torsdag den 14. juli 2011
Fridag
Torsdag er normalt min fridag. Det har det også været i dag. Dagen er blevet tilbragt med at nusse rundt i lejligheden (det regner) og foran fjernsynet (Tour de France) og på nettet (opdateringer på kirkens hjemmeside). Ikke noget særligt spændende fritidsliv. Efter sådan er en fridag føler jeg mig egenligt ikke særlig tilfredsstillet og overvejer om jeg ikke trænger til at rører mig og opleve noget lidt mere stimulerende. Eller skal jeg bare slå mig til tåls med at somme tider er hjernedød "væren" helt OK?
fredag den 8. juli 2011
Vandskade i Jerusalemskirken
Min kirke her i København fik vand i det meste af krypten i sidste weekend. Filmen viser hvor meget der var. I dag kan man næsten ikke se det, for Andreas, vores kirkebetjent, og en stribe frivillige har ydet en fantastisk indsats. Andreas og Helene rykkede ud samme aften og blev ved til kl. 4 om morgenen. De fortjener en stor medalje.
8 dages møder med spændende mennesker
Jeg har været 8 dage i Southport, England, i anledning af den Britiske Metodistkirkes årskonference. Som en del af konferencen var en række repræsentanter for andre landes Metodistkirker indbudt til 3 dages samtaler om fremtiden for samarbejde og mission på tværs af grænser. Det blev nogle rigtig interessante samtale med nogle meget spændende mennesker.
Der var biskop Sharon Rader fra USA, som er biskopsrådets "ecumenical officer".
Biskop Rader mødte jeg første gang i Moskva i 2005 hvor hun ledte dele af Centralkonferencen der valgte Hans Wäxby til biskop i Eurasien.
Vi havde mange spændende samtaler om vore kære Metodistkirke og dens udfordringer. En åben og gavmild person, med et godt øje for hvad kirken har brug for i fremtiden.
Og pastor Yamada fra Japan, der kunne fortælle om jordskælvet, tsunaminen og atomkatastrofen i sit hjemland. Han taler ikke engelsk og måtte have alting oversat. Jeg tror det blev nogle lange dage for ham. Men han var smilende og venlig og udtrykte stor taknemmelighed over den støtte der er kommet fra verdens kirker til ofrene i Japan.
Der var pastor Manoccio fra Italien. En kvindelig præst i det katolske Italien - noget af en udfordring, men humøret fejlede ikke noget. Kommer du til Udinese så opsøg metodistkirken og få en snak med hende. I Italien er Metodistkirken i union med Valdenserkirken.
og biskop Makinde fra Nigeria. En rigtig kirkefyrste, fra en tradition hvor en biskop er en højt respekteret personm som hver dag klæder sig i nye farvestrålende dragter
Måske kommer der mere om indholdet i vores samtaler.
Der var biskop Sharon Rader fra USA, som er biskopsrådets "ecumenical officer".
Biskop Rader mødte jeg første gang i Moskva i 2005 hvor hun ledte dele af Centralkonferencen der valgte Hans Wäxby til biskop i Eurasien.
Vi havde mange spændende samtaler om vore kære Metodistkirke og dens udfordringer. En åben og gavmild person, med et godt øje for hvad kirken har brug for i fremtiden.
Og pastor Yamada fra Japan, der kunne fortælle om jordskælvet, tsunaminen og atomkatastrofen i sit hjemland. Han taler ikke engelsk og måtte have alting oversat. Jeg tror det blev nogle lange dage for ham. Men han var smilende og venlig og udtrykte stor taknemmelighed over den støtte der er kommet fra verdens kirker til ofrene i Japan.
Der var pastor Manoccio fra Italien. En kvindelig præst i det katolske Italien - noget af en udfordring, men humøret fejlede ikke noget. Kommer du til Udinese så opsøg metodistkirken og få en snak med hende. I Italien er Metodistkirken i union med Valdenserkirken.
og biskop Makinde fra Nigeria. En rigtig kirkefyrste, fra en tradition hvor en biskop er en højt respekteret personm som hver dag klæder sig i nye farvestrålende dragter
Måske kommer der mere om indholdet i vores samtaler.
3 års tavshed
At være distriktsforstander i Metodistkirken er hårdt arbejde, måske er det derfor at der er gået ca. 3 år, hvor jeg ikke har haft energi til at skrive på min blog. Men i aften kom trangen til at dele "et eller andet" tilbage til mig. Jeg forestiller mig ikke at der er nogen der læser dette, men det kan jo komme.
Vi får se. Mit første nye indlæg er blot dette, men straks kommer der mere.
