå sammen med de fattige, derfor er kampen mod den globale opvarmning en naturlig konsekvens af kristen tro.
Lad mig slutte med at takke alle jer der er kommet her i dag. Og hilse jer med et citat fra Paulus brev til romerne, der kunne være skrevet om situationen i dag: Skabningen venter med længsel på at Guds børn skal åbenbares!
Vær Guds børn!
På rådhuspladsen var stadig en del folk, men som de næste 1½ times talere og musikalske indslag skred frem, skrumpede skaren ind og da jeg skulle tale ved 15.30-tiden var der måske 100 mennesker tilbage. Min næse var rød og stoppet og jeg frøs, men her er hvad jeg sagde:
Nogle af jer har måske opdaget at kristne kirker er begyndt at blande sig i klimadebatten. Det sker både i Danmark og på internationalt plan. I USA, i England, Tyskland, Skandinavien, i Afrika og i Stillehavet og i Grønland. Kirker formulere deres uro over den menneskeskabte globale opvarmning, de forsøger at være kritiske overfor vores galoperende overforbrug, overfor deres egne CO2 udslip og de forsøger at medvirke til at give vore politikere moralsk støtte til at tage de nødvendige skridt.
Undervejs spørger en eller anden sig sikkert hvad skal kirkerne i denne debat? Men sandheden er at kirkerne har 2 meget gode grunde til at kaste sig ind i kampen for at standse den globale opvarmning. Grunde som sikkert ikke bare er kirkernes, men også almenmenneskelige.
For det første lever kirkerne i den glade tro at universet og den grønne og blå planet der er vores, er skabt af Gud og givet til os alle, som en dyrebar skat. At være gode forvaltere af denne rigdom er derfor en central opgave for alle mennesker. Nu kan forvaltning varetages på mange forskellige måder, det er svært at være ansvarlig for noget man kun ser en lille del af til daglig. Det er meget lettere at være forbruger af alle de goder der tilbydes os hver dag. Vi har derfor brug for at blive oplyste mennesker, der ser helheden og forstår konsekvenserne. Den trussel mod livsbetingelserne vi oplever i dag, er på en måde sværere end den vi oplevede under den kolde krig. Dengang frygtede vi en katastrofale fejltagelse der på et øjeblik kunne udløse det atomare ragnarok. I dag handler der ikke om den ene fejl eller uoverlagte beslutning, nej, frygten går på det vi allerede gør og den livsstil vi alle er en del af. Det er vores helt almindelige samfund, med sin helt almindelige hverdag, der skubber os ud i problemerne. Men det forhold rummer også det store håb, at vi alle kan være en del af løsning - hvis politikerne viser sig som værdige ledere, og vi alle er indstillet på forandring, så er der muligheder for at forhindre de alvorlige konsekvenser.
Derfor er det magtpåliggende for kirkerne at fremholde det forvalteransvar der følger med den store gave vi er blevet givet. Og samtidig pege på vores dybe afhængighed af den jord, vi selv er kommet af.
Den anden grund til det kirkelige engagement i klimaspørgsmål handler om retfærdighed. Det har længe stået klart at den globale opvarmnings konsekvenser rammer verdens fattige hårdest. Når Stillehavets øer forsvinder, når ørknerne breder sig i Afrika, når voldsomme uvejr bliver stadigt hyppigere i Asien og Amerika, så er det de fattige og navnlig børnene der må betale prisen. I kirkerne er dette overordentligt alvorligt, for kirkens egen Herre, Jesus begyndte sit offentlige liv med at bekende sig til de fattiges retfærdige sag. Han sagde om sig selv:
Herrens ånd er over mig,fordi han har salvet mig.Han har sendt migfor at bringe godt budskab til fattige,for at udråbe frigivelse for fangerog syn til blinde,for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.
I troskab mod sin Herre, må kirken stå sammen med de fattige, derfor er kampen mod den globale opvarmning en naturlig konsekvens af kristen tro.
Lad mig slutte med at takke alle jer der er kommet her i dag. Og hilse jer med et citat fra Paulus brev til romerne, der kunne være skrevet om situationen i dag: Skabningen venter med længsel på at Guds børn skal åbenbares!
Vær Guds børn!
Abonner på:
Opslag (Atom)