4 uger med fokus på vejen

Søndag d. 17/2 går det løs igen. I Jerusalemskirken holder vi 4 uger med fokus, denne gang på "vejen". Vejen er et grundlæggen motiv i bibelen og en vigtig metafor. Det kan handle om livets forunderlige snørklede vej, om Gud vej til mennesket gennem sin menneskebliven i Jesus,der gik ad Judæas støvede landeveje til korsdød og opstandelse i Jerusalem. Det kan også handle om den vej Gud har lagt til rette for sine børn, at de må følge Jesus og leve i kærlighed til Gud og næsten. I apostlenes gerningen kan man se at før de kristne kaldtes de kristne, forstod de sig selv som dem der fulgte vejen.
Vores 4 uger med fokus har undertemaerne "Rejsen - om konsekvent efterfølgelse", "Drivkraften - om enegien til at gå", "Bagagen - om unødvendige byrder og nyttig hjælp" og "Rejsekamerater - om fællesskab på vejn".
Søndag d. 17. skal jeg prædike om rejsen og jeg modtager gerne ideer. Teksten er fra Mattæus Evangeliet, der hvor Jesus første gang fortælle disciplene om hans vej til lidelse og død i Jerusalem. Peter protestere, men Jesus fortsætter med at sige, at Den der vil redde sit liv skal miste det, og den der mister det skal redde det. erfor må man tage sit kors op og følge ham.
Mine spørgsmål drejer sig bl.a. om følgende. Hvor går Guds vej i dag og hvordan kan man kende den? Samt: Hvad vil det sige at tage sit kors op og følge Jesus i dag?
Giv mig et bud?

Klimaprædiken

I vores prædikenserie om Ubekvemme Sandheder skal jeg på søndag tale om global opvarmning. Du kan lige nå at få en idé med til min prædiken hvis du er hurtig.
Ingeniør Michael Bastholm hjælpe mig med en redegørelse om CO2-udslip og konsekvenserne for planeten og navnlig for de fattige, men måske er der et teologisk guldkorn du kan hjælpe med?

Methodist News - read all about it!

Her er en interessant metodistrelateret historie om en ny film med Denzel Washington. Den handler om et debatteam fra en "sort" college i USA, der i 30-erne brød med stereotyperne om de underlegne afro-amerikanere og satte deres metodistrelaterede "sorte" skole på landkortet. Metodistkirken i USA støtter stadig 11 sådanne uddannelsesinstitutioner.

Mission Possible 2.0

Sig nærmer tiden, da vi må afsted! Lederdøgnet for Missionsforbundet, Baptistkirken og Metodistkirken er kun et par måneder ude i fremtiden. Sidst vi mødtes var det rigtig spændende at træffe præster og andre ledere fra frkirker der ligner os i Metodistkirken rigtig meget. Noget af det inspirerende ved disse samlinger er oplevelsen af at vi ikke bare er i samme båd som kirker der ligner hinanden, men meget mere at vi er på det samme hav, dvs. i en missionssituation der indeholder præcis de sammen udfordringer og hindringer. Vi har meget at lære af hinanden og meget at give. Måske kan vi også arbejde sammen om at møde udfordringerne. Har din menighed tilmeldt sig? Skal du med?

Ny bloghenvisning

Kirsten Auken arbejder i Det Mellemkirkelige Råd (et folkekirkeligt samarbejdsorgan) med internationale relationer. Hun skriver en blog om kirkerne og Europa og hun er med i den arbejdsgruppe under Danske Kirkers Råd om klimaspørgsmål som jeg også er med i.

En juleprædiken

Jeg er meget historieinteresseret. Jeg synes det er spændende med bøger, film og TV-programmer der beretter og historiske forhold. Det kan være alt muligt fra arkæologiske udgravning, over 2. Verdenskrig til Matadorseriens fremstilling af mine forældre og bedsteforældres tid.
Historien er spændende af mange grunde. Den appellerer til fantasien, den fortæller dramatiske beretninger og giver forklaringer på hvordan verden er blevet som den er. Og forhåbentlig giver den os også visdom til at undgå fortidens fejltagelser, selv om det nu ikke altid synes at være tilfældet.
Da Lukas skrev juleevangeliet interesserede han sig også for historie, men han havde en stor overraskelse til alle os der synes historie er spændende.