Vi får se. Mit første nye indlæg er blot dette, men straks kommer der mere.
søndag den 7. december 2008
Klimademo
Så har jegt prøvet at tale ved en demo (sådan hedder de blandt os revulotionærer). Det startede ved middagstid på Christianshavns Torv, hvor vi efterhånden blev en 500 mennesker. Efter nogle taler gik vi i godt humør mod havnefronten nedenfor Holmens Kirke, hvor miljøbevægelsen "Levende Hav" havde deres kutter liggende. Der sang vi "Kringsat af fjender", hvorefter en pensioneret fiskeskibber med godt humør og en stemme som en Sydhavspirat fortalte om klimaændringer og kystfolkenes problemer i den 3. verden. Så sang vi "We shall overcome". Så gik optoget til Christiansborgs slotsplads, hvor en vred ung mand fra klima X undsagde regeringen, FN, Kyotoaftalen, kapitalismen og det kommende topmøde nogen som helst reel vilje eller mulighed for at redde planeten. Således opløftede gik vi mod Rådhuspladsen med råb og lidt kolde fingre.
På rådhuspladsen var stadig en del folk, men som de næste 1½ times talere og musikalske indslag skred frem, skrumpede skaren ind og da jeg skulle tale ved 15.30-tiden var der måske 100 mennesker tilbage. Min næse var rød og stoppet og jeg frøs, men her er hvad jeg sagde:
Nogle af jer har måske opdaget at kristne kirker er begyndt at blande sig i klimadebatten. Det sker både i Danmark og på internationalt plan. I USA, i England, Tyskland, Skandinavien, i Afrika og i Stillehavet og i Grønland. Kirker formulere deres uro over den menneskeskabte globale opvarmning, de forsøger at være kritiske overfor vores galoperende overforbrug, overfor deres egne CO2 udslip og de forsøger at medvirke til at give vore politikere moralsk støtte til at tage de nødvendige skridt.
Undervejs spørger en eller anden sig sikkert hvad skal kirkerne i denne debat? Men sandheden er at kirkerne har 2 meget gode grunde til at kaste sig ind i kampen for at standse den globale opvarmning. Grunde som sikkert ikke bare er kirkernes, men også almenmenneskelige.
For det første lever kirkerne i den glade tro at universet og den grønne og blå planet der er vores, er skabt af Gud og givet til os alle, som en dyrebar skat. At være gode forvaltere af denne rigdom er derfor en central opgave for alle mennesker. Nu kan forvaltning varetages på mange forskellige måder, det er svært at være ansvarlig for noget man kun ser en lille del af til daglig. Det er meget lettere at være forbruger af alle de goder der tilbydes os hver dag. Vi har derfor brug for at blive oplyste mennesker, der ser helheden og forstår konsekvenserne. Den trussel mod livsbetingelserne vi oplever i dag, er på en måde sværere end den vi oplevede under den kolde krig. Dengang frygtede vi en katastrofale fejltagelse der på et øjeblik kunne udløse det atomare ragnarok. I dag handler der ikke om den ene fejl eller uoverlagte beslutning, nej, frygten går på det vi allerede gør og den livsstil vi alle er en del af. Det er vores helt almindelige samfund, med sin helt almindelige hverdag, der skubber os ud i problemerne. Men det forhold rummer også det store håb, at vi alle kan være en del af løsning - hvis politikerne viser sig som værdige ledere, og vi alle er indstillet på forandring, så er der muligheder for at forhindre de alvorlige konsekvenser.
Derfor er det magtpåliggende for kirkerne at fremholde det forvalteransvar der følger med den store gave vi er blevet givet. Og samtidig pege på vores dybe afhængighed af den jord, vi selv er kommet af.
Den anden grund til det kirkelige engagement i klimaspørgsmål handler om retfærdighed. Det har længe stået klart at den globale opvarmnings konsekvenser rammer verdens fattige hårdest. Når Stillehavets øer forsvinder, når ørknerne breder sig i Afrika, når voldsomme uvejr bliver stadigt hyppigere i Asien og Amerika, så er det de fattige og navnlig børnene der må betale prisen. I kirkerne er dette overordentligt alvorligt, for kirkens egen Herre, Jesus begyndte sit offentlige liv med at bekende sig til de fattiges retfærdige sag. Han sagde om sig selv:
Herrens ånd er over mig,fordi han har salvet mig.Han har sendt migfor at bringe godt budskab til fattige,for at udråbe frigivelse for fangerog syn til blinde,for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.
I troskab mod sin Herre, må kirken stå sammen med de fattige, derfor er kampen mod den globale opvarmning en naturlig konsekvens af kristen tro.
