Ny bloghenvisning

Kirsten Auken arbejder i Det Mellemkirkelige Råd (et folkekirkeligt samarbejdsorgan) med internationale relationer. Hun skriver en blog om kirkerne og Europa og hun er med i den arbejdsgruppe under Danske Kirkers Råd om klimaspørgsmål som jeg også er med i.

En juleprædiken

Jeg er meget historieinteresseret. Jeg synes det er spændende med bøger, film og TV-programmer der beretter og historiske forhold. Det kan være alt muligt fra arkæologiske udgravning, over 2. Verdenskrig til Matadorseriens fremstilling af mine forældre og bedsteforældres tid.
Historien er spændende af mange grunde. Den appellerer til fantasien, den fortæller dramatiske beretninger og giver forklaringer på hvordan verden er blevet som den er. Og forhåbentlig giver den os også visdom til at undgå fortidens fejltagelser, selv om det nu ikke altid synes at være tilfældet.
Da Lukas skrev juleevangeliet interesserede han sig også for historie, men han havde en stor overraskelse til alle os der synes historie er spændende.

Det begynder meget tilforladeligt på samme måde som vi er vant til at læse historie. Der er en kejser ved navn Augustus som vil have styr på sine undersåtter. Augustus kender vi historienørder godt. Det var ham der først hed Oktavian og som hævnede mordet på Cæsar ved at overvinde Antonius og Kleopatra i et stort søslag. Han var en stor hærfører og en mægtig kejser over det endnu mægtigere romerske imperium - det største rige verden endnu havde kendt. Stolte kunne romerne kigge ud over middelhavet og kalde det ”vores hav”, for de havde erobret alle rigerne rundt om det. Alle landene var nu romerske provinser eller kolonier. Og hvert sted havde romerne indsat deres lydkonger eller guvernører. En af disse hed Kvirinius og i hans rige, fortæller Lukas, finder juleevangeliet sted.
Nogle undseelige små mennesker i udkanten af imperiet drager af sted for at lade sig registrere i kejserens store folketælling. Augustus har nemlig brug for at vide hvor mange undersåtter han har, for på den måde kan han pålægge hver koloni den rigtige skat. Romerne har nemlig tænkt sig at blive rige på deres mange kolonier, ellers var der jo ikke nogen pointe med at have dem. Josef og Maria drager af sted til Betlehem. Det er hårdt, for Maria er højgravid, men det rager hverken Augustus eller Kvirinius. Menneskene er kun brikker i magthaveres spil. Så langt kan vi nemt følge med i handlingen. Det er alt sammen set før og gentaget utallige gange siden. Historien er fuld af magtfulde Augustusser og magtesløse folk som Josef og Maria.

Så føder Maria sit barn i stalden og englene forkynder at barnet er frelseren, Herren, Davids søn, ja, Guds egen søn. Og det er ikke set før eller siden. Det er en helt unik begivenhed, som bringer en frygtelig uorden i historien. Gud træder ind i historien og blander sig med os på en så afgørende måde, at vi i dag, 2007 år senere, stadig regner selve vores tidsregning fra denne dag.
Hvordan er det Johannes Johansen skriver i en julesalme:
Dette ord blev et lyshav i tiden,
det har lyst gennem slægterne siden,
det er Gud, det er menneskets lys.

Hele vores opfattelse af hvad historie er for noget får en ordentlig én på hatten. Augustus og Kvirinius er pludselig meget underordnede figurer. Da Lukas skriver sit evangelium har de allerede ligget længe i deres grave. De er blevet til støv. Men barnets disciple er godt i gang med at afmontere hele det romerske imperium indefra. Som kristne burde vi opponere mod den måde der undervises i historie, som om det kun var noget mennesker skabte. Gud skaber sin historie midt i det vi troede vi kendte. Det må nødvendigvis ryste vores tilværelse i sin grundvold. Ingenting er hvad det ser ud til at være. Et barn i en krybbe, blandt husdyr og folk der ikke fandt plads i herberget, er nu historiens vigtigste omdrejningspunkt, universets centrum og en magt der forvandler kejsere til ubetydeligheder.

Tænk hvis det også er sandt i dag?
Tænk hvis Gud er her og alt andet er ubetydeligt?
Tænkt hvis hver enkelt af os også er en historie som Gud vil lade sig føde i.

Ja, det er vel faktisk det der er evangeliet som kirken skal forkynde. Du og jeg er et mikrokosmos af menneskehedens historie med Gud. I Jesus baner Gud sig vej ind i verden og ind i livet. Han rækker sig selv til os i et forsvarsløst barn, som man ikke kan tage imod på andre måder end med kærlighed og forundring. Med mindre man er en magtgal Herodes, der må prøve at komme barnet til livs, for barnet er farligt for alle magthavere, for Jesus udvirker den hjertets loyalitet i os som stater, konger og kejsere ellers mener de har krav på.

Så bringer julen da det budskab at Gud er kommet nær og ingenting er som det synes. Hvad vil du gøre ved det? Slut dig til skaren der tilbeder ham og lever ud fra Guds realitet som modsætning til alt andet. Fordi alt det andet, det vi er oplært til at kalde virkeligheden, i lyset af Guds menneskebliven, i virkeligheden er rent midlertidige fænomener, der snart bliver til støv, som Augustus, Herodes og Kvirinius.