Det begynder meget tilforladeligt på samme måde som vi er vant til at læse historie. Der er en kejser ved navn Augustus som vil have styr på sine undersåtter. Augustus kender vi historienørder godt. Det var ham der først hed Oktavian og som hævnede mordet på Cæsar ved at overvinde Antonius og Kleopatra i et stort søslag. Han var en stor hærfører og en mægtig kejser over det endnu mægtigere romerske imperium - det største rige verden endnu havde kendt. Stolte kunne romerne kigge ud over middelhavet og kalde det ”vores hav”, for de havde erobret alle rigerne rundt om det. Alle landene var nu romerske provinser eller kolonier. Og hvert sted havde romerne indsat deres lydkonger eller guvernører. En af disse hed Kvirinius og i hans rige, fortæller Lukas, finder juleevangeliet sted.
Nogle undseelige små mennesker i udkanten af imperiet drager af sted for at lade sig registrere i kejserens store folketælling. Augustus har nemlig brug for at vide hvor mange undersåtter han har, for på den måde kan han pålægge hver koloni den rigtige skat. Romerne har nemlig tænkt sig at blive rige på deres mange kolonier, ellers var der jo ikke nogen pointe med at have dem. Josef og Maria drager af sted til Betlehem. Det er hårdt, for Maria er højgravid, men det rager hverken Augustus eller Kvirinius. Menneskene er kun brikker i magthaveres spil. Så langt kan vi nemt følge med i handlingen. Det er alt sammen set før og gentaget utallige gange siden. Historien er fuld af magtfulde Augustusser og magtesløse folk som Josef og Maria.

Så føder Maria sit barn i stalden og englene forkynder at barnet er frelseren, Herren, Davids søn, ja, Guds egen søn. Og det er ikke set før eller siden. Det er en helt unik begivenhed, som bringer en frygtelig uorden i historien. Gud træder ind i historien og blander sig med os på en så afgørende måde, at vi i dag, 2007 år senere, stadig regner selve vores tidsregning fra denne dag.
Hvordan er det Johannes Johansen skriver i en julesalme:
Dette ord blev et lyshav i tiden,
det har lyst gennem slægterne siden,
det er Gud, det er menneskets lys.

Hele vores opfattelse af hvad historie er for noget får en ordentlig én på hatten. Augustus og Kvirinius er pludselig meget underordnede figurer. Da Lukas skriver sit evangelium har de allerede ligget længe i deres grave. De er blevet til støv. Men barnets disciple er godt i gang med at afmontere hele det romerske imperium indefra. Som kristne burde vi opponere mod den måde der undervises i historie, som om det kun var noget mennesker skabte. Gud skaber sin historie midt i det vi troede vi kendte. Det må nødvendigvis ryste vores tilværelse i sin grundvold. Ingenting er hvad det ser ud til at være. Et barn i en krybbe, blandt husdyr og folk der ikke fandt plads i herberget, er nu historiens vigtigste omdrejningspunkt, universets centrum og en magt der forvandler kejsere til ubetydeligheder.

Tænk hvis det også er sandt i dag?
Tænk hvis Gud er her og alt andet er ubetydeligt?
Tænkt hvis hver enkelt af os også er en historie som Gud vil lade sig føde i.

Ja, det er vel faktisk det der er evangeliet som kirken skal forkynde. Du og jeg er et mikrokosmos af menneskehedens historie med Gud. I Jesus baner Gud sig vej ind i verden og ind i livet. Han rækker sig selv til os i et forsvarsløst barn, som man ikke kan tage imod på andre måder end med kærlighed og forundring. Med mindre man er en magtgal Herodes, der må prøve at komme barnet til livs, for barnet er farligt for alle magthavere, for Jesus udvirker den hjertets loyalitet i os som stater, konger og kejsere ellers mener de har krav på.

Så bringer julen da det budskab at Gud er kommet nær og ingenting er som det synes. Hvad vil du gøre ved det? Slut dig til skaren der tilbeder ham og lever ud fra Guds realitet som modsætning til alt andet. Fordi alt det andet, det vi er oplært til at kalde virkeligheden, i lyset af Guds menneskebliven, i virkeligheden er rent midlertidige fænomener, der snart bliver til støv, som Augustus, Herodes og Kvirinius.

Glædelig jul

Ole Birch

Kirkerne og den globale opvarmning

Jeg er blevet en af Metodistkirkens repræsentanter i Danske Kirkers Råd. Det er ret spændende at sidde med til disse møder hvor kirkerne i Danmark mødes på højt plan og søger veje til samarbejde og fælles holdninger omkring vigtige spørgsmål. Der er mange ting at fortælle bl.a. om en ny rapport om statens historiske og nuværende forskelsbehandling af kirkerne. Det vender jeg tilbage til.

Lige nu vil jeg fortælle at jeg har engageret mig i en arbejdsgruppe om kirkernes reaktioner på den globale opvarmning og særligt hvordan vi kan sætte dette spørgsmål på kirkernes dagsorden op til FNs klimatopmøde i november 2009. Mødet skal foregå i København og vi vil både udfordre kirkerne til at handle miljøansvarligt og udfordre verden omkring os med vores tro på skabningen som Guds håndværk og vores ansvar. Jeg glæder mig til at komme igang med arbejdet.

(Billedet skal nok bruges til at styrke en skepsis mod tanken om global opvarmning, men jeg synes nu det var ret morsomt).