torsdag den 19. juli 2007
mandag den 16. juli 2007
Færøerne - stærke indtryk
Nu er det en uge siden vi kom hjem fra en uforglemmelig tur til min mors fødeøer i det høje nord. Det er svært at beskrive den fantastiske natur på disse træløse øer midt i det store hav. Lyset skifter hvert øjeblik. Havet er møkt og tungt som olie det ene øjeblik og frådende skumklædt det næste. Landets farver veksler mellem grå, gult og utroværdigt grønt. Her er et par billeder til illustration.
Jeg vender tilbage med flere billeder senere.
Ole
mandag den 25. juni 2007
Årsmøde, Tomas Boström og Charles Wesley

Så er der 2 dage til metodisterne mødes i Strandby, nord for Frederikshavn, til årskonference. Det bliver rart at møde nye og kendte ansigter til gudstjeneste, forhandlinger og fællesskab. Personligt glæder jeg mig til et genhør med den svenske metodistpræst og trupadur, Tomas Boström. Konen og jeg besøgte Tomas på Gotland sidste sommer og havde en dejlig tid der. I Sverige er Tomas en kendt visesanger og medieperson som bl.a. laver musik sammen med den, i DK bedre kendte, Michael Wie.
Tomas skal fremfører nogle af sine nye sange, som er nyfortolkninger af salmer af Charles Wesley. Tomas har lige forsvaret en masteropgave om Charles Wesleys salmer, så han er godt inde i stoffet.
tirsdag den 19. juni 2007
Kroppen kan hjælpe sjælen

En af Charlottes og min gode venner, Ele Bonde, har en spændende artikel om kroppen og sjælesorg på religion.dk. Ele skriver bl.a.
De dage, hvor vores krop kun føles som et tomt hylster, kan der være god mening i at synge Gud en sang med læberne, selvom sjælen ikke kan synge.
Jeg kom til at tænke på John Wesley som protesterede mod dem der sagde, at hvis man savnede tro skulle blot vente, til det behagede Gud at give den. Han anbefalede i stedet at man praktiserede brugen af nådemidlerne; Bibellæsning, Bøn, Faste, Nadver m.m. Gud har givet anvisninger, kroppen kan hjælpe sjælen med at finde vej.
Ole
mandag den 4. juni 2007
Fætre-kusinefest
Jeg har fri den kommende søndag - for jeg skal til fætre-kusinefest. Vi bliver over 50 slægtninge på min mors side der skal mødes over en weekend. Min mors 2 søstre har henholdsvis 6 og 11 børn, så det er blevet til en hel del svigerbørn, børnebørn og oldebørn i årenes løb. Det er over 30 år siden vi startede denne tradition og det er altid rart at mødes med disse nære og fjerne slægtninge. Jeg må nok tilstå at jeg pga. mit kirkeengagement og søndagsarbejde ikke har været den mest stabile deltager i årenes løb, men det skyldes ikke manglende lyst. Det er altid hyggeligt og jeg føler mig stærkt forbunden med familien. I år er det kusine Margit, hendes mand Bjarke, Charlotte og jeg der står for arrangementet på lejrcentret Solborgen. Margit og Bjarke er i øvrigt forældre til Marie Stærke, den nye borgmester i Køge. Hende er vi svært stolte af i Familien.
torsdag den 31. maj 2007
Så er den gal igen!
(U)Kristelig Dagblad har gang i en serie om frikirkerne i Danmark og som sædvanlig når KD skal skrive om frikirker præges indhold af fejl, fordrejninger og bedrevidende arrogance. I sidste uge havde de en stort opsat artikel om forklaringen på hvorfor de frikirkerne aldrig er slået igennem i Danmark. Forklaringen var at Indre Mission og grundvigianismen havde opsamlet vækkelsen og ledt den ind i Folkekirken. Dette er en legitimt synspunkt, omend langt fra hele sandheden, problemet med artiklen var i sær det besynderlige billedmateriale og de misvisende kort omtaler af frikirkerne. Over en tekst om Metodistkirkens nadverpraksis havde man anbragt et gammelt billede med tre Folkekirkepræster der uddelte nadver iført pibekrage (møllesten) m.m. Talentløst!
I går onsdag viste lederskribenten så avises sande syn på frikirkerne. I en leder så arrogant og selvfed så den lægger op til KDs navneforandring til Statskirkelig Tidende, opfordres de umodne frikirker til at droppe modstanden mod Statskirken og stedet gøre front mod sekulariseringen og ateismens stormløb på kirkeministerium, kristendomsundervisning og sammenblandingen af stat og kirke.
Der er nogle vigtige emner i denne sag som jeg vil skrive noget mere om senere.
1. Hvordan kan det mon være at resten af verdens 2 milliarder kristne ser helt anderledes på stat og kirke end Folkekirken?
2. Hvad er det i virkeligheden der får de politiske partier til at ville fortsætte med at kontrollere den lutherske kirke?
3. Er det ikke i virkeligheden en hindring for tro og kirke at staten og kirken er sammenblandet i denne sækulariserede tid?
4. Hvorfor er Folkekirken ude af stand til at diskutere kirken med teologiske argumenter?
Christian Alsted og jeg har skrevet et indlæg til KD, men jeg tvivler på at de ta'r det.
Fnysende hilsen
Ole
PS. Billedet viser to Folkekirkepræster i færd med at bilde folk ind at gudstjenester skal være kedelige for at være sandt lutherske.
onsdag den 30. maj 2007
Tak til Lilli-Anne

Gospelgudstjenesten i mandags gik vist meget godt, det var i hvert rigtig fedt at være med. Der var ca. 250 mennesker i kirke, koret svingede for svedigt og stemningen var god. Jeg tror de fleste gik derfra med en god oplevelse. Vi kom for sent med afslutningen, men for dem der hørte det i radioen kan jeg oplyse at der blev lyst velsignelse og Kefas sang 2-3 numre mere. Gudstjenesten kan høres på P1 her.
En stor tak til Lilli-Anne!
Jeg havde det meste af prædiken klar, men dit citat fra Stinissen gav mig et godt ord at binde delene sammen med.
Ole
Abonner på:
Opslag (Atom)