Glædelig jul

Ole Birch

Kirkerne og den globale opvarmning

Jeg er blevet en af Metodistkirkens repræsentanter i Danske Kirkers Råd. Det er ret spændende at sidde med til disse møder hvor kirkerne i Danmark mødes på højt plan og søger veje til samarbejde og fælles holdninger omkring vigtige spørgsmål. Der er mange ting at fortælle bl.a. om en ny rapport om statens historiske og nuværende forskelsbehandling af kirkerne. Det vender jeg tilbage til.

Lige nu vil jeg fortælle at jeg har engageret mig i en arbejdsgruppe om kirkernes reaktioner på den globale opvarmning og særligt hvordan vi kan sætte dette spørgsmål på kirkernes dagsorden op til FNs klimatopmøde i november 2009. Mødet skal foregå i København og vi vil både udfordre kirkerne til at handle miljøansvarligt og udfordre verden omkring os med vores tro på skabningen som Guds håndværk og vores ansvar. Jeg glæder mig til at komme igang med arbejdet.

(Billedet skal nok bruges til at styrke en skepsis mod tanken om global opvarmning, men jeg synes nu det var ret morsomt).

Lidt inspiration til trætte prædikanter

Følgende er et uddrag af John Wesleys dagbog, jeg har ikke kunnet opspore hvilket år, men mon ikke det er fra et sted i 1740-erne eller 1750-erne.

Sunday morning, May 5, preached in St. Ann's, was asked not to come back anymore. Sunday p.m., May 5, preached at St. John's, deacons said, "Get out and stay out."

Sunday a.m., May 12, preached at St. Jude's, can't go back there either. Sunday p.m., May 12, preached at St. George's, kicked out again.

Sunday a.m., May 19, preached at St. somebody else's, deacons called special meeting and said I couldn't return. Sunday p.m., May 19, preached on the street, kicked off the street.

Sunday a.m., May 26, preached in meadow, chased out of meadow as a bull was turned loose during the services.

Sunday a.m., June 2, preached out at the edge of town, kicked off the highway. Sunday p.m., June 2, afternoon service, preached in a pasture, 10,000 people came to hear me.

Hold ud - bliv ved - kom igen - og igen!

Bertel Haarder og mig

Jeg modsiger Bertel Haarder på hans blog om kristendom og politik i øjeblikket. Du kan følge med ved at læse her. Jeg vil gerne have skrevet at vi diskutere, men endnu er det bare mig der modsiger - Bertel skriver videre uden at reagere på mine indlæg, men måske har han for travlt midt i en valgkamp.

Hjælp - Jeg er imod!

Kun 9 dage til valget og jeg er stadig ikke sikker på hvem jeg skal stemme på. Mit problem er at jeg er imod for mange ting. Uanset hvem jeg stemmer på kommer jeg til at støtte noget jeg ikke går ind for.

Jeg er imod Danmarks deltagelse i krige der ikke er FN-sanktionerede.

Jeg er imod nedskæringer i U-landsbistanden.

Jeg er imod opretholdelsen af Statskirken.

Jeg er imod de alt for stramme asyl- og indvandringsregler.

Jeg er imod at vi skruer indvandringsregler sådan sammen at fattige ikke kan komme ind, men højtuddannede, hvis arbejdskraft vi kan bruge, indbydes til at arbejde her. Det betyder nemlig at de fattige lande kommer til at mangle de mennesker der skal bygge deres fremtid. Tidligere stjal vi deres råstoffer, nu stjæler vi også deres få uddannede ingenører og læger. Vi sku' skamme os!

Jeg er imod partier der bakker forvirrede unge op i at begå hærværk og vold på Københavns gader i forkælet og selvforherligende harme over at de ikke altid får hvad de peger på.

Jeg er imod den tankeløse omgang med det ufødte liv som vores abortlovgivning står for.

Jeg er måske imod regeringens uddannelsespolitik, men mener at hovedproblemet består i forældres ansvarløse opdragelse af deres børn.

Jeg er imod en skattepolitik der vil give mere til dem der allerede har meget.

Og endelig er jeg imod folk som mig der bare er imod :)

Hvad skal jeg stemme på næste tirsdag?

Hjælp!

Og nu til noget helt andet...

Det burde handle om valg, men det gør det ikke. Jeg husker en Storm P tegning med en bums der spørger en anden "Hvad mener du om verdenssituationen?", hvortil den anden svare "Ikke noget - jeg har en flue i øjet".
Min flue er at min 19 årige søn er blevet så stor at han er flyttet hjemmefra. Nu bor han på kirkens kollegie ved Jerusalemskirken i København, Det er en god ting, men der er også en lille sorg blandet i. Når børn bliver store og flytter hjemmefra er det et sidste farvel til barndommen og for forældrene en afsked med en relation de har satset tid, kræfter og følelser på i mange år. Det er glædeligt og rigtigt, og så er det også en slags afsked.
Heldigvis flytter vi snart ind i nabohuset (når præsteboligen ved Jerusalemskirken bliver klar) og så kan han jo bare stikke hovedet ind og få gratis aftensmad.
Ole