Lad mig slutte med at takke alle jer der er kommet her i dag. Og hilse jer med et citat fra Paulus brev til romerne, der kunne være skrevet om situationen i dag: Skabningen venter med længsel på at Guds børn skal åbenbares!
Vær Guds børn!
På rådhuspladsen var stadig en del folk, men som de næste 1½ times talere og musikalske indslag skred frem, skrumpede skaren ind og da jeg skulle tale ved 15.30-tiden var der måske 100 mennesker tilbage. Min næse var rød og stoppet og jeg frøs, men her er hvad jeg sagde:
Nogle af jer har måske opdaget at kristne kirker er begyndt at blande sig i klimadebatten. Det sker både i Danmark og på internationalt plan. I USA, i England, Tyskland, Skandinavien, i Afrika og i Stillehavet og i Grønland. Kirker formulere deres uro over den menneskeskabte globale opvarmning, de forsøger at være kritiske overfor vores galoperende overforbrug, overfor deres egne CO2 udslip og de forsøger at medvirke til at give vore politikere moralsk støtte til at tage de nødvendige skridt.
Undervejs spørger en eller anden sig sikkert hvad skal kirkerne i denne debat? Men sandheden er at kirkerne har 2 meget gode grunde til at kaste sig ind i kampen for at standse den globale opvarmning. Grunde som sikkert ikke bare er kirkernes, men også almenmenneskelige.
For det første lever kirkerne i den glade tro at universet og den grønne og blå planet der er vores, er skabt af Gud og givet til os alle, som en dyrebar skat. At være gode forvaltere af denne rigdom er derfor en central opgave for alle mennesker. Nu kan forvaltning varetages på mange forskellige måder, det er svært at være ansvarlig for noget man kun ser en lille del af til daglig. Det er meget lettere at være forbruger af alle de goder der tilbydes os hver dag. Vi har derfor brug for at blive oplyste mennesker, der ser helheden og forstår konsekvenserne. Den trussel mod livsbetingelserne vi oplever i dag, er på en måde sværere end den vi oplevede under den kolde krig. Dengang frygtede vi en katastrofale fejltagelse der på et øjeblik kunne udløse det atomare ragnarok. I dag handler der ikke om den ene fejl eller uoverlagte beslutning, nej, frygten går på det vi allerede gør og den livsstil vi alle er en del af. Det er vores helt almindelige samfund, med sin helt almindelige hverdag, der skubber os ud i problemerne. Men det forhold rummer også det store håb, at vi alle kan være en del af løsning - hvis politikerne viser sig som værdige ledere, og vi alle er indstillet på forandring, så er der muligheder for at forhindre de alvorlige konsekvenser.
Derfor er det magtpåliggende for kirkerne at fremholde det forvalteransvar der følger med den store gave vi er blevet givet. Og samtidig pege på vores dybe afhængighed af den jord, vi selv er kommet af.
Den anden grund til det kirkelige engagement i klimaspørgsmål handler om retfærdighed. Det har længe stået klart at den globale opvarmnings konsekvenser rammer verdens fattige hårdest. Når Stillehavets øer forsvinder, når ørknerne breder sig i Afrika, når voldsomme uvejr bliver stadigt hyppigere i Asien og Amerika, så er det de fattige og navnlig børnene der må betale prisen. I kirkerne er dette overordentligt alvorligt, for kirkens egen Herre, Jesus begyndte sit offentlige liv med at bekende sig til de fattiges retfærdige sag. Han sagde om sig selv:
Herrens ånd er over mig,fordi han har salvet mig.Han har sendt migfor at bringe godt budskab til fattige,for at udråbe frigivelse for fangerog syn til blinde,for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.
I troskab mod sin Herre, må kirken stå sammen med de fattige, derfor er kampen mod den globale opvarmning en naturlig konsekvens af kristen tro.
Lad mig slutte med at takke alle jer der er kommet her i dag. Og hilse jer med et citat fra Paulus brev til romerne, der kunne være skrevet om situationen i dag: Skabningen venter med længsel på at Guds børn skal åbenbares!
Vær Guds børn!
tirsdag den 4. november 2008
Endnu et gammelt citat om metodister
“The weather is so bad today, there’s nobody out and about but crows and Methodist preachers.”"the Methodists around here are few in number, poor, and much despised." - Comments heard in early 19th Century Alabama
Demonstrationstale
Jeg har et par gange spurgt efter idéer til en prædiken, men nu kommer der er helt ny udfordring. Jeg er blevet indbudt til at holde en kort tale ved en klimademonstration d. 6. december her i København. Det skal selvfølgelig handle om klima, men hvad synes I en præst skal sige ved en sådan offentlig anledning? Kom med et bud!
Abonner på:
Opslag (Atom)